Tilbageblik...

Med en alt for lang pause i indlægene
her på bloggen,
må det være tid til tilbageblik.

Det har været et travlt år.
Med fire udlandsrejser, to store opgaver fremlagt og en søn der viser mig, at han flytter sig mentalt,
har der været nok at se til:)

Tyrkiet og Tenerife er oplevet med skønne beboere, der mærker sig vej til oplevelser, og som forstår at nyde nuet.
Det er altid dejligt og lærerigt at rejse med arbejdet.

To ture til Italien, blev to forskellige oplevelser.
Laurits og jeg blev inviteret til Chieti af et vennepar, og i en uge nød vi livet på landet.
Omgivet af olivenlunde, vinplantager, fritgående høns og skøn varme, oplevede vi roen og gæstfriheden i dette skønne land.
Det var vidunderligt at rejse med Laurits, og jeg glæder mig til at få muligheden for dette igen:)

I efteråret tog jeg til igen til Italien.
Denne gang gik turen til Rom, sammen med 5 andre skønne kvinder.
Rom er en vidunderlig by, og det er bestemt ikke sidste gang jeg har været der.
At rejse med disse kvinder er en fryd.
Det var ikke alle der kendte hinanden da vi tog afsted, men vi kom hjem med nye venskaber.

Jeg tror jeg har nævnt det før,
men gør det gerne igen.
Jeg føler mig meget priviligeret over, at min dejlige mor er begyndt at rejse...at jeg får lov at følges med hende, er jeg bare så glad for.
Den måde hun oplever verden på, nyder jeg at se.
Jeg elsker tiden alene med min mor, hvor vi får styr på små og store emner. Hvor vi ikke alle dage er mor og datter, men også har stunder hvor vi er to kvinder der oplever store ting sammen...de stunder elsker jeg:)

I løbet af året har jeg også fortsat min efteruddannelse, og har fremlagt to ud af tre store opgaver.
Begge opgaver har fået stor ros, og jeg er stolt af,
at være i gruppe med tre dejlige mennesker,
der er så faglig dygtige.
På grund af dem, har jeg været med til at lave gode og fagligt holdbare opgaver.
Sidste opgave bliver den største, og jeg er sikker på, at den bliver lige så god som de andre...hvem ved, forhåbenlig lykkes det for os, at komme til kaffe hos undervisningsministeren:)
I april 2013 regner jeg med, at kunne skrive seksualvejleder på mit CV...

2012 var også året, hvor jeg valgte
at lægge mit liv lidt om.
Det har, indtil nu, resulteret i et vægttab på ca.32 kg.
Jeg har haft små og store delmål gennem forløbet, og de er alle opnået.
Nu mangler jeg kun et sidste mål, og så er jeg der hvor jeg gerne vil være.
Til tider har det været hårdt, men forløbet har også givet mig så meget godt med på vejen.
Jeg er blevet en stærkere person, et gladere menneske med mere overskud, som hjælper mig i andre situationer.
Man kan spørge sig selv, hvorfor at vægttabet denne gang holder?
Jeg ved det ikke...jeg ved bare, at jeg har mit hoved med mig, og at jeg ikke gør det for andre end mig selv, måske er det dét der gør det...

Laurits, mit hjertebarn, nyder jeg hvert sekund af.
Når han er hos mig, flyder tiden afsted.
Vores hverdag er fyldt med skolegang, lektier, håndbold, legekammerater og alt det andet der lige skal være plads til på en uge:)
Han udvikler sig i en forrygende fart.
Nogle gange må vi stoppe op, og se på hvad der sker omkring ham.
Til tider er verden svær, og så sætter vi alt ind
for at få ham på rette spor igen.
Han er en klog dreng, og han skal nok komme godt fra start, så længe at hans nærmeste giver ham alt den kærlighed og tryghed han har brug for.

Til jer der stadig har tålmodighed til
at følge mine indlæg, når de endelig kommer afsted,
ønsker jeg et lykkebringende nytår.

Må alle jeres ønsker og drømme for 2013 gå i opfyldelse...

*Et godt liv, som jeg forstår det,

er et lykkeligt liv.
Jeg mener ikke,
at du vil blive lykkelig,
hvis du er god.
Jeg mener,
at hvis du er lykkelig,
vil du blive god*

 

 

 

 

 

Træstammerne...

Dér er de!
Når jeg ser træstammerne 2. gang,
ved jeg at turen er ved at være slut.

Jeg er begyndt at løbe
...eller...løbe er måske så stort et ord igen;)
Jeg intervaltræner- 2 min. gå, 1 min. løb,
og sådan kommer jeg igennem 2.2 km. i skoven.

Jeg har længe tænkt, at det måtte prøves.
Jeg havde en fornemmelse af,
at jeg ville synes om det, men jeg har også været
ret bevidst om, at der liige skulle ryge nogle kilo først.

Jeg købte et sæt løbetøj, og skulle vænne mig til, at der ikke er plads til nøgler og mobil nogle steder.
Så hus- og cykelnøgle ryger om i den lille smarte lomme på bagdelen, som jeg først sent opdagede at jeg havde fået med i købet...meget smart;)

En anden ting ved løbetøj er, at det sidder temmelig tæt til kroppen. Det skal jeg også vænne mig til, og det kræver stadig en dyb indånding, før jeg træder ud af døren, finder min cykel og bevæger mig ud blandt andre mennesker:)

Min skønne veninde Annette, har vist mig et dejligt sted at træne. En skov der ikke besøges af så mange, og det betyder at jeg kan løbe uforstyrret.

Der er helt stille i skoven. Den eneste lyd der høres, er min vejrtrækning, som til tider høres ret tydeligt, men det betyder kun, at jeg er oppe i puls, og at jeg yder noget...så det er en god lyd, har jeg besluttet:)

Jeg rammer *den døde zone*.
Det er et sted i skoven, som jeg glemmer hver gang.
Hver gang kommer det bag på mig, at stien ikke slutter der hvor jeg mener den skal, så der skal bare løbes videre...
og dér, dér kommer træstammerne til syne igen.
Turen er ved at være forbi, og min hjerne er nu høj på endofiner:)

Jeg strækker ud, snupper en tår vand, sidder lidt og får pulsen ned igen før jeg cykler hjem.

På turen hjem, tænker jeg ikke over, at løbetøjet sidder tæt til kroppen, at jeg er svedig og ikke så charmerende at se på.
Jeg er bare glad for, at jeg endnu en gang har ydet noget, for at få det bedre med mig selv.

*Når forandringens vinde blæser,
findes der to typer mennesker:
Dem der bygger læhegn,
og dem der bygger vindmøller*

Kaffetanker & forsvunden mølle...

Kaffen dufter skønt, og koppen mellem mine hænder
varmer mig.
Jeg sidder på altanen, og kigger på regnen der falder stille men vedholdende.
Jeg har ikke travlt, for min sidste uges sommerferie er lige startet, og der er først planer for eftermiddagen.

Laurits kom hjem til mig i aftes, efter 3 hyggelige uger sammen med farmand og Nina.
Jeg kunne se på ham, at han har nydt ugerne:)

Drengeværelset er lavet om, så det passer til en snart
9 årige, og det betyder at døren nu er lukket lidt til,
og lydene fra det nye fjernsyn fortæller mig,
at Laurits trives derinde.

Altanens stilhed får mine tanker til at vende det sidste halve års forandringer.

En beslutning om at blive i lejligheden nogle år endnu, gav ro i maven.
Beslutningen var fælles, og det er det bedste ved min skilsmisse...det utrolig gode forhold jeg stadig har med Allan og hans familie. Jeg priser mig ofte lykkelig for, at vi taler så godt sammen som vi gør, og hvad der sker omkring Laurits, vender vi sammen, så han har det godt.
Hvor heldig er jeg lige...jeg ville ønske at flere kunne finde ud af, at opføre sig ordentlige i deres skilsmisse.

