Når sangene passer...

Nogle gange ville jeg ønske,
at jeg kunne skrive sange.
At jeg kunne finde de ord, som lige passer
til humøret der fylder hovedet i dag.
...men det kan jeg ikke.

Det er der heldigvis mange andre
der gør for mig;)
De skriver smukke sange, som rammer
mit humør dag efter dag.

Er jeg ked, vælger jeg sange der rører mig,
og er jeg jublende glad, så vælger jeg ofte
de samme sange...men så gør de noget
andet ved mig.
Så skal der skrues op, og de skal høres højt,
så der er mulighed for at skråle helt igennem.

Jeg elsker at synge...helst når jeg er alene,
så er der ingen der hører når jeg ikke lige
rammer tonen...og der er ingen der hører
at stemmen knækker, når teksten går
rent ind...

Der er så mange smukke sange,
og for tiden fylder disse to i mit hoved:

Sarah, Okay:

Vi' alle sammen bange for at elske og miste hinanden,

og før vi ved det,

er vi alene igen.

Vi leder efter noget,

prøver at finde en mening,

med livet.

Kigger i spejlet, hvem var det, der kigger tilbage,

hun er perfekt,

men hendes stemme siger, hun er defekt.

Luk dine øjne i, vær' ikke bange for at være

den du er ...

For alle dem der lytter i nat,

er der nogensinde nogen, der har sagt dig at,

du' okaaay, Du' okaaay.
Kan du se, hvad jeg ser, når jeg ser på dig.

Det' stjerneklart, du en stjerne for mig.

Du' okaaay. 

Rasmus Nøhr, Sød musik:

Du er sød musik,

det frækkeste nu er når du tøver lidt
Pausen du tager fra dit første skridt,

mens du holder mig fast i dit øjeblik
Og nu kan jeg høre det,

lyden af hjertet der giver helt slip
Suset når du kysser min øreflip,

og bruset i brystet når du rører det blidt

Du sangene jeg synger
Du tonerne der strømmer
Du drømmene jeg drømmer
Du er sød musik

Intet i verden er som før
Mange flere farver, og meget større
Ligesom sød musik

Smukke smukke sange,

som rammer der hvor de skal skal:)

Jeg elsker når sangene passer...

Endelig...

Nu er det nu...
Jeg har ventet så længe, og nu hvor datoen
nærmer sig, går tiden bare langsommere.

For 3 år siden var jeg til MUS-samtale,
hos min tidligere leder.
Hun spurgte hvilke ønsker jeg havde
for efteruddannelse.
Jeg fortalte hende, at jeg virkelig godt kunne
tænke mig, at uddanne mig til
seksualvejleder for udviklingshæmmede.
Min leder fik nogle mærkelige trækninger
ved det ene øje, mens hun fortalte mig,
at det var hun ret sikker på at Bredegaard
ikke havde brug for.

Siden fik jeg ny leder...

Sidste sommer blev jeg spurgt igen,
og mit svar var det samme.

*Hmm, har du en brochure, så jeg lige
kan se, hvad det går ud på.*
Jeg afleverede brochuren en tidlig morgen,
uden de store forhåbninger.
2½ time senere lå der brev til mig.
*Svarfristen for i år, er passeret,
men du står på venteliste til næste hold*
Kærligst...

Jeg troede ikke mine egne øjne..
Min store arbejdsdrøm var inde for
rækkevidde!

Og nu sidder jeg her.
Lidt over et år er gået, og på søndag
er det tid at drage mod Jylland:)

Det er 11 år siden jeg blev uddannet,
og nu skal jeg igang igen.
Jeg glæder mig rigtig meget.
Jeg glæder mig til at møde nye mennesker,
til at lære noget nyt og til at kunne videregive
min viden, om et par år.

Bare det snart var søndag...

*Den bedste måde

at forudse din fremtid på
-er ved at skabe den selv*

Et år er gået...

Et år er gået,
siden du drog ud på din sidste rejse.
Du var alene, da du lukkede dine øjne.
Jeg har valgt at tro på, at det var din plan
...at drage afsted, inden vi nåede op til dig.

