Misser og madammer...

Jeg har bare haft en af de dage, hvor jeg har ligget vandret i luften fra kl.7.00 i morges...

Da jeg kom på arbejde, havde to af mine skønne kollegaer, fra en anden afdeling, været på spil.

Jeg mødte ind til et kontor der var tapet fuldstændig til!

Alt hvad der kunne sidde fast til noget, sad fast. Stolene omkring bordet, vagtbogen til bordet, musen, køleskabsdøren og låget på kaffemaskinen.

Fru Sørensen, hvis du læser med, kan du vel næsten gætte hvem der kan finde på sådan noget...jo jo...dit familiemedlem og fru Stilling ;)

Hold da op hvor havde de hygget sig. Senere mødtes vi, og grinede så vi fik ondt i maven.

Det er skønt at kunne grine lidt i disse dage, det har der ikke rigtig været plads til i den senere tid.
Jeg har, igår, sagt på gensyn til endnu en af mine vidunderlige kollegaer. Denne gang synes jeg det var hårdt...Fru. Sørensen var der på min første dag, og vi klikkede fra starten...øv øv, hvor vil jeg savne hende.

I eftermiddags har jeg så sagt goddag til en ny kollega, som starter på mandag.
Jeg håber inderligt at vi kommer godt ud af det sammen, for vi trænger i den grad til at komme videre i vores hus.
Få styr på dagligdagen igen, så vores beboere kan finde ro.

Efter 2 timers overarbejde, kom jeg hjem til mine to drenge og mine to piger.
Der var tilberedt en skøn aftensmad, og vi hyggesnakkede meget omkring bordet.

Sif søger stadig gemmestederne, og det er helt ok, men jeg finder hende dog, og tager hende op.
Hun må ikke blive bange for os, og det er dejligt at opdage, at hun med det samme begynder at spinde.
Hun trykker sig helt op af mig, og hun vælger at blive hos mig selvom jeg slipper hende.
Hun lægger sig helt op til min hals, musser mig, og tramper så det er en lyst. Jeg sad med hende i 40 minutter, før hun hoppede ned og smuttede ind under skabet i stuen.

Den kommer lige så stille...trygheden. Hun skal bare have tid, den smukke Sif.

Frida, den rumpenisse, hun har ikke brug for tid. Hun er på farten, og skal have styr på det hele.
Hun sætter sig ved siden af os, kigger op, og løfter forpoterne...Ta' mig dog op...siger øjnene, og det gør vi så. Vi to har sovet i arm i nat, og jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er er...

Misser og madammer...sikke en dag :)

Livets sidste kapitel...

For et par dage siden stødte jeg på en ældre mand, som jeg har kendt i mange år.
Ingen af os ved hvad den anden hedder, men vi er altid stoppet op, og hørt til hinanden.

Manden er midt i 80'erne, og han har haft et rigt, men også et hårdt liv.
To kvinder har han passet, da de havde mest brug for ham.
Han har overlevet dem begge, og sørger nu for sig selv.

Da jeg spurgte ham hvordan han havde det, svarede han:

"Jeg eksisterer...men jeg lever ikke mere."

Da vi senere gik hver sin vej, tænkte jeg over orderne.
Er de en måde, hvorpå han fortæller mig, at han er ved at være træt?

Jeg er overbevidst om at ældre mennesker kan mærke, når livet lakker mod enden. De bliver trætte på en anden måde, og lyset i deres øjne brænder stille ud.

Manden har altid været så nydelig klædt og rang i sin holdning...da jeg så ham sidst, var han faldet meget sammen, og han fortalte mig at han ikke længere selv kan tage sit tøj på.
Alligevel tager han sit indkøbsnet, og traver ned til centret for at handle.

Jeg tænkte pludselig, at når han engang bliver så træt at han giver slip på livet, ville jeg ikke vide det.
Vi kender ikke hinandens navn, og hvor vi bor.

En dag er han væk, og jeg vil savne vores små samtaler...

*Du oplever situationer i livet,
hvor det eneste du kan gøre er,
at sætte den ene fod foran den anden
og leve dit liv, fra det ene øjeblik
til det andet.*

Katte i lejligheden igen...

Så er det tid til at vi får lidt liv i lejligheden igen...det er nemlig ikke nok for os med en 4 årige som har krudt i rø... ;)

Allan og jeg var i fredags ude på Hillerød internat, hvor vi fandt to skønne hunkatte.
En lille bitte størrelse på ca. 5 mdr., og en lidt større størrelse på ca. 10 mdr.

