Nytår...

Igen er der gået for lang tid siden jeg sidst har skrevet.

Tiden går alt for stærkt.
Jeg synes kun det er et øjeblik siden, jeg holdt nytår
med Laurits, hos en god ven i Helsingør...og pludselig
er vi nået til den næstsidste dag på året.

Det har været et år med masser af fart på.
Jeg har samlet mig både gode og halvskidte
erfaringer, som nu er puttet i min rygsæk...
så håber jeg at jeg har lært af dem;)

Med dette korte indlæg,
vil jeg ønske dig der læser med,
et rigtig godt nytår.
Pas på dig selv.

*Det er ikke hvor mange gange
du bliver slået ud af livet
der tæller,
det er hvor mange gange
du kommer op*

Så sidder man her...

...med foden oppe.

Mandag d.23.11 fik jeg opereret en nerveknude
ud af min venstre fod.
Den havde drillet mig længe,
og endelig fik jeg en tid hos en læge der kunne hjælpe.
Så nu sidder jeg jeg her...og kommer i tanke om
at det er alt for lang tid siden at der er kommet
tanker på bloggen:)

Livet går sin vante gang.

Ugerne løber afsted, det er blevet meget tydeligt
efter jeg har Laurits hver 2.uge.
Pludselig er dagene gået, og inden jeg for set mig om,
kommer min dejlige søn igen:)

Jeg er blevet rigtig glad for at lave smykker.
Jeg startede med øreringe, men nu er der kommet
armbånd og lange halskæder til:)
At sidde med den type håndværk, giver mig ro.
Jeg elsker at trylle smykker frem, af det matriale
der ligge foran mig.

Jeg har et par gange haft *kreativ-dage*, hvor
vi har været nogle piger samlet.
Ikke alle laver smykker, der bliver også klippet
og malet...det er utrolig hyggeligt, og vi får
vendt hele verdensituationen:)
Jeg sælger lidt ud af det, og det går faktisk
meget godt. Jeg er glad for at der er nogen
der kan lide det jeg laver:)

Laurits trives.

Han er en glad dreng, der elsker at gå i skole.
Vi har lige været til skole/sfo/hjem-samtale,
og her fik han stor ros...så kan man som forældre
kun blive glad i maven.

Han er en dygtig dreng, der ved hvad han vil.
Selvom vi ikke har hjulpet ham med generne,
så har vi kunne give ham en god opdragelse
og en solid balast i hans lille rygsæk.

I denne tid, hvor foden driller, har han også
hjulpet hvor han kan.
*Jeg skal hjælpe dig med aftensmaden mor!*
*Jamen, jeg har styr på det skat...*
*Min mormor si'r at jeg skal hjælpe dig, så det
skal jeg altså!!*

Så Laurits lagde brød på risteren, mens jeg sad
og hvilede foden:)

Min skønne mor og far, har igen vist mig, at de er
her når tingene er lidt uoverskuelige.

Mor sov hos os de første to nætter, efter operationen.
Hun hjalp mig, da jeg den første nat var tæt på at
besvime på toilettet.
Den gamle førstehjælper havde da glemt,
at når man har ligget med fødderne opad hele
natten, så skal man altså lige tage den med ro.
Men mor var der, og hjalp mig i seng igen.
Hun kommer troligt forbi efter arbejde, og ser
hvordan det går
...tak min dejlige moms.

Far har også været en stor hjælp for mig.

Han brød sig ikke om, at Laurits selv skulle gå i skole,
så de første 3 morgener, stod han og ventede
på Laurits nede ved opgangsdøren,
og så gik de to hen over græsplænen,
mens de fik sig en sludder.

At se dem gå sammen, gjorde mig helt varm indeni.
Kære farmand...1000 tak for hjælpen.

I morges gik Laurits selv, og han var meget stolt:)

Nå, nu må jeg vist ud og mærke foden igen.

Den bliver bedre og bedre...

