Jeg går farmor i bedene...

Siden Laurits var helt lille,

har jeg holdt på at han skulle klippes af en rigtig frisør.

Svigermor klipper drengene i familien, men ikke Laurits.

Jeg var sikker på at det kunne gøre *ondt* i krøllerne.

Fornylig læste jeg et indlæg på *zonen*, om andre familer

der klipper deres adoptivbørn med en trimmer.

Vi blev enige at det måtte prøves.

Da jeg kom hjem fra Indien, havde far og søn talt om dette,

og Laurits insisterede på at mor skulle fører trimmeren.

I dag tog jeg kampen op.

Laurits blev placeret ude på badeværelset, og så gik vi igang.

Hold da op et mas med at komme gennem krøllerne.

Det var altså ikke helt forkert, det med at krøllerne kan gøre ondt...

Laurits gav sig flere gange.

Jeg gjorde det så forsigtigt jeg kunne, men blev nød til at

fortsætte, for jeg var nået halvvejs.

I mit stille sind tænkte jeg på en akuttid hos frisør-Erik.

Da først jeg var gennem afrokrøllerne, gik det væsentlig nemmere.

Laurits syntes at det var helt hyggeligt, men glædede

sig dog til brusebadet bagefter:)

Han er godt nok blevet korthåret,

men min kønne dreng kan bærer det. Han har en flot hovedform.

Frisør bliver jeg aldrig...

Indskrivning...

Så kom brevet...

Det er tid at Laurits skal indskrives til
børnehaveklasse, til næste år.
Hold da op!

Hvor blev årene af?
Det er da kun et øjeblik siden, at jeg stod og kiggede på ham,
da han lå i sin fine overdragelsesdragt, i den lille tremmeseng
på børnehjemmet.
Han kiggede op på mig med store brune øjne.
Han var 6 mdr., og hele vores verden ændrede sig.

Nu er han 5 år, og til næste sommer, på hans fødselsdag,
skal han starte på et nyt kapitel i hans liv...og i mit.
Min dreng er blevet stor...og det kan være lidt svært at følge med.

Tiden går alt for stærkt...

Arbejdet kalder...

Min sidste feriedag.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at skrive min rejsedagbog ren, så mor, Susanne og Karen kan få et eksemplar...og den er til fri hyggelæsning,

hvis nogen er interesseret;)
Jeg ville ikke have undværet denne uges ferie.
Jeg har fået ferieminder på plads i mit hovedet,

og min krop er også *indstillet* på Danmark igen;)
Det ville ikke have været det samme, hvis jeg skulle have været

på Bredegaard i tirsdags, sådan en tur skal synkes og bearbejdes.
Men nu er jeg klar, og som altid glæder jeg mig til at se mine
beboere og mine kollegaer igen.

I formiddags var Laurits og jeg i mødregruppe.
Det var hyggeligt, men vi var drivvåde efter en cykeltur
i silende regnvejr. Hold da op hvor vi frøs!
Da vi kom hjem hjem fik vi tørt tøj på, og Laurits fandt
MGP cd'en frem, som han skrålede med på, mens han
spillede computer...hyggeligt:)

I morgen har jeg været så heldig, at få mulighed for at komme
til foredrag med BS Christiansen, sammen med Heidi og Henrik.
Det glæder jeg mig meget til.

Nu er det ved at være tid til *Sommer*, og så er det på hovedet i seng.

Hverdagen kalder...

Hjemme igen...

Jeg har nu været hjemme et par dage, efter mit livs ferie.

Undskyld at jeg ikke har skrevet før, men turen skulle lige sætte sig,
og jeg skulle lige *lande* rigtigt.
Turen kan beskrives med tre ord:
Storslået, vidunderlig og uforglemmelig.
Hvis jeg skulle beskrive det hele her, ville du nok blive træt af at høre på mig;)

Jeg har reddet på elefant, jeg har set en tiger og en leopard, og jeg har set rigtig meget til bagsiden af Indien.
Det kan desværre ikke undgås, og i Indien er bagsiden meget tydelig.
Der er tiggere overalt, og de kontakter én hele tiden.
Jeg valgte at bruge den indiske hilsen *namaste* en del.
Med hænderne samlet foran brystet og et let buk,
hilser man på hinanden.
Denne hilsen viser stor respekt for de mennesker man møder den med,
og det gælder jo også tiggerne.
Jeg kan ikke hjælpe dem allesammen, men jeg kan godt vise dem respekt.