Jeg har en masse skønne minder,
fra mit liv med dig.
Minder som altid giver mig et smil på læben,
og lysten til at huske mere.

Jeg har også mindet om en nat,
min sidste sammen med dig.
På én gang gør den nat ondt i mit hjerte,
men den gav mig også en stund, sammen
med dig og  2 af de mennesker der står
mit hjerte nærmest.

Da jeg gik fra dig næste morgen,
vidste jeg, at jeg havde set dig
i øjnene for sidste gang...og dit blik
fortalte mig, at du vidste det samme.
Jeg tror aldrig at jeg har grædt så meget.

Jeg græder stadig.
Pludselig kan jeg se dig sidde i hospitalsengen,
og bede Fadervor...
Eller blikket du sendte os...en stille bøn om
at kunne slippe det sidste tag i livet.
Jeg kan ikke styre gråden, og jeg kan stadig
ikke forstå, at du ikke sidder hjemme i stuen,
når jeg kommer forbi.

Jeg ser dine hænder for mig.
Måden du sad, når du lyttede.
Dit smil, dit grin og dine kloge kloge øjne.

Du valgte at drage afsted, da du var helt alene
...men du var aldrig alene morfar.
Jeg havde dig altid i tankerne,
og har dig stadig ofte i tankerne.

Jeg vil altid elske dig,
og jeg vil altid savne dig
morfar...min dejlige morfar.

*Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder.
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller*

Py' party...

Tænk at kunne samle de samme 4 skønne tøser
en gang om året, år efter år...
Så heldig er jeg:)

I 1998 dukkede ideén om et py' party op,
og den har hængt ved.
4 piger kommer dumpende hos mig
i løbet af eftermiddagen, og bliver
til næste formiddag.

Tiden flyver afsted, for de 4 piger ser kun
hinanden den ene gang om året,
så der bliver vendt oplevelser, dagligdag,
sorger og glæder.
Gennem årene er der blevet født-
og hentet børn, der har været bryllupper
og skilsmisser.
Vi græder sammen og vi griner sammen.

Jeg elsker at stå i køkkenet og lave aftensmaden
klar, mens pigerne vender verdensituationen.
Lyden af deres glade stemmer, gør mig varm indeni.

Vi sidder længe over maden, og aften ender i
nattøj, madrasser over hele stuegulvet, dyner og
beslutningen om, hvilken film vi skal se i år.
Alle putter sig og er klar til film.

Jeg tror det kan tælles på én hånd,
hvor mange af os, der ser filmen til ende...
det var i de unge år, at alle kunne holde sig vågne.
Nu er vi ældre, og hverdagen er fyldt med
familie, job og andre ting der gør,
at vi falder om så snart vi rammer puderne.

For mig, gør det ikke noget. Jeg ved at pigerne
i denne weekend får et lille pusterum...og hvis
det betyder at de falder i søvn før filmen er slut,
så må de trænge til det:)

Når vi vågner næste morgen, er det tid til brunch.
Snakken fortsætter over kaffe, juice, æg og bacon.

I løbet af formiddagen, er stuen igen ryddet,
pigerne har pakket sig og krammet hinanden
farvel...med forsikringen om, at de ses om
et års tid, vandre de glade afsted.
Jeg lukker døren bag dem, og smiler for mig selv.
Endnu et år er gået, og jeg glæder mig allerede
til næste år:)

Nyd året søde tøser. Inden vi ser os om,
er vi samlet igen...

*Gode venner er
som stjerner-
Jeg ser dem ikke altid,
men jeg ved at de er der*

22 hovedpudebetræk og en gammel taburet...

Min kære mormor gemmer.

Med jævne mellemrum dukker der ting op
fra hendes barndom, fra hende og morfars bryllup
og ting fra deres mange år sammen.
Hver ting har sin historie, og jeg elsker at høre dem.

Jeg har fået 22 gamle hovedpudebetræk.
Der er broderet kant på, og de er så fine.
Mormor viser mig nogle, hvor der er broderet SP på,
med sirlige sting.
Hun fortæller at det står for Sigurd Petersen,
og det var min tipoldefar.
Andre står der IH på, og det ved jeg står for
Ingeborg Hansen, som var min oldemor.