*Ingen venlig handling,
Lige meget hvor lille
Går nogensinde til spilde*

Man føler sig gammel når...

Memoryspillet Laurits og jeg spiller, er fyldt med fotos af
dagligdagsvare og ting fra hverdagen.

Pludselig siger Laurits, at han
synes billedet med mælkekartonen ser
underlig ud. Jeg fortæller ham, at sådan
så de ud, dengang mor var barn...

...Jeg kigger billederne igennem:

- Der var kun den ene slags mælk,
ikke noget økologisk.

- Man kunne gå ned i slikbutikken,
og købe for 5,- blandet, og gå hjem
med herligheden i sådan en slikpose.

- Min mormor og morfar havde sådan en
telefon...nyeste måde.

- Sådan så bananerne ud, og vi spiste
dem alligevel...de var ikke sprøjtet så
de kunne holde sig i 14 dage.

Pludselig oplevede jeg mig selv
sige, som min egen mor sagde til mig...

Sådan var det da jeg var barn...

*Der er altid mange grunde
til at være glad,
og den bedste begyndelse
er et smil*

Bedste venner...

Må jeg præsenterer:
Valde, Aben og Bæver:)

Der er ingen tvivl om at Laurits
har nogle gode legekammerater, men hans
bedste venner er disse tre gutter.

Valde er en *Build a bear*, som Laurits fik
da han var lille bitte.
Han skulle have sig en bamse, som ville
gøre ham glad, og det var en sjov oplevelse
at følge Valdes tilblivelse.
Hvorfor kom han til at hedde Valde...jeg ved det ikke.
Det var nok et godt navn til en hyggelig bamse.

Aben er faktisk en gave til Allan fra håndboldgutterne,
men den endte hurtigt hos Laurits:)

Bæver er det nyeste skud på bamsestammen.
Han ligner måske ikke lige en bæver, men det var
det første Laurits sagde, da han fik den
af mine dejlige underboere.

Disse tre gutter udgører en stor del
af Laurits' hverdag.
Han er utrolig omsorgsfuld overfor dem.
De bliver nusset, puttet og krammet.
En gang i mellem bli'r de også skældt lidt ud.
*Nu vil jeg ikke sige det mere*, kommer det,
og den lille pegefinger stritter lige ud i luften;)
Jeg kan hører mig selv...

Laurits har mange bamser, og jeg tror
at han er glad for dem alle, men der er
et specielt bånd mellem ham og de tre.
Han fortæller dem en masse ting.
Jeg elsker at stå i køkkenet, og mens
jeg laver mad, kan jeg hører ham fortælle
dem om hvad han har lavet, eller hvad
der skal ske de næste dage.

De følger ham alle steder...ind i sofaen,
om natten, når han skal passes og
hver søndag bliver de pakket ned i tasken
og fragtet med til far eller mor.

Jeg tror at det er sundt med bamser.
De får ting af vide, som jeg aldrig hører.
De er der for Laurits, når han er glad og
når han er ked af det.
De lytter og er stille,
og de kan holde på en hemmelighed.

Jeg kan sagtens huske fornemmelsen,
og jeg elsker at Laurits får lov at opleve
den samme kærlighed.

Bedste venner...

*En bamse har et
hoved af uld,
men et
hjerte af guld*

Lektietid...

Der følger lektier med, selvom man kun går i 0b;)

Når vi kommer hjem, hører jeg Laurits

om der kryds i bogen.

Hvis der er, sætter vi os ind på værelset,

og kigger på opgaverne.

Laurits går til dem, med krum hals.

Han ved hvad det drejer sig om,

og han nyder det...endnu;)

I dag fortalte han stolt at han havde

fået en stjerne.

Jeg spurgte hvad det betyder, og han

nævner glad, at det betyder

han har fået ros:)

Frida vil bare så gerne være sammen

med Laurits, når han kommer hjem,

så hun hopper op, og sidder hos ham

mens lektierne bliver lavet.