Frida, som den mindste skal hedde, er en smuk grå mis med de skønneste øjne.
Hun er en lille prut, der nok skal holde os beskæftiget.
Sif er en lige så smuk sort mis, med kloge øjne og et roligt sind.
Hun er *storesøster*, og skal nok hjælpe med at holde Frida i lidt kort snor.

Det er efterhånden nogle år siden at vi sidst har haft husdyr, så vi skal lige finde rutinerne frem igen. Men det bliver dejligt at sidde med et lille garnnøgle der spinder lystigt, og slikker en på næsen.

Se den lille kattekilling...

Opskriftpå lidt lykke...

- Man starter med at hente sin søn, lidt før tid, i børnehaven.

- Der er indkøbt lidt ny maling.

- Spisebordet bliver gjort klart, med dug og div. pensel, lærreder og malerbøtter.

- *Bamses allergo'este* bliver lagt i anlægget.

- Laurits iføres sit forklæde...

og så er vi igang!

Herhjemme har det altid været et hit at male billeder.

Jeg har valgt at tro på at Laurits, ligesom sin mor, finder ro mellem farverne, penselstrøgene og tilblivelsen af et smukt billede.

Han sidder helt stille og vi snakker om alt hvad der foregår i hans lille hoved.

Laurits vil altid gerne male mindst 2 billeder, og det får han lov til, for han bruger så meget tid på at gøre dem flotte og farvestrålende.

...og så kender han glæden ved at give dem væk...

*Det her billeder skal Anna altså ha' moar. Så vi skal snart besøge hende ikk'...?* :)

Moster *Samme* har snart fødselsdag, så det andet billede var allerede afsat.

En dejlig opskrift på lidt af hverdagens lykke...

*Lykken eksisterer kun i dette nu,

og lige her hvor du er.

Så smukt og enkelt er det.*

Arbejdet kalder...

I morgen skal jeg starte på arbejdet igen, og jeg glæder mig!

Jeg har fået små hilsner på telefonen og sms'er fra mine kollegaer,som sammen med beboerne, gerne vil høre hvordan det går.
Det er da skønt at arbejde et sted, hvor omsorgen er så stor :)

Det bliver godt at få hverdagen til at køre igen...

*Tid, hvor man ligger brak,
er ikke spildt tid.
Når man lader jorden hvile,
får man en bedre høst.*

Kronborg kalder...

Vejret har jo været helt vidunderligt i dag, så vi tog godt med varmt tøj på, og kørte en tur til Kronborg.

Jeg får altid en rigtig dejlig fornemmelse i maven, når jeg er i nærheden af det gamle slot...

Da jeg var barn, tog hele familien jævnligt ud til slottet for at gå tur.

Min far boede lige ved siden af, hele hans barndom, og vi har fået mange skønne historier om dette område.

Da min bror og svigerinde boede i Helsingør, gik vi ture rundt om slottet, med ungerne i barnevogn. Man kan få ordnet hele verdenssituationen på sådan en vandring.

I dag var vi nede ved stranden og smed sten i vandet, det elsker Laurits. Bagefter tog vi turen rundt, og der blev stillet mange spændende spørgsmål.

Hvem havde dog boet her, og hvorfor kunne man ikke komme ind ad græshøjenes små døre?

Laurits fik en dyb rynke i panden, da det gik op for ham, at svanerne og ænderne kom svømmende over til os, fordi de var sikre på at vi havde brød med til dem...

og det havde vi jo glemt...

Det betyder at vi, snart igen, pakker os godt ind, og ta'r turen rundt om det dejlige gamle slot en gang til.

*Lad være med at vente

med at have det sjovt,

til du er færdig med noget.

Måske bliver du aldrig færdig.*

Det var så det...

Så er det overstået, galdeblæren er væk, og jeg har ingen smerter mere...

Jeg orker næsten ikke at tale mere om det, for det har fyldt alt for meget i mit liv, de sidste 6 mdr.
Alt for tit har Laurits stået foran mig, og spurgt om han skulle kysse min mave, så smerterne gik væk.
Og alt for tit har jeg måtte melde fra til spændende, hyggelige og sjove ting, pga. dumme smerter.

Nu er de væk, og jeg skal finde tilbage til mit normale liv.

Jeg vil dog ikke helt tilbage, til de gamle rytmer...

Den gamle Jette ville sætte sig og tømme et par poser chips næsten hver aften.
Den gamle Jette ville spise alt for meget mad hele tiden.
Den gamle Jette ville lede i gemmerne, for at finde noget der kunne puttes i munden.

D.9.11.07, efter et stort galdestensanfald på Fejø, i stormvejr, uden mulighed for lægehjælp (udover telefonisk), ændrede dette sig.
Jeg lavede stille og roligt om på mine madvaner, og det viste sig at kunne holde smerterne nogenlunde væk.
I perioder mærkede jeg ingenting...og i perioder kom anfaldene som perler på en snor.

Nye bukser skulle indkøbes, og jeg opdagede at jeg var gået et par størrelser ned...skønt...
Det har nu vist sig at jeg, indtil videre, har tabt 12 kg., og jeg har ingen planer om at stoppe der.
Hvorfor skulle jeg det?
Det er bare tåbeligt, at jeg skulle derud hvor smerterne kom, før jeg kunne se, at et vægttab var indlysende.

Nu går vi mod lysere tider, og mindre tøj ;).

Jeg glæder mig til at kunne spise krydret mad igen, til at drikke mælk, spise youghurt, og snuppe en is i varmen...uden at det tager overhånd.

Jeg har ingen smerter mere...skønt!

Klippekortet...

Periodevis i min barndom, havde vores familie *klippekort* til skadestuen. Min bror og jeg brugte det på skift...

Jeg troede faktisk at det var noget man voksede sig fra, men nej!

I sommers begyndte Laurits at snakke om ambulancer og sygehuse.
Var det gode eller dårlige ting de stod for?
Allan og jeg gjorde meget ud af, at fortælle ham, at disse ting står for noget godt, og at de er til for at hjælpe os, når vi har ondt.
Nogle gange kræver en snak også en handling, så børnene bedre kan forstå...

Allan lagde ud.
En rundboldkamp, på højt plan, resulterede i et voldsomt hold i ryggen, og en ambulance blev tilkaldt.
Laurits sad tryg på armen af sin tante, som pegede og fortalte om alt det seje, der er i sådan én, med god hjælp fra ambulanceføren.
Da farmand kom hjem igen, skulle Laurits overbevises om at lægerne havde været søde ved far.

Så begyndte jeg at få ondt i maven, og Laurits var, og er, meget beskyttende omkring mig.
Jeg fik operationsdato, og vi snakkede igen med Laurits om, at lægerne vil hjælpe mig, så jeg ikke havde ondt i maven mere.

Igen er det godt med handling bag orderne.
Da jeg røg på sygehuset akut, måtte vi endnu en gang fortælle Laurits at dette var en god ting. Laurits kvitterede med at sige til mig, jeg skulle være en sød pige, og høre efter hvad sygeplejeskerne sagde til mig... :)

Nu mangler vi kun at få overstået tirsdag...

Nææ, for det var vigtigt for min kære svigermor, at hjælpe sin søn med at fjerne tæppet...men gulvet var glat, og svigermor falder lige så lang hun er...og brækker armen!
Og hvor er Laurits...lige der hvor det sker!
Denne gang har farmand og Laurits taget en sludder om skadestuer, smerter og gibs på armen:)

Nu forholder alle sig i ro, så vi kan få overstået den, forhåbenlig, sidste ting i rækken!

Så tror jeg også at alle vores klip er opbrugt for denne gang.

Av min arm... ;)

Ondt i navlen...

I går havde jeg aftenvagt, og derfor måtte Laurits med far til håndboldkamp.

Det er første gang at han har været med til en sen kamp. Vi kunne også kun gøre det, fordi jeg har fri i dag og derfor holdt Laurits hjemme fra børnehaven.

Da jeg kom hjem ca.22.30, var der stadig ingen drenge.
Jeg tænkte ved mig selv at Allan nok kom bærende med sønnen lige om lidt...men nej.
Klokken 23.00 kommer min søn glad og frejdig ind af døren. Det viser sig at Laurits var faldet i søvn på vej til håndbold, og derfor var i tip top form!

Jeg tager ham med på badeværelset, for at få ham i nattøjet, lidt hurtigt, og derefter lige på hovedet i seng.
Men Laurits har aldrig travlt.
Han snakkede, som sædvanlig, en ko ud af en kløvermark, mens han lige fik styr på nattoilettet.