Er det ikke fantastisk...at disse betræk stadig findes.
At der er passet så godt på dem.
De lå, sirligt lagt sammen, i en kasse under mormors
seng. De har ikke været brugt i mange år,
men det kommer de til nu.

For et stykke tid siden var vi hjemme og hjælpe
mormor med at tømme hendes kælderum.
Blandt mange vidunderlige minder,
dukkede mormor og morfars gamle taburet op.
Min morfar fik den lavet til mormor for
mange mange år siden.
Den har været brugt flittigt
gennem alle disse år,
men nu var den blevet sat i kælderen.

Da jeg så den, dukkede dejlige minder frem.
Taburetten har været en del af alle de steder
mormor og morfar har boet.
Tænkt hvis man havde talt de gange man har
siddet på den, og spist chokolademadder,
mens mormor puslede i køkkenet:)

22 betræk er mange, og jeg ved ikke om de alle
kommer i brug
...men for mig er de, og den gamle taburet,
en del af en skat som jeg elsker at have fået.

Skønne ting der altid vil minde mig om
en tid der har været...

Grib dagen...

Grib dagen,

og hold den tæt ind til dig.

Mærk varmen fra den, og sol dig i den.

Lad et lille fjolet smil kruse om din mund,

ved bevidstheden om dit eget mod.

Nøgen er dagen der er givet til dig,

og ligeså vil den blive modtaget.

Giv nu dagen fri,

og grib den så igen.

Alle snakker om det...

Jeg elsker når vejret arter sig efter vores behov.

At vågne efter en nat, hvor regnen har silet ned
i en stille strøm...men når det er tid at følge Laurits
i skole, ja så holder regnen pause, og solen
titter frem.

Når en front fyldt med tordenvejr, kommer
rullende hen over himmelen, og fritager os
fra den lummer hede, der gør det
svært at trække vejret.

At gå i seng om aftenen, og håbe på at man
i løbet af natten vågner til lyden af sne,
der daler lydløst ned fra himmelen.
Sno dynen omkring sig, og sætte sig ud på
altanen, og nyde det lys som snevejr
giver fra sig.

Efter en uge med regn, oplever man, at opholdet
i vejret kommer lige i de timer, hvor man står på
en fodboldbane i Hundested, for at se sit guld
spille kamp.

...Og så er jeg jo også typen der, efter lang tid
med sol og høje temperature, sætter stor pris
på regnen der endelig dukker op, og svaler
os lidt.

Jeg elsker når vejret arter sig...

Kan man ønske sig en lynlås...

Det gør jeg...altså ønsker mig en lynlås.

I mit fag, ville en lynlås være behjælpelig.
Den skulle sidde skjult under håret,
i baghovedet på mine dejlige beboere.
Når jeg så kom i den situation, at jeg havde
opbrugt alle mine *pædagogkort*,
skulle det være lovligt at man, nænsomt
og uden frygt fandt lynlåsen, og fik åbnet
ind til det inderste i et menneske.

Hvad er det, der gør at nogle mennesker
skal have det så skidt i perioder?
Der er op- og nedture, og turene er jeg uddannet
til at tage mig af.
Jeg trøster, lytter, tier, holder om, rådgiver
og forholder mig til det jeg hører.

Jeg er uddannet i, at forholde mig proffesionelt
til mine beboers hverdag
...men nogle gange er det svært.
Det er svært at se et menneske,
få det mere og mere skidt.
Der går længere mellem opturene,
og det glade smil.

Dagene bliver delt op i tidsrum.
10 minutters glæde, 30 minutters fortvivlelse,
5 minutters gråd og, hvis man er heldig,
1 times ro...og så starter det forfra.
Stemmer der forstyrre tankegangen, og udstikker
ordre som skal udføres, så man igen kan finde
bare et øjebliks ro.

Medicinen hjælper et godt stykke af vejen,
men det er en hårfin balance der skal findes,
så man ikke lever i en osteklokke,
men er aktiv i sit eget liv.

Det har stået på et stykke tid nu, og jeg er der,
hvor jeg ikke har flere kort at give af.
Det er ikke spor rart, når man arbejder
med mennesker, der virkelig trænger til
den ro, tryghed og stabilitet som mit job
også består af.

Jeg har været god til at lade Bredegaard
blive på Bredegaard, når jeg har fri
...men i den sidste tid har den sneget sig
med hjem, og frarøver mig noget nattesøvn.
Jeg er meget bevidst om det, og jeg arbejder
som en gal, for at bygge den professionelle
side af mig selv op igen.
Det skal nok lykkes, for jeg er vild med mit job,
og de udfordringer det giver mig.
Nogle gange er der bare lidt for mange af slagsen.

Jeg ønsker mig et par lynlåse...

*Vi fylder vort øre,
med alt det
som vi har lært at sige.
Men vi er døve,
for det som,
vi endnu bør høre*

Ferietanker...

Nu er det vist, igen, ved at være længe siden
jeg har været herinde...

Laurits og jeg har haft en dejlig
lang sommerferie.
Det har været så skønt at kunne
drosle helt ned...at sove længe,
og blive i nattøjet hele dagen:)

Vi har været lidt rundt i landet,
og hygget med skønne mennesker.
Gamle venskaber er blevet genopfrisket,
og det var så dejligt med lange
snakke, og hyggeligt samvær:)

Det var så også ferien, hvor 2 flåtbid
satte deres spor, og hvor de sidste
dage af ferien blev tilbragt på
sygehuset.
En skræmmende oplevelse,
som Laurits heldigvis var forskånet for,
men som mine dejlige forældre fik
lidt tæt ind på livet.

Men alt i alt en dejlige ferie,
med gode minder, som holder
i mange måneder:)

*Livet skal ikke
tælles i minutter,
men i øjeblikke*

Klippeøen...

Ja, så driller bloggen igen.

Håber at I stadig får bare lidt

ud af det:)

En uge på Bornholm

sammen med skønne

beboere og kollegaer

En uge fyldt med...

Lyden af det brusende hav...

Duften af sommer...

Den smukke udsigt...

Kendetegnet...

Og den traditionelle aften.

Alt i alt en dejlig uge,

med hyggeligt samvær, nærvær

og nye oplevelser:)

Bornholm, Bornholm bornholm...

Kuk kuk...

Jeg vågnede en morgen meget tidligt.
Jeg tror at samtlige fugle omkring Rugmarken
var stået op, og der var en kvidren, fløjten og skrabben:)

Midt i alt den kvidren, hørte jeg en stille kukken...
Kuk kuk...kuk kuk
Med sin helt egen rytme, satte gøgen sit spor.
Lige så stille løftede den sin røst, men jeg havde
på fornemmelsen, at ingen af de andre fugle hørte den.

Man kan sammenligne alle disse fuglefløjt
med menneskestemmer.
Nogen snakker højere for at blive hørt,
nogen snakker bare meget,
og andre skrabber hele tiden
...og så er der dem, der med deres små
stemmer, prøver at komme igennem,
men midt i alle stemmerne, bliver de væk.

Måske skulle man nogle gange stoppe op,
og hører på gøgen når den kukker
...det kunne jo være at den havde noget
den ville dele med os.

Kuk kuk, kuk kuk...

*Nogle gange,
er det bedre
at tie,
end at tale*

Fasters pige...

Pludselig står hun der ved siden af mig.

Blidt skubber hun til mig, så jeg rykker
stolen ud, og hun kravler op på mit skød.
Hvor er det en dejlig fornemmelse,
at have hende tæt på mig igen:)

Vi har været fra hinanden alt for længe,
men der var ting der skulle falde på plads,
og tiden flyver.
Jeg har frygtet, at tilliden var brudt, og at
jeg var blevet et strejf af en tanke, hun en
sjælden gang stødte på...

Men da hun fandt mig i dag, og flere gange
søgte mine arme, vidste jeg, at jeg ikke var
så langt væk i hendes verden.