*Tror du ikke at jeg er Fridas

bedste ven mor?*

...Det er der vist ingen tvivl om:)

Nyt kapitel...

I mandags begyndte et nyt kapitel i mit liv...

Laurits startede i 0b.

At se ham gå hen over græsplænen, til skolen,
med sin fine nye skoletaske på ryggen, det
var godt nok en stor oplevelse!

Laurits har glædet sig til denne dag,
og han har været klar længe.
Jeg elsker når han, om morgenen i weekenderne,
spørger om ikke vi kan lege skole?
Så skal det regnes...
han lægger tal sammen så det er en lyst;)

Da han stod i skolegården sammen med
sin klasse, tænke jeg tilbage
på min første skoledag.
Jeg havde glædet mig så meget,
at jeg var total skidt da vi tog afsted.
På billederne er jeg bleg som et lagen;)

Vi blev budt velkommen, og derefter
gik vi alle ind i klassen.
Laurits fandt sin plads og dér stod
et fint lille flag...Laurits fyldte 6 år
sammen dag:)

Vi forældre fik ikke lov til at
blive så længe, ungerne skulle
have deres første time.

Det var en glad dreng vi hentede
en lille time senere.
Hans øjne strålede, og han smilede
fra øre til øre.

Min far har fortalt mig, dengang
min bror og jeg startede i skole,
tænkte han ved sig selv, at nu vidste
han da hvor vi var de næste 9-10 år...
og så snurrede han én gang rundt
om sig selv, og pludselig var årene gået.

Jeg fik samme tanke i mandags, men
havde min dejlige fars ord i baghovedet.
Jeg vil nyde de næste 9-10 år, hvor jeg
ved at min dejlige søn bliver klogere, og
bliver hjulpet godt på vej til at finde sin egen
sti til et godt liv.

Starten er gået...

*Mødre holder deres
børn i hånden
et stykke tid,
men i deres hjerter
for evigt*

Livskvalitet...

- At tage toget til Hillerød, og shoppe i en butik
hvor man har et gavekort til...

- At tage toget tilbage til Fredensborg, og gå op
gennem byen, i solskinsvejr...

- Ende oppe ved slottet, hvor kameraet
kommer frem, og jeg begynder at tage billeder.
Først temlig usikkert, men stille og roligt bliver
billederne bedre og mere klare...

- At finde, og opdage det ene motiv efter det andet.
Få øje på lyset mellem træerne, åkanden i søen,
statuen af en smuk dronning, der i tidernes morgen
regerede Danmark, mariehønen på det grønne blad
og de små røde bær på buskene, som står så skarpt
i kameraets linse.
Jeg elsker at fotograferer:)

- Turen gennem slotsparken ender på min dejlige
arbejdsplads, hvor beboerne byder mig velkommen
med glade smil.
De ved at jeg har ferie, og stiller spørgsmål til,
hvorfor jeg er her...jeg kan med humor
fortælle dem, at jeg da slet ikke kan undværer dem;)

- Kameraet kommer frem igen, og nu er det glade
mennesker der pryder linsen.
Beboere og personale der hygger sig i
hinandens selskab.
Solen skinner ned gennem æbletræets
blade, og jeg fanger en beboers afslappede ansigt,
mens hun nyder hængekøjens vuggen frem og tilbage.
En vandkamp bryder ud, og jeg forsøger at fange kampen
med kameraet...øvelse gør mester:)

- En af mine dejlige kollegaere er ikke meget for at blive
fotograferet, men den kvinde udstråler så meget livsglæde
og nærvær, at jeg må *snyde* hende lidt...den lange linse
kommer frem, og hun opdager ikke rigtigt at jeg får de smukkeste
billeder af hende.

- Jeg tager hjem, efter en dejlig dag på farten.

- Et misforståelse ulmer i mit hovedet, men et par sms'er
og et opkald sætter tingene på plads, og viden om at
vi ses snart igen, gør det lettere at komme videre:)

- Mor og far kommer til en nem middag, som vi nyder
sammen, mens vi får styr på verdensituationen.

