mandag den 29. december 2008

Julen...

Så er julen overstået.

Jeg går og prøver at tage mig sammen til at pille julepynt ned...
det bliver nok i morgen:)

Juleaften tog Laurits og jeg til Græsted.
Her ventede onkel S, tanten og min dejlige kusine.
Senere dukkede mormor, morfar, oldemor og oldefar op.

Alt foregik i et dejligt og roligt tempo, og Laurits vimsede lidt rundt.
Han var meget bevidst om hvad der skulle ske,
men han var ikke så utålmodig som jeg havde troet.
Han øvede sig i at gå rundt om juletræet, helt alene...
en god kunst at kunne;)

Julemaden var helt vidunderlig, og den nød vi alle.
Laurits glædede sig vildt til risalamanden, for han var
fuldstændig sikker på at han og onkel S ville finde mandlen...
han fik næsten ret.
Der var, helt tilfældigt, en mandel hos Laurits
og så var oldefar heldig;)

Vi travede rundt om træet og ungerne fik delt gaver ud.
Der var mange dejlige ting,
og Laurits gik i gang med at lege med det samme.

Onkel S kørte os hjem, og vi nåede ikke ud til
rundkørslen, før min dejlige dreng sov.
Der er ingen tvivl om at han havde hygget sig.

Det var meget dejligt at være sammen med familien,
men det var også en underlig jul.
Forandringerne bliver tydelige nu, og det kræver tilvænning.
Et skridt af gangen...







søndag den 21. december 2008

Forandringer...

Hvordan forbereder man bedst sit barn på,
at der inden længe vil ske store forandringer i hans liv?

Der er ingen nem måde at gøre det på.

Jeg tog ham på armen, og gik ud til far i køkkenet.
Her fortalte vi ham at der vil ske ændringer i familien.
Vi brugte enkelte ord, som var nemme for Laurits at forstå.
Vi sammenlignede med ting fra hans dagligdag,
som han kunne forholde sig til.
De to vigtigste sætninger vi brugte var,
at det ikke er hans skyld, og at vi elsker ham meget højt.

Det var tydeligt at han forstod noget, men ikke det hele...
men skal man også det, når man kun er 5 år?

Da vi, nogle timer senere, spiste aftensmad, spurgte Laurits
om vi ikke lige kunne fortælle ham det med de to værelser igen.
Han kunne ikke huske, hvad vi havde sagt?
Vi tog snakken igen, og han forstod lidt mere.

Vi afventer begge en reaktion fra ham, og jeg tror den kommer
når de næste tiltag går igang.
Der er plads til alle spørgsmål, og undren.
Han skal have styr på det hele i sit lille hovedet,
og det skal vi hjælpe ham med.

Mere afklaring...

*Smukke ord
er ikke altid
sande,
og sande ord
er ikke altid
smukke*



onsdag den 17. december 2008

Nissen Kanelius...

Laurits har haft Kanelius med hjemme fra børnehaven i dag.

Det er en skøn lille nisse, som er med børnene hjemme på skift.
Han laver en del ballade, så man skal holde øjne og ører åbne.

Til aften hoppede han op på en af de høje hylder,
og Laurits ledte og ledte.
Senere var han igen væk, og da han blev fundet,
spurgte Laurits hvorfor han blev væk, når Laurits forlod rummet?
Jeg måtte være ham svar skyldig, for jeg stod jo med ryggen til,
hver gang Kanelius forsvandt;)

Da de var blevet puttet, og jeg troede Laurits sov,
listede jeg mig ind på værelset med en pose
pebernødder og kameraet.
Jeg strakte mig ind over Laurits og skulle lige til at sætte
pebernødderne i sengen, da Laurits pludselig kiggede
mig med meget søvnige øjne, og spurgte hvad jeg lavede?

Hold da op hvor blev jeg forskrækket!...
og det var bare om at finde en god undskyldning.
Jeg strøg ham over håret og sagde at jeg bare ville se om han sov.
Jeg tror ikke at han hørte det, for øjnene var allerede smuttet i,
og en snorken truede i det fjerne:)

Det er hvad man får ud af, at prøve at snige sig ind på sin søn:)
Jeg lod 10 minutter gå, og så prøvede jeg igen.
Denne gang gik det gnidningsfrit, og jeg kunne printe billeder ud,
som blev sat i Kanelius' dagbog.

I morgen vil de to finde en pose pebernødder
som kan deles ud i børnehaven, mens ungerne hører
hvad Kanelius har oplevet hos Laurits.

Der sad en lille nissemand...

*Bamseknus
og bamsesang,
en trofast ven
dagen lang*

mandag den 15. december 2008

Guldkorn...

Laurits står og skræller en clementin.
Pludselig si'r han:
*Moar, er der egenlig nødder i denne her appelsin?*
(altså sten)
Vi begynder at grine højt, og Laurits kigger
på mig, og si'r:
*Hov, fik du lige en nød der!?*

Det kan godt være at man skulle ha' været der
...men for pokker hvor lød det sødt:)

Skønne spørgsmål
i en skøn alder...

torsdag den 11. december 2008

Nu bæres lyset ind...

Forældrene venter spændt.

