Et år er gået...

Et år er gået,
siden du drog ud på din sidste rejse.
Du var alene, da du lukkede dine øjne.
Jeg har valgt at tro på, at det var din plan
...at drage afsted, inden vi nåede op til dig.

Jeg har en masse skønne minder,
fra mit liv med dig.
Minder som altid giver mig et smil på læben,
og lysten til at huske mere.

Jeg har også mindet om en nat,
min sidste sammen med dig.
På én gang gør den nat ondt i mit hjerte,
men den gav mig også en stund, sammen
med dig og  2 af de mennesker der står
mit hjerte nærmest.

Da jeg gik fra dig næste morgen,
vidste jeg, at jeg havde set dig
i øjnene for sidste gang...og dit blik
fortalte mig, at du vidste det samme.
Jeg tror aldrig at jeg har grædt så meget.

Jeg græder stadig.
Pludselig kan jeg se dig sidde i hospitalsengen,
og bede Fadervor...
Eller blikket du sendte os...en stille bøn om
at kunne slippe det sidste tag i livet.
Jeg kan ikke styre gråden, og jeg kan stadig
ikke forstå, at du ikke sidder hjemme i stuen,
når jeg kommer forbi.

Jeg ser dine hænder for mig.
Måden du sad, når du lyttede.
Dit smil, dit grin og dine kloge kloge øjne.

Du valgte at drage afsted, da du var helt alene
...men du var aldrig alene morfar.
Jeg havde dig altid i tankerne,
og har dig stadig ofte i tankerne.

Jeg vil altid elske dig,
og jeg vil altid savne dig
morfar...min dejlige morfar.

*Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder.
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller*