Elsker dig...

To ord, som jeg aldrig bruger i flæng.
Jeg mener kun de skal bruges,
når man virkelig mener dem.
Min far brugte dem i dag, og de var til mig:)

Lige præcis hos min dejlige far, er jeg sikker på
at de nu er langt mere meningsfyldte, end de
måske har været før...for livet har fået en anden
og vigtigere betydning for ham, og os.

Den 11 jan. blev min far ramt af en blodprop i hjertet.

Alting gik så stærkt.
Med blinkende lygter, politiekskorte
og 200 km i timen, blev han,
af utrolig dygtige reddere, fragtet til
Rigshospitalet.
Her stod et, mindst lige så dygtigt hold læger,
og ventede kun på ham.
I løbet af kort tid, var min far reddet.

Mens tiden gik stærkt i København, føltes det somom
den stod stille i Espergærde.
Laurits kom i sfo, og så kunne jeg bare vente på
lillebror...vente, og ikke vide hvordan det gik med far.

At høre en ambulance med udrykning, har jeg aldrig
været god til.
Men at vide, den ambulance jeg hørte indeholdte
begge mine forældre, var næsten ikke til at holde ud.

Lillebror kom, og vi susede afsted, uden at vide,
hvad vi kom ind til.
Vi fandt mor i cafén, hvor hun tappert forsøgte
at fortælle os hvad der var sket, uden at græde.
Det lykkes ikke, og det skulle det heller ikke,
for ingen skal holde gråden tilbage.
Nu var vi samlet, og kort efter måtte vi komme
op til far.

Han lå i sengen, og var pludselig meget lille...
men han var i live, og det var så dejligt
at se ham igen.
Efter kys og lidt snak, skulle han have ro,
og vi tog afsted.
Vi havde sagt farvel, og gik mod døren,
men jeg måtte tilbage.
Pludselig kunne jeg ikke holde tanken ud,
at jeg ikke havde fået fortalt far, at jeg elskede ham.

De næste dage gik med besøg, og viden om
at det havde været tæt på...
Langsomt fik far det bedre, og humøret steg
et par grader hos os alle.

Nu er han hjemme igen, efter et par
operationer mere.
Han er træt, men glad.
Han er til tider stille, og så er vi stille sammen.

Det tog mig et par dage, før jeg lod mig selv
erkende, at det havde været tæt på.
Tæt på, at vi ikke havde fået ham med hjem igen.

Det sætter livet i perspektiv.
Jeg fandt ud af, at ingen er udødelige,
heller ikke mine aller nærmeste.
At man aldrig ved hvad dagen bringer.

Midt i alt det frygtelige, var det skønt at vide,
at netværket omkring mig, bare træder til
når det gælder.
Jeg råbte hjælp, og der blevet taget hånd
om både Laurits og mormor.
Det var en stor hjælp, som jeg er dybt taknemmelig
for...at vide der var kærlige personer, som
passede på dem, jeg ikke kunne passe på, lige der.
1000 tak...

Nu ser vi fremad, og forsøger på, at få hverdagen
til at køre almindeligt igen.
Vi snakker meget om det skete, og jeg tror på
at det er godt for os alle.
Jo mere vi snakker, jo bedre bliver
hele oplevelsen bearbejdet.

Vi kaster ikke om os med ord og sætninger,
men jeg er ikke i tvivl om, at ordene
har fået mere mening.

Elsker dig fams...

*Gå ikke efter mørket,
men gå efter lyset
og du vil finde hjem*