Se alt dette er livskvalitet for mig,
på en helt igennem dejlig dag.

Og jeg fik lov at dele den med skønne mennesker...

*Prøv ikke at blive
en kvinde
med succes,
men prøv hellere at blive
en kvinde
med værdier*

En frisk dreng...

Jeg kom ind i sfo'en kl.15.20 i eftermiddags.

Der var meget tomt...de var taget på tur,

og vi aftalte at jeg skulle komme igen kl.16.

klokken 15.50 hørte jeg pludselig min søns

dejlige røst udenfor vinduet:)

Jeg kiggede ud, og så alle ungerne komme

gående.

Jeg susede ned af trapperne, for at få ham

med mig, i stedet for at vandre

over på sfo'en.

En smilende og temlig våd dreng

gik mig i møde.

Han havde haft en dejlig dag, med

tømmerflådebygning, leg og hygge.

Regntøjet havde vi glemt herhjemme,

men det kunne ikke slå ham ud.

Vi gik op, og Laurits fortalte at han var

hundesulten...om jeg ville smøre en

rugbrødsmad til ham?

Om jeg ville!!

Dem der kender Laurits, og hans forhold

til rugbrød, forstår hvad jeg mener.

Lige nu sidder han ved siden af mig,

og er ved at spise den 5. rugbrødsmad!

Om lidt skal han i bad, og så skal vi spise

aftensmad...jeg har lovet Laurits koldskål,

og det kan han sikkert også finde plads til:)

Min store glade dreng...

*Livet er

det dejligste

eventyr*

En skøn weekend...

Et blogindlæg, med få ord, men med billeder.

Billeder fra en skøn weekend i bedste venners lag.

Balsam for Laurits og jeg...

*Gode venner

kan lave alting sammen
- men kun de bedste venner

er i stand til

at lave ingenting sammen*

Hvor går de hen, når de går...

De små fødder...

De sidder på den dejligste dreng, og han bruger dem godt.
Fra de vågner om morgenen, til de bliver puttet om
aftenen, er de i gang.

Da jeg så dem første gang, gik de ingen steder.
De lå helt stille, mens de ventede i spænding.
De blev taget op, og derefter
kom der gang i dem.

De spjættede, tumlede, og moslede rundt.
Senere blev de testet...kunne man stå på dem?
I starten kunne de ikke finde balancen, men
lidt efter lidt blev de stærkere, og til sidst
fandt de forfæste.

Herfra gik det hurtigt.
Ejeren af disse dejlige små fusser, fandt ud af
at man kan komme langt, når man kan gå.
Der blev øvet, faldet, op igen og videre.

Senere foregik alt gang i løb...og sådan er det
stadig...nogen gange:)

Nu er de små fødder blevet en str.27, og de er
godt på vej videre.
Ud i verden og opleve alt muligt.

En gang i mellem, stopper de op, og afventer...
er alle med...godt, så er det afsted igen.

Ingen ved hvor fødderne fører min dejlig
dreng hen næste gang...

*Jeg har endnu ikke
været overalt,
men det står
på min liste*

Hvem stjæler min tid...

Det er ved at være lidt tid siden, jeg har været på min blog

...men der er nogen der stjæler min tid;)

Bedst som jeg tænker at nu er der tid til et indlæg,
så ringer telefonen, og tiden forsvinder.
Jeg vil, på ingen måde, undvære *forstyrrelserne*,
de er balsam for min sjæl.

Jeg elsker det planlagte, i ugen hvor jeg har Laurits,
og jeg elsker det spontane der kan ske i tiden,
hvor jeg er mig selv.
At man den ene dag sidder på altanen med en kop kaffe,
og opgaver der skal løses...for så næste dag, at smutte
på stranden og grille aftensmaden:)

Jeg synes tiden går stærkt.
Den ene uge ta'r den anden, og inden jeg får
set mig om, så er der gået en måned.

