Tanker...

Hvad tænker du på min dreng...
Hvilke tanker suser rundt i dit lille hoved?

Du snakker meget om skolen for øjeblikket,
og du øver dig i at skrive tallene
...bogstaverne har du rimelig godt styr på:)

Du taler også en del om ting du ved eksisterer,
og om det du er lidt i tvivl om...spøgelser og trolde.
Findes de, eller er der en naturlig forklaring på
gardinet der rør på sig, eller lyden på den anden side
af vinduet?

Der kommer de bedste *guldkorn* fra dig
for øjeblikket:)
Skønne ord, som er sat sammen, så man nogle gange
må skjule smilet bag et host, og andre gange griner
vi sammen, så maverne gør ondt;)

Du er i en rivende udvikling lige nu, og jeg gør
mit allerbedste for at følge trop...nogle gange
stopper jeg op, og sætter mig ned, og kigger på dig.

Hvor skal du hen i den fart?

Jeg ved det godt...
Du tager store bider af livet, og du er vild med smagen.
Tro på det min skat,

du er på det rette spor...

*Mine to vigtigste mål
som forældre
er at hjælpe mit barn
til at opnå
selvværd og
selvdisciplin*

En dag i mørke...

I dag har jeg været blind...

En gang i mellem bliver vi, på Bredegaard,
mindet om hvordan vores beboeres
verden er at leve i.
Jeg har haft sorte briller på fra kl.9 til 15,
med lidt pauser ind i mellem.

...men hvad med beboeren...får han en
pause fra mørket?
Nej, så heldig er han ikke.
Han lever med mørket hver eneste dag
resten af hans liv.
Enkelte beboere har oplevet lyset, men
nu er det taget fra dem.

Er de mindre lykkelige nu?

Nej, det tror jeg faktisk ikke, for beboerne
på Bredegaard er helt fantastiske!

Mange af dem har vendt deres handicap
til noget godt.
De vælger at få det bedste ud af deres
liv, der hvor de er.
Der er ingen tvivl om at deres handicap
fylder rigtig meget i deres hverdag,
men de klarer sig helt utrolig godt.

En af mine beboere kom med en
bemærkning der er værd at tænke over...

Jeg roste ham for en tjans han havde i køkkenet,
og han sagde:
*Jamen Jette, jeg er jo kun blind!
Der er heldigvis ikke noget galt med mine arme...*

For ham, ville det være noget af det værste,
og så er det jo heldigt at han *kun* er blind.

For mig er det et tegn på god livskvalitet.

Det er værd at nævne, at senblinde mennesker
fortæller at de ikke går rundt i mørke.
Faktisk er deres verden lys.

Det synes jeg er vigtigt at huske...

*Når alle andre
går sik,
så sak!*

Laurits og jeg har holdt fri i dag.

Vi pakkede en dejlig madkurv, og tog
toget til Fredensborg.
Her ventede Lotte og Oscar på os, og
vi kørte til naturlegepladsen.

Med de sidste dages regnvejr i tankerne,
havde jeg pakket regntøjet ned i rygsækken
til Laurits, men solen skinnede fra en
skyfri himmel, så det fik vi slet ikke brug for:)

Det skønne ved naturlegepladsen er, at selvom
der er mange mennesker, så kan man sidde uforstyrret
og snakke
...og det gjorde Lotte og jeg, mens drengene legede.

De prøvede *træstamme-labyrenten* på egen hånd,
og de gik balancegang på flyvemaskinenen.
En gang i mellem kom de forbi og tog en gulerød
eller et stykke vandmelon,
og så var de på vej videre.

Efter nogle dejlige timer kørte vi hjem igen.

Laurits fik et lækkert bad, og så var der dømt
fredagshygge...vi sidder nu og slapper i
sofaen, og om lidt kommer Laurits'
ynglingstegnefilm.

Uhmm, fredag...

*Smilet er ligesom et lys
i sjælens vindue,
der viser,
at hjertet er hjemme*

Mors dag...

I dag, efter arbejde, har jeg hentet Laurits hos Allan.

Laurits kom ind til mig i stuen, med hænderne på
ryggen, og efter den sødeste sætning,
dukker den smukkeste buket frem,
i de kønneste orange farver.

Det kan man som mor kun blive super glad for:)
At der, på trods af forandringerne i vores liv, stadig
er plads til den slags, det er jeg dybt taknemmelig over.

Det blev tid at cykle hjemad.
Mens vi cyklede af sted, spurgte jeg Laurits om det er
fedt at være startet på sfo?
*Det er rigtig fedt mor!
Ved du hvad de har - de har playstation, computere,
spil, og fodbolde...og ved du hvad de også har...de
har NET på deres bordtennisbord!!...er det ikke sejt!*

Joo, det syntes jeg da var rimmelig sejt;)

Da vi kom hjem, satte vi os for at spille lidt sammen,
men da der var gået 15 minutter, sov min dreng.
En tur på sofaen i en lille halv time, og så var
han klar igen.

Det er så dejligt at opleve Laurits og Frida, når de ser
hinanden efter en uges adskillelse.
Frida viger næsten ikke fra hans side, og hun spinder
højere end hun plejer;)

Jeg glæder mig til at opleve mit *sfo-barn* i denne uge.
Der er ingen tvivl om at han er *vokset*

Tiden går alt for stærkt...

*Der er mange stunder
at se frem til,
og de kærlige
er mine
ynglingsstunder*