Vores rejseleder gjorde turen helt perfekt.
Erik Sand er lektor på Kbh. universitet, og underviser i religionshistorie.
Han fortalte os så meget om landet, indernes traditioner og levemåde.
Han gjorde det spændende og levende og han var så sympatisk...lige på nær, når han ville have os tidlig op næste morgen...så kaldte vi ham Lektor Sand;)

Jeg har ikke sovet min ferie væk.
Én dag sov vi længe...til kl.7.30...de andre dage var vi oppe mellem 5.30 og 6.00, vi skulle jo have noget ud af vores dage.
Det var nu rart, for der var dejligt køligt om morgenen,
og på den måde nåede vi at se en masse.

Jeg har taget RIGTIG mange billeder...dem der kender mig godt, ved hvad det betyder;)
Men jeg har ikke kun billeder af Tal Mahal og andre smukke ting...
jeg har mange billeder fra hverdagens Indien.
De giver mig et indtryk af, hvordan det virkelige Indien ser ud.

En af de improviserede stop på turen, var ved en landsby med 125 indbyggere.
En mand inviterede os indenfor i hans lille toværelses hus,
hvor han boede med sin kone og 8 børn.
Inderne er meget gæstfrie, og vi fik et indblik i hvordan
den almindelige inder bor og lever.

For mig var turens højdepunkt dog Taj Mahal.
Det var hovedformålet med turen, for det nåede jeg jo ikke at se for 9 år siden,
da jeg var i Indien sidst.
Det var så storslået at se, og jeg fik kuldegysninger i 35 graders varme!
Jeg gik rundt i min helt egen verden, mens jeg rørte ved
denne kæmpe bygning og tog billeder.
Da vi skulle videre, havde jeg ikke lyst til at gå.
Jeg var ikke færdig med at kigge.

Fra Taj Mahal tog vi over til det røde fort, som ligger overfor.
Det blegnede fuldstændigt, og det eneste jeg så, var Taj Mahal, som man kunne spotte flere steder, mens vi gik på fortet.

Jeg kunne blive ved længe endnu, men må hellere stoppe.

En sidste ting skal dog med.
Vores nationale guide, som fulgte os på hele turen, Vishal.
En 24 årige ung mand, som er ved at uddanne sig til
professionel guide, og som er en yderst sympatisk mand.
Jeg spurgte ham, om han ville skrive mit navn på hindi.
Han lavede den flotteste skitse til mig, med mit navn,
og jeg blev rigtig glad.
Jeg havde nemlig en plan med navnet, hvis det blev godt...
det sidder nu på min arm, som et evigt minde om mit livs rejse.

Indien er altid nær mit hjerte...

En hilse fra Indien...

Kaere alle!
Saa kom vi endelig igennem.
Her er helt vidunderligt, men rystende fattigt.
Man kan proeve at forberede sig paa det, men naar man er her,
saa er det skraemmende, hvor lidt forberedt man er.

Vi oplever fra 06.00 om morgenen til 22.00 om aftenen.
Erik, hvor skoenne guide, holde os til ilden,
men paa den fede maade.
Han holder sig ikke kun til det fastlagte program,
men tager os med til steder han kender til.
Der er en super god maade at opleve Indien paa.

-Vi har reddet paa vores elefant!
- Vi har set store forts.
-Vi har vaeret i et stort tigerreservat, hvor vi fik af vide,
at det slet ikke er alle der er heldige at se en tiger,
og at der kun er ca. 5% chance for at se en leopard...
VI SAA BEGGE DELE!!!
-Vi smager paa spaendende mad, bare lidt af gangen.
-Vi bruger den indiske hilsen naar vi moeder folk, der smiler til os,
og de viser glaede ved den respekt vi udviser overfor dem.
-Vi fortaeller mere naar vi kommer hjem...
I morgen gaar turen til Taj Mahal, og det bliver saa stort!!

Nu smutter vi igen, men sender store indiske knus til alle
fra Hanne og Jette

De sidste timer...

Lynlåsen bliver lynet, og så står jeg der og kigger på
min færdigpakkede kuffert.

Jeg er klar, og nu er jeg rastløs...

Over 9 års venten er pludselig ovre, og jeg er tættere på min drømmerejse,
end jeg nogensinde har været.
Da rejsen, for ca. et ½ år siden blev bestilt, begyndte de små
sommerfugle i maven at rører på sig...i dag er sommerfuglene blevet til glade elefanter der tramper rundt i min mave;)

Er det virkelig nu, at vi rejser?
Har jeg det hele?
Er jeg klar?

...Ja, nu er det nu!!
...Jeg har dobbeltchekket min pakkeliste flere gange...lidt autist er man vel;)
...og jeg er klar.

Klar til at opleve det meste igen, men mest til at opleve det hele
med andre øjne end sidst.

Stille sniger minder fra sidste tur sig ind på mig.
Jeg fornemmer duftene og lugtene...
summen af menneskemyldret, der er i konstant bevægelse...
glade smil, trætte øjne, og toner af de messende bønner
der sendes mod himlen.