Jeg har altid holdt på, at tiden går stærkt fordi
man har det godt...og det tror jeg stadig på.
At vores hverdag er fyldt med ting der skal
ordnes, mad der skal laves og mennesker ¨
der skal hygges om - og med.

Nogle gange kan jeg have brug for at der er
mennesker omkring mig, og andre gange
sætter jeg stor pris på stilheden.

Heldigvis er der plads til begge dele:)

Plads til både hygge med Laurits, og
hygge med alle de andre mennesker
som jeg holder så meget af.

Hvor bliver tiden af...

*Og til slut er det ikke mængden
af år i dit liv, der tæller
- det er mængden af liv i dine år*

Skoletasken...

I dag var dagen, hvor Laurits skulle med
mormor og morfar ud og købe skoletaske.

Jeg tror at han var i tvivl om hvad det var
han skulle...købe en taske
...det er da kun noget for piger;)

Da vi kom ind i butikken hang der vel
10 skoletasker på væggen.
Laurits stilede lige over, og pegede på én taske:
*Jeg vil gerne bede om den dér mormor!*

En taske med fodboldklubben FC Barcelona's
farver og navn på, hang og ventede på ham.

Mormor spurgte Laurits om ikke han ville
kigge lidt på dem alle, men nej...der var kun én
taske for Laurits:)

Tasken blev lagt til side, og så var det tid
til at kigge på penalhuse.
Det tog også kun et øjeblik...et penalhus
med motivet fra tegnefilmen *Biler*, blev
taget ned fra hylden.

Min søns øjne blev kæmpestore, da mormor
viste ham en væg fyldt med blyanter, viskelæder,
farveblyanter, linealer og blyantspidser.
*Hvad vil du have i dit penalhus lille skat*,
sagde mormor, og Laurits fik lov at pege.
Mormor tog troligt det ned som Laurits udpegede.

På et tidspunkt vendte han sig om, kiggede på
mig, og hviskede: *Er jeg ikke bare heldig mor?*

Jo Laurits, du er heldig...mere end du aner.
Jeg ved at mine forældre har set frem til denne
dag, og det var skønt at opleve Laurits med
store øjne der lyste af glæde:)

Inden vi gik, røg der lige en 20'er til en is,
ned i Laurits' lomme, fra mors gamle
kollega Lone...joo, man har lov at være
heldig;)

Da vi kom ud af butikken, fik mormor et stort
knus og et *Tak for skoletasken mormor*,
og da vi kom hjem til oldemor og oldefar, hvor
morfar sad og drak kaffe, fik han også et stort knus:)

Hos oldemor og oldefar blev det hele pakket ud,
og kigget på igen.

Her til aften har vi spidset blyanterne og pakket
penalhuset.
Så er Laurits klar til d.10.08.09 (:

Laurits, din heldig kartoffel...

*Børnebørn er den dessert,
som livet giver dig*

Pause...

Godt med en pause en gang i mellem...

En pause fra fire skoenne beboere der
snakker og hygger hele dagen.

En pause fra fire endnu skoennere
*gogger* som jeg hygger mig helt utrolig
med.
Vi griner og pjatter dagen lang, men vi er
ogsaa alvorlige sammen, og for talt
en masse ting igennem.

En pause til at savne min dejlige dreng.
Uhh, hvor jeg glaeder mig til at kysse paa
ham snart.

En pause til at huske at livet skal leves
mens man toer det...og goer det:)

Solen venter paa mig...

Tanker...

Hvad tænker du på min dreng...
Hvilke tanker suser rundt i dit lille hoved?

Du snakker meget om skolen for øjeblikket,
og du øver dig i at skrive tallene
...bogstaverne har du rimelig godt styr på:)

Du taler også en del om ting du ved eksisterer,
og om det du er lidt i tvivl om...spøgelser og trolde.
Findes de, eller er der en naturlig forklaring på
gardinet der rør på sig, eller lyden på den anden side
af vinduet?