Åhh, vi hyggede i skønne menneskers selskab,
men vi havde også flere stunder, hvor vi kun
var os to, mellem mange mennesker.

Gamle tanker, der fylder i det lille hoved,
skulle lige vendes med faster, for det er vigtigt
at vide, om verden stadig ser ud, som for langt
tid siden.
Blikket i hendes øjne, da jeg beroligede hende
med alle de velkendte sætninger, var det hele
værd...i en verden fuld af forandringer, er det
nu rart at der er noget der ikke har rykket sig:)

Faster pige...

*Kærlighed er at give
uden at huske,
og at modtage
uden at glemme*

Om at blive blæst igennem...

Ja, så er den igen gal med bloggen...

Jeg håber at I stadig får noget ud af mine indlæg:)

Cykelturen hjem til farmand, kræver til tider vand,

men min dejlige dreng tager turen i stiv arm.

Han har ikke travlt...han tager sin tid,

og får set alt på sin vej.

I dag har jeg haft mit kamera med, til turen hjem.

Jeg vidste at jeg måtte ud og blive blæst igennem,

og så vil det jo være spild af gode motiver,

ikke at have fototasken med.

Jeg synes jeg tumler med nye tanker...

fornemmelser der har været gemt væk

alt alt for længe.

Tiden til at fornemmelserne skulle frem,

har ikke været aktuel før nu,

men jeg arbejder på, at jeg ikke længere

behøver sørger for at alle andre har- eller får

det godt, før jeg kan tænke på mig selv.

Jeg tror at jeg trængte til at sidde på stranden,

og lade blæsten tage nogle af de gamle slidte tanker,

og slippe dem, så der bli'r plads til nye.

Efter blæsten, kom stilheden.

Jeg cyklede gennem skoven, og nød at lyden af

bølger der slår mod strandkanten,

blev byttet ud med suset i trækronerne.

Der var så roligt og stille, at skovens dyr

blev stående, så jeg kunne liste tæt på

og forevige dem.

Jeg kiggede op, og så de smukke lysegrønne trækroner.

Med ét rammer det mig...

Du er på vej videre Jette J, og du har dig selv med.

En dag af gangen, og en fod foran den anden,

så kommer jeg fremad, og jeg smiler mens jeg går...:)

*Det er godt,

at få det bedre.

Men det er bedre,

at få det godt*

En stolt mor...

Sådan min dreng, godt gået!

Du viser os, hvordan man klarer
12 uger i familieklassen,
og vokser med opgaven.

Ros, ros og ros, var der til dig,
både ved midtvejsevalueringen
og til slutevalueringen.

Hold fast i den nye stil min skat,
så bliver hverdagen meget nemmere.

Jeg elsker dig højt.
Du er altid i mit hjerte...

*Fortæl mig det,
og jeg glemmer.
Vis mig det,
og jeg husker måske.
Involver mig i det,
og jeg forstår*

Hemmeligheder...

Hvor er det vidunderligt at der stadig er plads
til hemmeligheder.
At man gætter og gætter, men slet ikke aner
hvem der kan have sendt så smukt et brev;)

Ansigtet bliver lagt i rette folder, når man spørger
ind til det...*nææ, jeg ved ikke hvem der
har sendt det mor...*

Pludselig, et par dage efter, lyder det højt:
*Gæk, gæk, gæk...det var mig moar!*
Og så er der ikke andet at gøre, end at finde
påskeægget frem, og det bli'r belønnet med
et stort kys, skønt!

Mit navn det står med prikker...

Påske...

Jeg nyder en uges ferie sammen med Laurits.