Mens han sidder der, kigger han på mig og siger:
"Moar, min mave har det helt fint, men min navle...den har det vist lidt skidt!"
Jeg måtte kigge væk, og ordne nattøjet en gang til, mens jeg kæmpede med grinet. Laurits var dybt alvorlig, så jeg måtte lægge ansigtet i de rette folder, og spørge ind til navlen.
"Jeg tror faktisk at den er ok igen mor, jeg skulle bare lige have den sidste puha ud af numsen!"

Jamen så var det jo på plads, Laurits fik nattøj på, og blev lagt i seng. 5 minutter efter sov han fredeligt...i midten af mors og fars seng :)

Pragtfulde unge...

*Husk de 3 K'er,
som man får mere af,
jo mere man bruger
dem:
Kærlighed,
Kræfter og
Kløgt.*

Powershopping...

Dagen idag har været en egoistdag.

Jeg afleverede Laurits i børnehaven, og så tog jeg på powershoppetur i Helsingør.

I mandags, da jeg gik og ventede på ambulancen, var min vigtigste opgave, udover at været krummet sammen pga. smerterne, at finde et par underbukser der ikke var slidte ;)
...man kan jo ikke møde op på hospitalet i gammelt undertøj vel...

Det medførte at jeg fortalte Allan, nu var tiden inde til at smide det gamle ud og prøve med noget nyt.
Så jeg har tømt Føtex for fornuftige underbenklæder i div. farver...læs sort og hvid...

Da jeg nu var i storbyen, kunne jeg jo lige kigge på en praktisk taske, og det betød at jeg også kom hjem med sådan én.

Jeg er jo også altid på udkig efter div. dvdfilm, som jeg kan udskifte vores vhs bånd med, og ja...jeg havde fire film med hjem...tak TP-musik, for at være så billig ;)

Det var skønt at gå rundt helt alene, og bare nyde, at jeg kunne stoppe op lige hvor jeg ville, og se på lige hvad jeg ville...

En rigtig dejlig dag... :)

Kvinder og gule forhæng...

Der er mange typer kvinder...

Der er kvinder, som man kommer i snak med, når vi har været på samme
4-sengsstue, i mindre end 10 min...
Der er kvinder der lige skal se én an, for så at åbne op, og derefter snak snak snak...
Der er kvinder som ligger i sengen ved siden af, og først kommer med i snakken efter en dags tid...
Der er kvinder der aldrig når at komme på banen...
Der er kvinder som deler ud af sin livserfaring for at hjælpe når du er usikker...
Der er kvinder som i de første 3-4 dage, når at døbe stuen "Tøsekollegiet"...
Der er kvinder der si´r "pøj pøj, og vi ses når du kommer op på stuen igen. Du skal ikke være nervøs"...
Der er kvinder som er fyldt med mange års fødselsdage, og alligevel er en del af "Tøsekollegiet"...

Der er kvinder, som hele ugen er mine sygeplejesker...
Følelsen af, at disse sygeplejesker, var der 100% for mig da jeg måtte indlægges akut, er helt utrolig, og meget dejlig at opleve, når man bliver usikker eller ked...Stor ros til dem!

Så er der de gule forhæng...

De gule forhæng opdelte 4-sengsstuen, da jeg ankom...
De gule forhæng blev stille og rolig trukket til side, da vi begyndte at snakke sammen...
De gule forhæng var helt usynlige i de 3-4 dage, hvor det var de samme 4 kvinder der lå i sengene...

Det sidste døgn, blev de gule forhæng lige så stille trukket for igen...
Der var kommet nye kvinder til, og stemningen ændrede sig...
Til sidst var vi to kvinder, som endnu ikke havde trukket forhænget imellem os, for...
En smuk ældre kvinde, der fortalte om sit lange liv, til en anden kvinde, som havde haft rigtig ondt i maven i mange dage...

Så blev det morgen, og jeg fik lov til, igen, at komme hjem til min egen trygge verden...

Men kvinderne fra min uge på Helsingør sygehus, glemmer jeg ikke lige med det samme. De var, på hver deres måde, med til at gøre min uge sjovere, hyggeligere og meget klogere.

...og tiden hvor de gule forhæng var trukket fra, var den bedste tid...