Der kommer de bedste *guldkorn* fra dig
for øjeblikket:)
Skønne ord, som er sat sammen, så man nogle gange
må skjule smilet bag et host, og andre gange griner
vi sammen, så maverne gør ondt;)

Du er i en rivende udvikling lige nu, og jeg gør
mit allerbedste for at følge trop...nogle gange
stopper jeg op, og sætter mig ned, og kigger på dig.

Hvor skal du hen i den fart?

Jeg ved det godt...
Du tager store bider af livet, og du er vild med smagen.
Tro på det min skat,

du er på det rette spor...

*Mine to vigtigste mål
som forældre
er at hjælpe mit barn
til at opnå
selvværd og
selvdisciplin*

En dag i mørke...

I dag har jeg været blind...

En gang i mellem bliver vi, på Bredegaard,
mindet om hvordan vores beboeres
verden er at leve i.
Jeg har haft sorte briller på fra kl.9 til 15,
med lidt pauser ind i mellem.

...men hvad med beboeren...får han en
pause fra mørket?
Nej, så heldig er han ikke.
Han lever med mørket hver eneste dag
resten af hans liv.
Enkelte beboere har oplevet lyset, men
nu er det taget fra dem.

Er de mindre lykkelige nu?

Nej, det tror jeg faktisk ikke, for beboerne
på Bredegaard er helt fantastiske!

Mange af dem har vendt deres handicap
til noget godt.
De vælger at få det bedste ud af deres
liv, der hvor de er.
Der er ingen tvivl om at deres handicap
fylder rigtig meget i deres hverdag,
men de klarer sig helt utrolig godt.

En af mine beboere kom med en
bemærkning der er værd at tænke over...

Jeg roste ham for en tjans han havde i køkkenet,
og han sagde:
*Jamen Jette, jeg er jo kun blind!
Der er heldigvis ikke noget galt med mine arme...*

For ham, ville det være noget af det værste,
og så er det jo heldigt at han *kun* er blind.

For mig er det et tegn på god livskvalitet.

Det er værd at nævne, at senblinde mennesker
fortæller at de ikke går rundt i mørke.
Faktisk er deres verden lys.

Det synes jeg er vigtigt at huske...

*Når alle andre
går sik,
så sak!*

Laurits og jeg har holdt fri i dag.

Vi pakkede en dejlig madkurv, og tog
toget til Fredensborg.
Her ventede Lotte og Oscar på os, og
vi kørte til naturlegepladsen.

Med de sidste dages regnvejr i tankerne,
havde jeg pakket regntøjet ned i rygsækken
til Laurits, men solen skinnede fra en
skyfri himmel, så det fik vi slet ikke brug for:)

Det skønne ved naturlegepladsen er, at selvom
der er mange mennesker, så kan man sidde uforstyrret
og snakke
...og det gjorde Lotte og jeg, mens drengene legede.

De prøvede *træstamme-labyrenten* på egen hånd,
og de gik balancegang på flyvemaskinenen.
En gang i mellem kom de forbi og tog en gulerød
eller et stykke vandmelon,
og så var de på vej videre.

Efter nogle dejlige timer kørte vi hjem igen.

Laurits fik et lækkert bad, og så var der dømt
fredagshygge...vi sidder nu og slapper i
sofaen, og om lidt kommer Laurits'
ynglingstegnefilm.

Uhmm, fredag...

*Smilet er ligesom et lys
i sjælens vindue,
der viser,
at hjertet er hjemme*

Mors dag...

I dag, efter arbejde, har jeg hentet Laurits hos Allan.

Laurits kom ind til mig i stuen, med hænderne på
ryggen, og efter den sødeste sætning,
dukker den smukkeste buket frem,
i de kønneste orange farver.

Det kan man som mor kun blive super glad for:)
At der, på trods af forandringerne i vores liv, stadig
er plads til den slags, det er jeg dybt taknemmelig over.