Jeg elsker at vi ikke skal op til urets kimen,
og at vi kan have nattøj på en hel dag,
hvis det er det vi vil:)

Vi har været til dejlig konfirmation, og vi har
været forbi mine skønne forældre, til gammeldaws
oksesteg...uhmm:)

I dag har vi slappet af hele formiddagen, og i
eftermiddags blev vi hentet af en nær veninde,
og så gik turen til Hillerød, hvor en bowlingbane
ventede på os.
Vi havde en skøn time, med masser af latter
og en søn der hyggede sig gevaldigt:)

Bagefter fandt vi en kinesisk restaurant,
hvor vi nød et dejligt måltid.
Laurits faldt pladask for blæksprutteringene,
og dem spiste han en del af.
På et tidspunkt siger han: *Mor, er det ok,
at jeg kun spiser dejen?*
*Ja, men det du piller fra, er jo blæksprutten*
*Det ved jeg godt, men jeg kan ikke lide vingerne!*;)
Så måtte jeg kigge væk, mens jeg forstillede mig
en blæksprutte med vinger:)

Turen gik hjem, og mens vi voksne sad på altanen,
og nød kaffen, fandt Laurits en film frem, som blev
set mens han puttede under dynen.

Da det blev sengetid, spurgte Laurits om ikke jeg
vil blive hos ham til han sov.
Der er ikke noget jeg hellere vil, for dét at han
vil have mig i hånden, indtil han falder i søvn,
betyder at jeg ved han føler sig tryg...og hvis
ikke der skal mere til, så bliver jeg der gerne.

Påsken er stadig fyldt med dejlige dage,
der skal fyldes med flere skønne oplevelser.

Jeg elsker min tid med min søn...

Om at stole på...

Jeg ved stadig ikke hvad der sker med min blog, men nu kommer der altså et indlæg...så må I gætte jer til, hvor jeg havde lavet afsnit...øv): Man møder et menneske, man ikke har talt med i mange år. Det starter med chat og småsnak, og med tiden mødes man med andre, der delte samme interesser som én selv. Muligheden for at mødes opstår, og den gribes. Gamle minder genopfriskes, og spiren til et venskab er lagt. ...ingen følelser, men stor tillid. I 3 uger, ses man ofte, snakker sammen næsten hver dag, og fælles oplevelser deles. Hvor er det rart med et nyt venskab. I løbet af en enkelt nat, ændres dette fuldstændigt. Telefonen ringer, og pludselig er man en del af en jagt, en flugt væk fra en frygtelig gerning, der er begået i den anden ende af landet. Man er magtesløs. Man kan ingenting gøre, andet end at lytte. Alt hvad man hører, kan man ikke få til at passe på den person man troede man kendte. Dagene efter fyldes med ny, og på ingen måde positiv viden, om en person man har set så meget til, på så kort tid. En anden person træder frem fra mørket. En person der har formået, at holde denne side af sig selv fuldstændig skjult. Man føler sig naiv...hvorfor så man det ikke? Der må da være noget der skinnede igennem? Det var der ikke! Ikke en eneste gang man sås, var der tegn på, at noget ikke var som det burde være. Tomheden der følger, var svær i starten. Fra at have snakket sammen næsten hver dag, til pludselig at være forbudt samtale, er voldsom. I starten var man sikker på, at når tiden kom, skulle vennen høres og hjælpes. Man blev da nød til at få historien fra hans side. Men nej! Med den viden jeg nu har fået, gennem én der var tættere på ham, min såkaldte ven, trækker jeg mig. I bund og grund er det et spørgsmål om sikkerhed, og den sikkerhed skylder jeg dem, der er tæt på mig. Jeg er vred, skuffet, dybt frustreret og meget træt. Hvad bilder du dig ind, at lulle mig ind i en verden af dig, som i bund og grund, er ikke-eksisterende! Jeg har gjort hvad jeg kan, for at hjælpe hende du gjorde fortræd, og det har betydet nye oplevelser for mig... Flere snakke med landets autoriteter, snakke jeg aldrig har troet jeg skulle have. Uvidenheden om hvor dette ender. Skal jeg en tur til den anden ende af landet, for at forklare min oplevelse af natten? Jeg er ikke bange. Jeg vil se dig i øjene, og vide at det du gjorde, var frygtelig forkert. Men hvor føler jeg mig dum. At jeg ikke kunne se den side af dig, er mig stadig en stor gåde, som aldrig bliver løst. Til gengæld behøver jeg aldrig mere, at have noget med dig at gøre, og dét giver mig ro... *Jo mere du strækker sandheden, jo mere gennemsigtig bliver den*

Rod på Bloggen...

