mandag den 30. marts 2009

Fra børn og fulde folk...

I går da Laurits kom hjem,
sad Allan og jeg lige og sludrede over en kop kaffe.
Laurits sad og spillede gameboy.

Far: *Laurits, fortæl lige mor, hvem der ikke er her mere*
Laurits: *Farmors Oliver. Han er død*
Mor: *Han var også en gammel kat*
Laurits: *Ja, og vi dør jo allesammen!*

Vi tog så lige en snak,
om at blive gammel og dø.
Laurits mente at det ikke gik lang tid før
hans oldeforældre ikke var her længere.
Vi fortalte ham, at det ved vi gudskelov ikke noget om.
Snakken tog 1½ min., og så var Laurits videre:)

Fra børn og fulde folk, skal man hører sandheden...


onsdag den 25. marts 2009

Hvis jeg kunne sige tak...

Jeg sad og kiggede på billeder af Laurits her til aften.
Enhver mor synes at ens barn er det dejligste,
og sådan har jeg det også...

men jeg bærer også på en dyb taknemmelighed.

Laurits' biologiske mor har givet mig sin søn.
8 dage nåede hun at være sammen med ham,
før livet blev taget fra hende.
Hun vidste at han ville blive passet på,
og jeg har valgt at tro på, at hun sidder et sted,
hvor hun kan holde øje med os.

Ser hun hvilken vidunderlig dreng hun har født?
Ser hun de varme brune øjne, og hans vidunderlig smil?
Hører hun hans latter, der kommer helt nede fra maven,
når man kilder ham?
Mærker hun den kærlighed som Laurits får
af alle dem der er tæt på ham?
Ved hun at han glad dreng, som trives der hvor han er?
Er hun stolt af ham...og af os som forældre?

Jeg håber hun ser Laurits derfra hvor hun er,
og at hun ved han er det største
der er sket i mit liv.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan min
tilværelse ville se ud, uden min søn.

Jeg skylder den kvinde alt...og jeg håber
at hun ved det.

Dyb taknemmelighed...

*Jeg elsker dig
hver eneste dag,
i sol
og i måneskin.
Jeg elsker dig
med mit åndedrag,
smil,
tårer,
med hele mit liv*

lørdag den 21. marts 2009

At sige farvel...

En uge på arbejdet, med dejlige
stunder, solskin...og afsked
med en vidunderlig beboer som, mæt af dage,
har forladt os, tænker jeg at man aldrig
rigtig ved hvad dagen bringer.
Man møder op, har en plan,
og med ét ændres alting.

Vi har længe vidst at dagen måtte komme,
men man er aldrig helt klar vel?

Et par dage før, gik jeg over for at hilse på,
og det er jeg glad for nu.
Vi fik en lille snak, og jeg genkendte det
varme, kloge blik, der stadig var
i de gamle øjne
...øjne der fortalte at de var trætte og mætte nu.

Nu er han borte.

Den dag var der en helt speciel ro
på Bredegaard.
Beboerne havde fået beskeden, og det
var min opgave at holde om dem der havde
brug for det, mens andre skulle have
afklaring af spørgsmål der trængte sig på.

Solen skinnede, og det var somom
han fortalte os, at det var ok.
Endelig fri for smerterne.

På tirsdag siger vi et endeligt
farvel til denne dejlige og enestående
mand, som på sin egen stille måde,
gav os så meget.
Men jeg tror at han altid vil være lige
i nærheden...Bredegaard var hans hjem.

Man ved aldrig hvad dagen bringer...

*Kæmp for alt
hvad du har kært.
Dø om så det gælder.
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller*

fredag den 13. marts 2009

Alt det man ikke får sagt...

I dag, er dagen hvor jeg får sagt det jeg gerne vil sige.
I dag, er dagen hvor jeg fortæller hvordan jeg opfatter tingene.
I dag, er dagen hvor jeg ta'r mod til mig.
I dag, er dagen hvor jeg husker mig selv på, at jeg er 35 år.
I dag, er dagen hvor jeg handler.
I dag, er dagen hvor jeg tør.
I dag, er dagen hvor du opdager.
I dag, er dagen hvor du forstår.

I dag, er dagen hvor jeg alligevel ikke kom videre...

søndag den 8. marts 2009

Travlhed...

Søndag aften...

Hold op, hvor jeg synes at en uge går stærkt!
Laurits sover tryg, i sin seng...jeg har været så heldig
at have ham hos mig en nat mere:)

Vi har haft en heftig uge, hvor mange aftaler
skulle passes.

Laurits har haft legekammerater på besøg,
en del gange i denne uge,
og det passer ham fint.
De hygger sig, og er nu så store, at jeg kan ordne
en masse ting, mens de leger.

En gang i mellem stikker de hovederne frem,
og beder om en kiks, lidt saft eller en hånd til
at få flyverdragterne på.
Så suser de afsted, og kommer op med røde kinder.

Andre gange leger de på værelset, og kommer
først, når jeg råber *Nu er der mad!*

Laurits kunne godt tænke sig, at vennerne bliver
og sover...et kort øjeblik føler jeg mig gammel...
jeg kan tydeligt huske hyggen ved,
at man sad i sofaen med nattøj på, og spiste guf.
Madrassen var redt op på værelset,
og mor kom ind, op til flere gange,
og fortalte os at nu skulle vi sove:)

Er Laurits allerede der?

Han var min lille baby, for et øjeblik siden, og nu...
tiden går så stærkt.

Jeg har fået brev om, at han skal starte i SFO d.4.maj,
det er jo om et øjeblik!
Det betyder også at skolen rykker tættere på.
Holdt stop...kan jeg mon finde en pauseknap?

Nej, jeg behøver ingen pauseknap.
Min dejlige unge trives og har det godt,
og når han har det godt, så har jeg det også godt:)

En uge går så stærkt...

Laurits: *Mor, når man dør
bli'r man til et spøgelse.*
Mor: *Ok, gør alle mennesker det?*
Laurits: *Ja, det tror jeg*
Mor: *Hvad med Afrikamor?*
Laurits: *Nej da, hun sidder jo oppe på stjernen,
og passer på mig!*