Det blev tid at cykle hjemad.
Mens vi cyklede af sted, spurgte jeg Laurits om det er
fedt at være startet på sfo?
*Det er rigtig fedt mor!
Ved du hvad de har - de har playstation, computere,
spil, og fodbolde...og ved du hvad de også har...de
har NET på deres bordtennisbord!!...er det ikke sejt!*

Joo, det syntes jeg da var rimmelig sejt;)

Da vi kom hjem, satte vi os for at spille lidt sammen,
men da der var gået 15 minutter, sov min dreng.
En tur på sofaen i en lille halv time, og så var
han klar igen.

Det er så dejligt at opleve Laurits og Frida, når de ser
hinanden efter en uges adskillelse.
Frida viger næsten ikke fra hans side, og hun spinder
højere end hun plejer;)

Jeg glæder mig til at opleve mit *sfo-barn* i denne uge.
Der er ingen tvivl om at han er *vokset*

Tiden går alt for stærkt...

*Der er mange stunder
at se frem til,
og de kærlige
er mine
ynglingsstunder*

Sidste dag...

Så nåede vi til dagen...
Laurits har været i børnehave for sidste gang i dag.

I går aftes var de store børn inviteret ned i børnehaven,
fra kl.17 til 19, hvor de skulle lege og spise sammen.
En rigtig god idé, synes jeg, så ungerne har mulighed
for at få sagt ordenlig farvel til hinanden.
Forældrene måtte komme efter kl.19, og her fik vi et glas
vin, mens ungerne fik leget færdigt.

Laurits havde rigtig hygget sig, fortalte han,
mens han stod og pyntede kagen
vi havde bagt til i dag.

Jeg havde købt små gaver til Laurits' skønne pædagoger.
De fortjener den største ros.
Især Laurits' kontaktpædagog, for hun har været
helt uundværlig for os.

Hun og Laurits har, fra første dag,
haft et helt specielt forhold.
Hun opdagede tidligt, at Laurits havde lidt
problemer med sit sprog, og hun greb fat om det,
før det udviklede sig.
Hun har været der for ham,
når han i den seneste tid har haft det svært,
og det er jeg hende dybt taknemmelig for.

Da jeg hentede Laurits i eftermiddags,
fik jeg tømt hans plads, lagt ekstratøjet fra
til børnehaven, og jeg tog hans billede ned.

Laurits har fået den dejligste bog, hvor nogle af
hans første tegninger og billeder af ham, er samlet.
Små sætninger fortæller mig, at han har haft en skøn tid.

Da vi havde krammet pædagogerne for sidste gang,
gik vi hjemad.
Jeg spurgte Laurits om han havde haft en god dag,
og han fortalte om alt hvad de havde lavet
...en pudsig ting, fordi han plejer aldrig at kunne
huske, hvad dagen har budt på;)

*Mor, de sang farvelsangen for mig*...han blev stille.
Jeg tror at det gik op for ham, at nu skal han ikke
derned mere.

En epoke er slut.
Min dreng er blevet stor, og nu skal han igang med
et nyt kapitel.
I sfo'en vil han, i en periode, være en af de små.
Men kender jeg ham ret, så finder han snart de store
drenge, og jeg kan finde ham ude på fodboldbanen,
igang med en vigtig kamp:)

Børnehavetiden er slut...

*Erfaring er ikke,
hvad mennesker oplever.
Det er,
hvad mennesker bruger
det oplevede til*

Nu kommer sommeren...

Varmen er på vej.

I eftermiddags har Laurits og jeg hygget
nede på græsplænen, sammen med
Dorthe og Jonathan samt deres lille
ny Sofus
...uhh, han er lidt nuttet;)

Drengene har rigtig hygget.
Der blev både spillet tennis,
gynget og løbet på løbehjul

...Imens sad mødrene og sludrede
over en kop kaffe:)

Snak, snak snak...

*Selv om du sidder
helt stille,
uden at foretage
dig noget,
vil foråret komme
og græsset
vil gro,
helt af sig selv*