Ihh, bloggen driller mig for tiden): Den vil ikke lave de afsnit i teksten, som jeg gerne vil have, og det giver én samlet tekst, som ses her...det er ikke til at holde at læse. Jeg har indlæg liggende som kladde, og jeg håber snart at bloggen vil som jeg vil...

Hvad er lykke...?

Er lykke, et hul i en sten?
Er lykke, at have en glad dreng?
Er lykke, en udfordring?
Er lykke, en tur på Kronborg med sit kamera?
Er lykke, svær?
Er lykke, et sug i maven, når en tanke stryger forbi?
Er lykke, altid det hele værd?
Er lykke, søndag?
Er lykke, at se en kær veninde få det bedre?
Er lykke, altid at se glad ud, når andre trives?

For mig, er fundet af stenen altid lykke...
For mig, er min søns glæde og trives altafgørende...
For mig, er lykken til tider en stor udfordring...
For mig, er Kronborg unik, og altid værd at fotograferer...
For mig, kan lykken sagtens være svær...
For mig, er suget den skønneste fornemmelse...
For mig, er lykke altid det hele værd...
For mig, betyder søndag altid Laurits...
For mig, er det vigtigt at hjælpe hende på vej, til at få det bedre...
For mig, er det noget jeg skal lade være med at gemme mig bag...

*Hvorfor er
lykken
så lunefuld?*

Kurvekufferten...

I morgen skal vi afholde feriemesse på Bredegaard.
En skøn kollega skal stå for én af rejsestandene,
og hun mangler en Barbie- og en Ken dukke.

På toppen af mit skab i soveværelset,
står en kurvekuffert.
Jeg tror den er over 20 år gammel,
og den indeholder det bedste legetøj
jeg har haft.
I sirlig orden ligger små stykker tøj, sko,
tasker og andet tilbehør.
Øverst i kufferten ligger en Barbiedukke,
en Ken-dukke og en Skipper-dukke.

Dukkerne er dækket af et fint lag støv,
som jeg puster væk.
Jeg ser på indholdet af kufferten, og straks
dukker dejlige minder, fra hyggelige stunder op.

Tænk hvis man havde talt timerne, hvor fantasien
blev brugt fuldt ud?
Vi byggede verdner op, med baggrundshistorier
og fakta omkring dukken...hvor gammel var hun,
havde hun børn, var hun rig eller en fattig pige,
der mødte prinsen på den hvide - eller i mit
tilfælde - sorte hest?:)
Duploklodser blev forvandlet til lænestole og
trækasser til vin, blev en behagelig seng.

Da teenagesårene bankede på, og der ikke
længere var plads til at lege, mødtes min dejlige
veninde og jeg, i smug, og legede videre.
Jeg tror at legen med Barbiedukkerne, var med
til at forberede os på voksenlivet.

Nu sidder jeg med kurvekufferten igen.
Jeg har lovet min kollega, at dukken skal
ligne en prinsesse, så jeg kigger i stablen
af tøj, og ser om der gemmer sig
en passende kjole.

Jeg finder- og forvandler
Barbie til en smuk prinsesse...snører hende ind,
og flette hendes hår.

Jeg tror at jeg, bare et øjeblik, ønskede at
kunne mærke følelsen af barndommens
frihed til at fantaserer sig til et skønt og
problemfrit liv...her kunne man få alt hvad
man ønskede sig.

Men jeg er blevet voksen, og fantasien
er forsvundet.
Nu er Barbiedukken af plastic, armene
skal vinkles rigtigt, så kjolen kan komme på.
Håret er af nylon, og tiden i kufferten har
gjort det stift.

Jeg lukker kurvekufferten og sætter
den op på skabet.
I tasken ligger Barbie og Ken, og venter
på at blive brugt som konkreter for mine
dejlige, blinde beboere i morgen.
Når de er tilbage i kufferten, ved jeg
at der, igen, går mange år før de
bliver taget frem og støvet af.

Barndommens minder...

*Som barn,
er enhver kunstner.
Vanskeligheden
ligger i, at forblive
det som voksen*