I morgen tidlig, siger vi 4 tøser på gensyn til mænd og børn...
2 af tøserne tager dog deres børn med,
og det er Susanne og jeg glade for;)

Tænk at få lov at opleve sin mors allerførste rejse,
til et land så langt fra hendes verden.
Jeg er stolt af, at få lov til at følge dig mor, passe på dig,
og nyde dit ansigt, når du hele tiden støder på ting
og oplevelser der aldrig er set før, af dine øjne.

Ventetiden er slut, nu er vi klar...

*Alle vores drømme
kan gå i opfyldelse
- hvis vi har modet
til at forfølge dem*

Højre og venstre overarm...

Herhjemme bliver der brugt rigtig meget tid på at snakke
om sund og usund mad.
Laurits har aldrig været helt god til det med rugbrød,
men nu er det somom det vender.
Vi snakker om at rugbrød giver muskler og hurtige ben,
og det vil Laurits jo gerne ha' ;)

I dag tog Laurits og jeg en tur til Hillerød
for at hilse på oldemor og oldefar.
De bliver så glade når barnebarn og oldebarn kigger forbi,
og inden man får set sig om,
har oldemor stablet en frokost på benene.
Det var røde pølser til Laurits, en ynglingsspise,
og senere sad han med en æggemad på rugbrød.

Snakken gik, og pludselig si'r Laurits:

*Moar, ved du hvad?*
*Nej!*
*Når jeg tygger rugbrødet i højre side af min mund, så ryger det lige ned i den her muskel!! (Peger på højre overarm), og sådan er det også i den anden side.
Er det ikke bare smart?*

Jeg skulte et stort smil bag servietten,
og gav ham fuldstændig ret.
Så tog vi lige en snak om, hvad der sker med maden,
når den forsvinder ind gennem munden:)

Jeg elsker at min søn nu er der, hvor de helt store spørsmål opstår,
og jeg gør mit allerbedste for at give ham
nogle brugbare forklaringer.

Det lille hoved bli'r fyldt langsomt op...

Efterår...

Jeg er jo lidt et stædig asen...;)

Jeg smider strømperne i starten af april, helst, og de kommer
ikke på før i starten af oktober.
Jeg har besluttet mig for at jeg ikke gider at få strømperne på
før jeg tager til Indien, hvor temperaturen ligger
mellem 28 og 32 grader
...jeg er sikker på at det da afgjort vil resulterer i en forkølelse.

Men de sidste dage, er det gradvist blevet mere koldt,
og jeg er ikke i tvivl om hvor mine tæer sidder på kroppen;),
så jeg må nok se i øjnene at et par strømper er gode at have
...i hvert fald når jeg kommer hjem fra en aftenvagt,
så der lige kommer varme *sydpå*, før sengen kalder.

Jeg har haft en dejlig vagt på arbejdet i dag.
Et helt hus med glade beboere,
så husmødet forløb uden problemer.
Et uventet besøg af en rigtig god kollega, skabte glæde i huset,
ikke kun hos beboerne, men også hos mig.

Senere, da vi drak aftenkaffen i stuen,
fik vi en rigtig god snak om døden.
Man kan undre sig over at det kan være en god ting,
men mine beboere er jo ikke anderledes end os andre,
på det punkt, og de er fyldt med uafklaret spørgsmål.
Vi kom vidt omkring, og fik belyst rigtig mange ting.

I aften blev jeg klar over, at det kursus jeg skal deltage i,
en gang i november, kan blive et god redskab for hus A,
og garanteret også længere ned af gågaden.
Kurset omhandler sorg og tab hos udviklingshæmmet og psykisk syge, og hvordan man kan hjælpe disse brugere gennem den svære periode.
Jeg glæder mig meget til at lære mere om dette.

Hov, det var slet ikke meningen at jeg skulle skrive så meget
...nå, jeg håber at du stadig er med;)

Fødderne er blevet varme igen...

*Du kan ikke lære erfaring,
du må gennemleve den*

Afslapning...

Det er weekend og der hygges.

Efter en lille uge i Hundested, så er det godt med et par fridage.

I går var Laurits og jeg en tur i København med Heidi.

Efter lidt *shoping* fandt vi en Mc Donalds, det er lige noget Laurits kan bruge.

Bagefter gik vi i Fona, og og vi kom ud med 2 cd'er...MGP 2008

og soundtracket fra *Mama Mia*...

det er næsten ikke til at gætte hvis der var hvis;)

I dag er der afslapning på programmet.

Laurits og jeg spiller og hygger.

I aften skal jeg ud, og Laurits skal givetvis så speedway

det meste af aftenen.

I morgen har jeg aftenvagt, og så er er kun en uge til Indienturen...

tiden kan bare ikke gå stærkt nok nu:)

Mere nedtælling...