fredag den 27. november 2009

Så sidder man her...

...med foden oppe.

Mandag d.23.11 fik jeg opereret en nerveknude
ud af min venstre fod.
Den havde drillet mig længe,
og endelig fik jeg en tid hos en læge der kunne hjælpe.
Så nu sidder jeg jeg her...og kommer i tanke om
at det er alt for lang tid siden at der er kommet
tanker på bloggen:)

Livet går sin vante gang.

Ugerne løber afsted, det er blevet meget tydeligt
efter jeg har Laurits hver 2.uge.
Pludselig er dagene gået, og inden jeg for set mig om,
kommer min dejlige søn igen:)

Jeg er blevet rigtig glad for at lave smykker.
Jeg startede med øreringe, men nu er der kommet
armbånd og lange halskæder til:)
At sidde med den type håndværk, giver mig ro.
Jeg elsker at trylle smykker frem, af det matriale
der ligge foran mig.

Jeg har et par gange haft *kreativ-dage*, hvor
vi har været nogle piger samlet.
Ikke alle laver smykker, der bliver også klippet
og malet...det er utrolig hyggeligt, og vi får
vendt hele verdensituationen:)
Jeg sælger lidt ud af det, og det går faktisk
meget godt. Jeg er glad for at der er nogen
der kan lide det jeg laver:)

Laurits trives.

Han er en glad dreng, der elsker at gå i skole.
Vi har lige været til skole/sfo/hjem-samtale,
og her fik han stor ros...så kan man som forældre
kun blive glad i maven.

Han er en dygtig dreng, der ved hvad han vil.
Selvom vi ikke har hjulpet ham med generne,
så har vi kunne give ham en god opdragelse
og en solid balast i hans lille rygsæk.

I denne tid, hvor foden driller, har han også
hjulpet hvor han kan.
*Jeg skal hjælpe dig med aftensmaden mor!*
*Jamen, jeg har styr på det skat...*
*Min mormor si'r at jeg skal hjælpe dig, så det
skal jeg altså!!*

Så Laurits lagde brød på risteren, mens jeg sad
og hvilede foden:)

Min skønne mor og far, har igen vist mig, at de er
her når tingene er lidt uoverskuelige.

Mor sov hos os de første to nætter, efter operationen.
Hun hjalp mig, da jeg den første nat var tæt på at
besvime på toilettet.
Den gamle førstehjælper havde da glemt,
at når man har ligget med fødderne opad hele
natten, så skal man altså lige tage den med ro.
Men mor var der, og hjalp mig i seng igen.
Hun kommer troligt forbi efter arbejde, og ser
hvordan det går
...tak min dejlige moms.

Far har også været en stor hjælp for mig.

Han brød sig ikke om, at Laurits selv skulle gå i skole,
så de første 3 morgener, stod han og ventede
Laurits nede ved opgangsdøren,
og så gik de to hen over græsplænen,
mens de fik sig en sludder.

At se dem gå sammen, gjorde mig helt varm indeni.
Kære farmand...1000 tak for hjælpen.

I morges gik Laurits selv, og han var meget stolt:)

Nå, nu må jeg vist ud og mærke foden igen.

Den bliver bedre og bedre...

*Ingen venlig handling,
Lige meget hvor lille
Går nogensinde til spilde*