Laurits har sikret sig at han ved hvor jeg sidder,
og så er han smuttet igen.

Nu dæmpes lyset og vi bliver stille...alle har fingerne på kameraet.

Lige så stille hører vi dem komme.
Det lysner i døren og dér er de...
I en lang række indtager de rummet, med deres smukke sang.

Med ét blitzer det alle steder fra!
Alle må have billeder af de skønne små incl. mig;)

Laurits og jeg får øjenkontakt, og jeg ser hans glade smil.
For pokker hvor er jeg stolt af min søn!

Lige så stille forlader de rummet igen, og jeg lister efter dem,
for at få et sidste billede...og det var heldigt, for billederne på
stuen blev ikke gode.

I fællesrummet står min smukke dreng,
fint med sit lys mellem sine hænder.
Han finder mig i vrimlen, og jeg får et kæmpe knus...
*Så du mig mor, gjorde du hva'?*

En dejlig eftermiddag...

*Hvis nogen siger til dig,
du ikke kan gøre noget bestemt,
ja, så hold op med
at lytte*

mandag den 8. december 2008

En lysebrun Lucia...

Laurits har set frem til torsdag længe.

Der er blevet øvet sang, øvet trin, og håbet på
at man nu kan versene helt...
Der skal være Luciaoptog i børnehaven på torsdag!
Jeg spurgte hvem der skulle være Luciabrud.
Laurits svarede:
*Jeg ved det ikke, men jeg håber på Louie!
Jeg tror han vil være flot med alle de der lys i håret!*
Ja, det skal blive spændende at se,
hvem der ender med 1. pladsen;)

I dag da jeg kom hjem fra arbejde,
var Laurits lige kommet hjem fra børnehaven.
Vi mødtes ved cykelstativet, og Laurits ville gerne
vise mig hvad han kunne.
Han kiggede lige frem, foldede hænderne,
og begyndte at gå hen af fortorvet,
mens han skrålede Luciasangen!

Det var bare så fint, og moderen måtte
blinke et par gange, så tårene ikke løb deres vej:)
Der kom flere forbi, som kikkede langt efter Laurits,
men det lod han sig ikke forstyrre af.
Han blev ved med at gå lige ud til begge vers var sunget.
Så drejede han rundt på hælene, og tog så hele sangen
en gang til, mens han smilede over hele hovedet:)

Jo jo, han er klar, den lille.
Jeg må hellere huske kameraet:)

En lille lysebrun Luciadreng...

*Tak
fordi du prøver
at finde noget
der vil glæde mig -
noget fjollet,
smukt
eller fantastisk nyttigt*




lørdag den 6. december 2008

Da mor var barn...

Laurits spurgte mig den anden dag, hvor jeg havde købt
den lille pige, der stod ved siden af lyset?

Den pige bringer altid dejlige minder frem, når det er jul.

Min mormor og morfar holdt i mange år 1. søndag i advent.
På hvert barnebarns plads stod der en lille lysestage.
Det var en fast tradition, som jeg så frem til hvert år.
Jeg syntes altid at den lille pige så så smuk ud,
og jeg holdt godt øje med lyset.

Jeg elskede når vi kom ind til mormor og morfar,
og så det flotte julebord, der var dækket med lune æbleskiver,
gløgg, clementiner og alt muligt guf.
Hele familien var samlet, og vi hyggede os rigtig meget.

Da jeg blev teenager, syntes jeg ikke altid at det
var sjovt at skulle afsted...
men i den alder er der ikke noget der dur vel;)
Det endte dog altid med at jeg morede mig alligevel,
og stadig stod den lille pige på min plads, og mindede mig
om at mormor og morfar havde brugt meget
energi på at gøre denne søndag hyggelig.

Jeg tror nok at det var da jeg fyldte 18 år,
at den lille pige blev min.
Jeg fik den hjem, og jeg elsker når jeg åbner kassen
med julepynt, og hun dukker frem fra dybet.

Hun minder mig om en tid, som jeg elskede...

*Jeg vidste ikke at
jeg kunne opleve
et sådan under.
Jeg vidste ikke
at kærlighed
kunne være sådan*

mandag den 1. december 2008

Julemåneden er igang...

December er over os.

Jeg har altid elsket julemåneden.
Jeg sætter en af julecd'erne på, og så skal der ellers pyntes op.
Adventskransen skal gøres klar, og julekortene skal indkøbes.

...det er sådan det plejer at være...men i år ser det anderledes ud.
I aften får jeg lige sat adventskransen op, og i morgen
finder jeg lidt pynt frem, så her ser ud somom
det er ved at være jul.
Det foregår ikke helt med samme begejstring som sidste år,
men Laurits skal mærke at julen er nær.

Når moderen ikke kan skabe julestemning,
så er det godt vi har mormor og morfar.
I lørdags kom de med Laurits' pakkekalender.
Der blev helt stille, mens Laurits kigge på de mange pakker...
uha, det var stort:)

I dag har han så ventet med længsel på at aftensmaden
var overstået, så han kunne pakke den første gave ud...
et smart byggesæt med rigtige skruer, plader og værktøj.
Det var lige noget for både sønnen og faderen!

Julen nærmer sig...