For et halvt år siden besluttede jeg mig for, at få et bedre liv fysisk.
Gang på gang har jeg forsøgt diverse slankekure, men det holdt kun et stykke tid, og så var jeg tilbage i gamle og usunde rutiner...gokkede mig selv i nødden og kunne, igen, fortælle mig selv at det heller ikke denne gang lykkes for mig.

En vidunderlig veninde fik skubbet mig i den rigtige retning, og med hende i ryggen og en stærk vilje, er jeg nu godt på vej til at få det bedre.
19.6 kg. er tabt indtil nu, og jeg bliver bare mere og mere glad:)

Jeg oplever ændringer i- og på min krop, som jeg ikke kan mindes at have set før.
Jeg har i mange år kun set mit ansigt i spejlet, for resten af kroppen kunne jeg ikke holde ud at se på.
Nu ser jeg hele mig.
Mange buler og bakkedrag er forsvundet, andre venter på at jeg når til dem, og jeg skal nok nå dem, det er jeg ikke længere i tvivl om.
Jeg sætter mig delmål, som nås med stædighed
og stor glæde.
Delmål på vægten og delmål i form af tøj der indkøbes
i den størrelse jeg ved, jeg når på et tidspunkt.
Med jævne mellemrum prøves det...stille og roligt ser jeg at tiden nærmer sig, hvor tøjet passer.
Smilet kan næsten ikke tørres af, når tøjet sidder som det skal:)

Jeg overkommer langt mere nu, end før.
Jeg skal ikke længere overtale mig selv til at tage cyklen hjem fra job. 10 km. klares på 30 min., med ørene fuld af musik eller lydbog.
Det er nok ikke den hurtigste tid, men det betyder ikke noget. Det er dét at jeg får det gjort.

Denne ændring i mit liv holder, fordi jeg vælger at gøre det for min skyld. Jeg skal ikke vise andre jeg kan, jeg skal ikke opnå noget, andet end at få det bedre med mig selv.
Jeg er sikker på at det er der forskellen ligger.

Jeg skulle til læge i anden anledning.
Jeg havde ikke været hos Lars i lang tid, og da jeg træder ind i hans konsultation, råber han:
*Jette for pokker, der er nogen der har taget din røv!*
Jeg har den bedste læge:)

Jeg har intet nævnt overfor Laurits, hans mors helbred skal han ikke bekymre sit lille hoved med.
Men jeg har en klog unge, man ikke kan skjule så meget for.
Forleden sagde han til mormor:
*Mormor, ved du godt at mor taber sig. Når jeg gi'r hende et kram, så kan jeg mærke begge mine hænder bag på hende*
Min dejlige dreng:)

Kaffen er drukket, og regnen siler stadig stille ned.
Det er tid at lave dagens små gøremål.

Det var dejligt med et lille tilbageblik...
 

*Det er godt

at ha’ det bedre
men det er bedre
at ha’ det godt*

Italien...

Ved juletid, sidste år, blev jeg spurgt om
Laurits og jeg ville med til Italien.
Vi skulle ned til Chieti og bo på landet,
sammen med et godt vennepar.
Jeg takkede ja, og i sidste uge var vi afsted.

Vi boede det skønneste sted...et gammelt, robust og meget hyggeligt hus, som tydeligt bærer præg af mange års hårdt arbejde og vedligeholdelse.

Jeg vil egentlig ikke skrive så meget mere, andet end
at stedet gjorde noget ved mig
...lydene, varmen, duftene, stemningen
og følelsen af at dette hus, gav mig noget godt.

Jeg håber inderligt, at det ikke er sidste gang
vi er så heldige, at opleve dette vidunderlige sted.

Lykken er, at vågne til lyden af hanegal...

