Træstammerne...

Dér er de!
Når jeg ser træstammerne 2. gang,
ved jeg at turen er ved at være slut.

Jeg er begyndt at løbe
...eller...løbe er måske så stort et ord igen;)
Jeg intervaltræner- 2 min. gå, 1 min. løb,
og sådan kommer jeg igennem 2.2 km. i skoven.

Jeg har længe tænkt, at det måtte prøves.
Jeg havde en fornemmelse af,
at jeg ville synes om det, men jeg har også været
ret bevidst om, at der liige skulle ryge nogle kilo først.

Jeg købte et sæt løbetøj, og skulle vænne mig til, at der ikke er plads til nøgler og mobil nogle steder.
Så hus- og cykelnøgle ryger om i den lille smarte lomme på bagdelen, som jeg først sent opdagede at jeg havde fået med i købet...meget smart;)

En anden ting ved løbetøj er, at det sidder temmelig tæt til kroppen. Det skal jeg også vænne mig til, og det kræver stadig en dyb indånding, før jeg træder ud af døren, finder min cykel og bevæger mig ud blandt andre mennesker:)

Min skønne veninde Annette, har vist mig et dejligt sted at træne. En skov der ikke besøges af så mange, og det betyder at jeg kan løbe uforstyrret.

Der er helt stille i skoven. Den eneste lyd der høres, er min vejrtrækning, som til tider høres ret tydeligt, men det betyder kun, at jeg er oppe i puls, og at jeg yder noget...så det er en god lyd, har jeg besluttet:)

Jeg rammer *den døde zone*.
Det er et sted i skoven, som jeg glemmer hver gang.
Hver gang kommer det bag på mig, at stien ikke slutter der hvor jeg mener den skal, så der skal bare løbes videre...
og dér, dér kommer træstammerne til syne igen.
Turen er ved at være forbi, og min hjerne er nu høj på endofiner:)

Jeg strækker ud, snupper en tår vand, sidder lidt og får pulsen ned igen før jeg cykler hjem.

På turen hjem, tænker jeg ikke over, at løbetøjet sidder tæt til kroppen, at jeg er svedig og ikke så charmerende at se på.
Jeg er bare glad for, at jeg endnu en gang har ydet noget, for at få det bedre med mig selv.

*Når forandringens vinde blæser,
findes der to typer mennesker:
Dem der bygger læhegn,
og dem der bygger vindmøller*

Kaffetanker & forsvunden mølle...

Kaffen dufter skønt, og koppen mellem mine hænder
varmer mig.
Jeg sidder på altanen, og kigger på regnen der falder stille men vedholdende.
Jeg har ikke travlt, for min sidste uges sommerferie er lige startet, og der er først planer for eftermiddagen.

Laurits kom hjem til mig i aftes, efter 3 hyggelige uger sammen med farmand og Nina.
Jeg kunne se på ham, at han har nydt ugerne:)

Drengeværelset er lavet om, så det passer til en snart
9 årige, og det betyder at døren nu er lukket lidt til,
og lydene fra det nye fjernsyn fortæller mig,
at Laurits trives derinde.

Altanens stilhed får mine tanker til at vende det sidste halve års forandringer.

En beslutning om at blive i lejligheden nogle år endnu, gav ro i maven.
Beslutningen var fælles, og det er det bedste ved min skilsmisse...det utrolig gode forhold jeg stadig har med Allan og hans familie. Jeg priser mig ofte lykkelig for, at vi taler så godt sammen som vi gør, og hvad der sker omkring Laurits, vender vi sammen, så han har det godt.
Hvor heldig er jeg lige...jeg ville ønske at flere kunne finde ud af, at opføre sig ordentlige i deres skilsmisse.

For et halvt år siden besluttede jeg mig for, at få et bedre liv fysisk.
Gang på gang har jeg forsøgt diverse slankekure, men det holdt kun et stykke tid, og så var jeg tilbage i gamle og usunde rutiner...gokkede mig selv i nødden og kunne, igen, fortælle mig selv at det heller ikke denne gang lykkes for mig.

En vidunderlig veninde fik skubbet mig i den rigtige retning, og med hende i ryggen og en stærk vilje, er jeg nu godt på vej til at få det bedre.
19.6 kg. er tabt indtil nu, og jeg bliver bare mere og mere glad:)

Jeg oplever ændringer i- og på min krop, som jeg ikke kan mindes at have set før.
Jeg har i mange år kun set mit ansigt i spejlet, for resten af kroppen kunne jeg ikke holde ud at se på.
Nu ser jeg hele mig.
Mange buler og bakkedrag er forsvundet, andre venter på at jeg når til dem, og jeg skal nok nå dem, det er jeg ikke længere i tvivl om.
Jeg sætter mig delmål, som nås med stædighed
og stor glæde.
Delmål på vægten og delmål i form af tøj der indkøbes
i den størrelse jeg ved, jeg når på et tidspunkt.
Med jævne mellemrum prøves det...stille og roligt ser jeg at tiden nærmer sig, hvor tøjet passer.
Smilet kan næsten ikke tørres af, når tøjet sidder som det skal:)

Jeg overkommer langt mere nu, end før.
Jeg skal ikke længere overtale mig selv til at tage cyklen hjem fra job. 10 km. klares på 30 min., med ørene fuld af musik eller lydbog.
Det er nok ikke den hurtigste tid, men det betyder ikke noget. Det er dét at jeg får det gjort.

Denne ændring i mit liv holder, fordi jeg vælger at gøre det for min skyld. Jeg skal ikke vise andre jeg kan, jeg skal ikke opnå noget, andet end at få det bedre med mig selv.
Jeg er sikker på at det er der forskellen ligger.

Jeg skulle til læge i anden anledning.
Jeg havde ikke været hos Lars i lang tid, og da jeg træder ind i hans konsultation, råber han:
*Jette for pokker, der er nogen der har taget din røv!*
Jeg har den bedste læge:)

Jeg har intet nævnt overfor Laurits, hans mors helbred skal han ikke bekymre sit lille hoved med.
Men jeg har en klog unge, man ikke kan skjule så meget for.
Forleden sagde han til mormor:
*Mormor, ved du godt at mor taber sig. Når jeg gi'r hende et kram, så kan jeg mærke begge mine hænder bag på hende*
Min dejlige dreng:)

Kaffen er drukket, og regnen siler stadig stille ned.
Det er tid at lave dagens små gøremål.

Det var dejligt med et lille tilbageblik...
 

*Det er godt

at ha’ det bedre
men det er bedre
at ha’ det godt*