Hemmeligheder...

Hvor er det vidunderligt at der stadig er plads
til hemmeligheder.
At man gætter og gætter, men slet ikke aner
hvem der kan have sendt så smukt et brev;)

Ansigtet bliver lagt i rette folder, når man spørger
ind til det...*nææ, jeg ved ikke hvem der
har sendt det mor...*

Pludselig, et par dage efter, lyder det højt:
*Gæk, gæk, gæk...det var mig moar!*
Og så er der ikke andet at gøre, end at finde
påskeægget frem, og det bli'r belønnet med
et stort kys, skønt!

Mit navn det står med prikker...

Påske...

Jeg nyder en uges ferie sammen med Laurits.

Jeg elsker at vi ikke skal op til urets kimen,
og at vi kan have nattøj på en hel dag,
hvis det er det vi vil:)

Vi har været til dejlig konfirmation, og vi har
været forbi mine skønne forældre, til gammeldaws
oksesteg...uhmm:)

I dag har vi slappet af hele formiddagen, og i
eftermiddags blev vi hentet af en nær veninde,
og så gik turen til Hillerød, hvor en bowlingbane
ventede på os.
Vi havde en skøn time, med masser af latter
og en søn der hyggede sig gevaldigt:)

Bagefter fandt vi en kinesisk restaurant,
hvor vi nød et dejligt måltid.
Laurits faldt pladask for blæksprutteringene,
og dem spiste han en del af.
På et tidspunkt siger han: *Mor, er det ok,
at jeg kun spiser dejen?*
*Ja, men det du piller fra, er jo blæksprutten*
*Det ved jeg godt, men jeg kan ikke lide vingerne!*;)
Så måtte jeg kigge væk, mens jeg forstillede mig
en blæksprutte med vinger:)

Turen gik hjem, og mens vi voksne sad på altanen,
og nød kaffen, fandt Laurits en film frem, som blev
set mens han puttede under dynen.

Da det blev sengetid, spurgte Laurits om ikke jeg
vil blive hos ham til han sov.
Der er ikke noget jeg hellere vil, for dét at han
vil have mig i hånden, indtil han falder i søvn,
betyder at jeg ved han føler sig tryg...og hvis
ikke der skal mere til, så bliver jeg der gerne.

Påsken er stadig fyldt med dejlige dage,
der skal fyldes med flere skønne oplevelser.

Jeg elsker min tid med min søn...

Om at stole på...

Jeg ved stadig ikke hvad der sker med min blog, men nu kommer der altså et indlæg...så må I gætte jer til, hvor jeg havde lavet afsnit...øv): Man møder et menneske, man ikke har talt med i mange år. Det starter med chat og småsnak, og med tiden mødes man med andre, der delte samme interesser som én selv. Muligheden for at mødes opstår, og den gribes. Gamle minder genopfriskes, og spiren til et venskab er lagt. ...ingen følelser, men stor tillid. I 3 uger, ses man ofte, snakker sammen næsten hver dag, og fælles oplevelser deles. Hvor er det rart med et nyt venskab. I løbet af en enkelt nat, ændres dette fuldstændigt. Telefonen ringer, og pludselig er man en del af en jagt, en flugt væk fra en frygtelig gerning, der er begået i den anden ende af landet. Man er magtesløs. Man kan ingenting gøre, andet end at lytte. Alt hvad man hører, kan man ikke få til at passe på den person man troede man kendte. Dagene efter fyldes med ny, og på ingen måde positiv viden, om en person man har set så meget til, på så kort tid. En anden person træder frem fra mørket. En person der har formået, at holde denne side af sig selv fuldstændig skjult. Man føler sig naiv...hvorfor så man det ikke? Der må da være noget der skinnede igennem? Det var der ikke! Ikke en eneste gang man sås, var der tegn på, at noget ikke var som det burde være. Tomheden der følger, var svær i starten. Fra at have snakket sammen næsten hver dag, til pludselig at være forbudt samtale, er voldsom. I starten var man sikker på, at når tiden kom, skulle vennen høres og hjælpes. Man blev da nød til at få historien fra hans side. Men nej! Med den viden jeg nu har fået, gennem én der var tættere på ham, min såkaldte ven, trækker jeg mig. I bund og grund er det et spørgsmål om sikkerhed, og den sikkerhed skylder jeg dem, der er tæt på mig. Jeg er vred, skuffet, dybt frustreret og meget træt. Hvad bilder du dig ind, at lulle mig ind i en verden af dig, som i bund og grund, er ikke-eksisterende! Jeg har gjort hvad jeg kan, for at hjælpe hende du gjorde fortræd, og det har betydet nye oplevelser for mig... Flere snakke med landets autoriteter, snakke jeg aldrig har troet jeg skulle have. Uvidenheden om hvor dette ender. Skal jeg en tur til den anden ende af landet, for at forklare min oplevelse af natten? Jeg er ikke bange. Jeg vil se dig i øjene, og vide at det du gjorde, var frygtelig forkert. Men hvor føler jeg mig dum. At jeg ikke kunne se den side af dig, er mig stadig en stor gåde, som aldrig bliver løst. Til gengæld behøver jeg aldrig mere, at have noget med dig at gøre, og dét giver mig ro... *Jo mere du strækker sandheden, jo mere gennemsigtig bliver den*

Rod på Bloggen...

Ihh, bloggen driller mig for tiden): Den vil ikke lave de afsnit i teksten, som jeg gerne vil have, og det giver én samlet tekst, som ses her...det er ikke til at holde at læse. Jeg har indlæg liggende som kladde, og jeg håber snart at bloggen vil som jeg vil...