fredag den 26. august 2011

Kan man ønske sig en lynlås...

Det gør jeg...altså ønsker mig en lynlås.

I mit fag, ville en lynlås være behjælpelig.
Den skulle sidde skjult under håret,
i baghovedet på mine dejlige beboere.
Når jeg så kom i den situation, at jeg havde
opbrugt alle mine *pædagogkort*,
skulle det være lovligt at man, nænsomt
og uden frygt fandt lynlåsen, og fik åbnet
ind til det inderste i et menneske.

Hvad er det, der gør at nogle mennesker
skal have det så skidt i perioder?
Der er op- og nedture, og turene er jeg uddannet
til at tage mig af.
Jeg trøster, lytter, tier, holder om, rådgiver
og forholder mig til det jeg hører.

Jeg er uddannet i, at forholde mig proffesionelt
til mine beboers hverdag
...men nogle gange er det svært.
Det er svært at se et menneske,
få det mere og mere skidt.
Der går længere mellem opturene,
og det glade smil.

Dagene bliver delt op i tidsrum.
10 minutters glæde, 30 minutters fortvivlelse,
5 minutters gråd og, hvis man er heldig,
1 times ro...og så starter det forfra.
Stemmer der forstyrre tankegangen, og udstikker
ordre som skal udføres, så man igen kan finde
bare et øjebliks ro.

Medicinen hjælper et godt stykke af vejen,
men det er en hårfin balance der skal findes,
så man ikke lever i en osteklokke,
men er aktiv i sit eget liv.

Det har stået på et stykke tid nu, og jeg er der,
hvor jeg ikke har flere kort at give af.
Det er ikke spor rart, når man arbejder
med mennesker, der virkelig trænger til
den ro, tryghed og stabilitet som mit job
også består af.

Jeg har været god til at lade Bredegaard
blive på Bredegaard, når jeg har fri
...men i den sidste tid har den sneget sig
med hjem, og frarøver mig noget nattesøvn.
Jeg er meget bevidst om det, og jeg arbejder
som en gal, for at bygge den professionelle
side af mig selv op igen.
Det skal nok lykkes, for jeg er vild med mit job,
og de udfordringer det giver mig.
Nogle gange er der bare lidt for mange af slagsen.

Jeg ønsker mig et par lynlåse...

*Vi fylder vort øre,
med alt det
som vi har lært at sige.
Men vi er døve,
for det som,
vi endnu bør høre*