*Et liv uden venner

er det sammen som
et vindue uden glas
-fuldstændig meningsløs*

Hou kalder...

Alt er næsten pakket og klart.
Laurits er puttet, og glæder sig til til hygge
hos mormor og morfar i morgen, før turen går
hjem til farmand, hvor der helt sikkert også
skal hygges:)

Endnu et skoleophold venter på mig.

Min gruppe og jeg har overstået den
praktiske del af vores første opgave.
Den 31. marts afholdte vi et brugerkursus
for 20 voksne udviklingshæmmede i
krop og seksualitet.
Kurset gik over alt forventning,
og for mig var det var overraskende at finde ud af,
at jeg faktisk godt kan lide at stå og tale
foran en større forsamling.

Jeg havde 6 af mine beboere med, og det
betød at vi skulle sørge for, at vores matriale
var til både blinde og seende.
Det opnås bedst ved et godt og forståeligt
powerpointshow, og en kurv fuld af hjælpemidler.

Klapsalver fyldte rummet, da vi var færdige,
og det er da et godt tegn på, at vores kursister
har fået noget ud af dagen:)

I morgen og frem til fredag, skal seksualvejlederholdet
så samles igen.
Der skal snakkes opgave, den skriftlige del skal
startes op og vi skal hører mere om 2.opgave.

Jeg elsker at være på skolebænken igen.
At få ny og brugbar viden, som jeg snart
skal videregive til mine beboere, dét er fedt.
At jeg her får min egen niche, gør kun
uddannelsen mere spændende.
Jeg håber at der bliver brug for mig
rundt omkring i landet:)

Denne mulighed for efteruddannelse,kunne dog slet
ikke lade sig gøre, uden mit bagland.
At Laurits er hos mennesker der elsker ham,
mens jeg er væk, betyder alt.
Hjælpen er uundværlig, og jeg sætter så stor
pris på den.

Jeg glæder mig til Hou...

*At undervise,

er at lære igen*

Endnu et år er gået...

Så er den afleveret...Ethiopienrapporten.

En gang om året, lige omkring d.1/3, skal der
sendes en rapport afsted til Jylland, hvor Laurits'
år beskrives.
Jeg skriver lidt over 2 sider, med oplevelser der
fylder i min søns liv lige nu, og det sidste år.
Gode stunder, dejlige oplevelser, småproblemer
og andet spændende fra året der gik.

Med rapporten følger 6-8 billeder.
Billeder af Laurits med sine bedste venner,
sin nye søde lillesøster, feriebilleder eller
Laurits igang med at lave aftensmad.
Billeder fra hverdag og fest.

Rapporterne skal laves én gang om året,
til Laurits fylder 18 år.

18 år er lang tid, og jeg har før syntes at det
var lidt trættende, men sådan har jeg det ikke
længere.
Hvor mange forældre har beskrivelser af deres
børns liv liggende, for hvert år?
...Jeg tror ikke det er mange:)

Jeg indrømmer blankt, at jeg skriver stikord ned,
i løbet af året, så jeg kan huske hvad Laurits
har oplevet.
Det er alt fra ferier, livet for Laurits i hans 2 familier,
store oplevelser i hans liv, tabet af den første tand,
ros fra skolen osv.
Det er gode stikord at have, når skrivestunden
nærmer sig:)

Rapporten afslutter jeg altid på samme måde.
Jeg fortæller, dem der skal læse den,
at Laurits' forældre er dem dybt taknemmelige,
for at han er vores.
At ingen af os kunne ønske os noget bedre,
end vores dejlige søn.

Rapport fra
Laurits Nis Jeppesen
i perioden 1/3-11 til 1/3-12...

*Lykken bliver

aldrig mindre,

af at blive delt*

Jeg har noget med æsker
...og små poser:)

Det er en dejlig *last* jeg har haft
i mange år, og mit lager er efterhånden
ganske stort.
Jeg lurer tilbudene, og jeg finder dem
gerne billigt.

Jeg elsker når æskerne kommer i 3,
eller flere.
Der er som at åbne en skattekiste,
hver gang et låg bliver bliver løftet.

Æskerne og poserne bruger jeg ofte
til indpakning af gaver, 
for jeg tror på, at en gave
bliver endnu dejligere at give,
hvis indpakningen er fuldendt

Og så gør æskerne også nytte
hos andre end mig...:)

Elsker dig...

To ord, som jeg aldrig bruger i flæng.
Jeg mener kun de skal bruges,
når man virkelig mener dem.
Min far brugte dem i dag, og de var til mig:)

Lige præcis hos min dejlige far, er jeg sikker på
at de nu er langt mere meningsfyldte, end de
måske har været før...for livet har fået en anden
og vigtigere betydning for ham, og os.

Den 11 jan. blev min far ramt af en blodprop i hjertet.

Alting gik så stærkt.
Med blinkende lygter, politiekskorte
og 200 km i timen, blev han,
af utrolig dygtige reddere, fragtet til
Rigshospitalet.
Her stod et, mindst lige så dygtigt hold læger,
og ventede kun på ham.
I løbet af kort tid, var min far reddet.

Mens tiden gik stærkt i København, føltes det somom
den stod stille i Espergærde.
Laurits kom i sfo, og så kunne jeg bare vente på
lillebror...vente, og ikke vide hvordan det gik med far.

At høre en ambulance med udrykning, har jeg aldrig
været god til.
Men at vide, den ambulance jeg hørte indeholdte
begge mine forældre, var næsten ikke til at holde ud.

Lillebror kom, og vi susede afsted, uden at vide,
hvad vi kom ind til.
Vi fandt mor i cafén, hvor hun tappert forsøgte
at fortælle os hvad der var sket, uden at græde.
Det lykkes ikke, og det skulle det heller ikke,
for ingen skal holde gråden tilbage.
Nu var vi samlet, og kort efter måtte vi komme
op til far.

Han lå i sengen, og var pludselig meget lille...
men han var i live, og det var så dejligt
at se ham igen.
Efter kys og lidt snak, skulle han have ro,
og vi tog afsted.
Vi havde sagt farvel, og gik mod døren,
men jeg måtte tilbage.
Pludselig kunne jeg ikke holde tanken ud,
at jeg ikke havde fået fortalt far, at jeg elskede ham.

De næste dage gik med besøg, og viden om
at det havde været tæt på...
Langsomt fik far det bedre, og humøret steg
et par grader hos os alle.

Nu er han hjemme igen, efter et par
operationer mere.
Han er træt, men glad.
Han er til tider stille, og så er vi stille sammen.

Det tog mig et par dage, før jeg lod mig selv
erkende, at det havde været tæt på.
Tæt på, at vi ikke havde fået ham med hjem igen.

Det sætter livet i perspektiv.
Jeg fandt ud af, at ingen er udødelige,
heller ikke mine aller nærmeste.
At man aldrig ved hvad dagen bringer.

Midt i alt det frygtelige, var det skønt at vide,
at netværket omkring mig, bare træder til
når det gælder.
Jeg råbte hjælp, og der blevet taget hånd
om både Laurits og mormor.
Det var en stor hjælp, som jeg er dybt taknemmelig
for...at vide der var kærlige personer, som
passede på dem, jeg ikke kunne passe på, lige der.
1000 tak...

Nu ser vi fremad, og forsøger på, at få hverdagen
til at køre almindeligt igen.
Vi snakker meget om det skete, og jeg tror på
at det er godt for os alle.
Jo mere vi snakker, jo bedre bliver
hele oplevelsen bearbejdet.

Vi kaster ikke om os med ord og sætninger,
men jeg er ikke i tvivl om, at ordene
har fået mere mening.

Elsker dig fams...

*Gå ikke efter mørket,
men gå efter lyset
og du vil finde hjem*