Om at stole på...

Jeg ved stadig ikke hvad der sker med min blog, men nu kommer der altså et indlæg...så må I gætte jer til, hvor jeg havde lavet afsnit...øv): Man møder et menneske, man ikke har talt med i mange år. Det starter med chat og småsnak, og med tiden mødes man med andre, der delte samme interesser som én selv. Muligheden for at mødes opstår, og den gribes. Gamle minder genopfriskes, og spiren til et venskab er lagt. ...ingen følelser, men stor tillid. I 3 uger, ses man ofte, snakker sammen næsten hver dag, og fælles oplevelser deles. Hvor er det rart med et nyt venskab. I løbet af en enkelt nat, ændres dette fuldstændigt. Telefonen ringer, og pludselig er man en del af en jagt, en flugt væk fra en frygtelig gerning, der er begået i den anden ende af landet. Man er magtesløs. Man kan ingenting gøre, andet end at lytte. Alt hvad man hører, kan man ikke få til at passe på den person man troede man kendte. Dagene efter fyldes med ny, og på ingen måde positiv viden, om en person man har set så meget til, på så kort tid. En anden person træder frem fra mørket. En person der har formået, at holde denne side af sig selv fuldstændig skjult. Man føler sig naiv...hvorfor så man det ikke? Der må da være noget der skinnede igennem? Det var der ikke! Ikke en eneste gang man sås, var der tegn på, at noget ikke var som det burde være. Tomheden der følger, var svær i starten. Fra at have snakket sammen næsten hver dag, til pludselig at være forbudt samtale, er voldsom. I starten var man sikker på, at når tiden kom, skulle vennen høres og hjælpes. Man blev da nød til at få historien fra hans side. Men nej! Med den viden jeg nu har fået, gennem én der var tættere på ham, min såkaldte ven, trækker jeg mig. I bund og grund er det et spørgsmål om sikkerhed, og den sikkerhed skylder jeg dem, der er tæt på mig. Jeg er vred, skuffet, dybt frustreret og meget træt. Hvad bilder du dig ind, at lulle mig ind i en verden af dig, som i bund og grund, er ikke-eksisterende! Jeg har gjort hvad jeg kan, for at hjælpe hende du gjorde fortræd, og det har betydet nye oplevelser for mig... Flere snakke med landets autoriteter, snakke jeg aldrig har troet jeg skulle have. Uvidenheden om hvor dette ender. Skal jeg en tur til den anden ende af landet, for at forklare min oplevelse af natten? Jeg er ikke bange. Jeg vil se dig i øjene, og vide at det du gjorde, var frygtelig forkert. Men hvor føler jeg mig dum. At jeg ikke kunne se den side af dig, er mig stadig en stor gåde, som aldrig bliver løst. Til gengæld behøver jeg aldrig mere, at have noget med dig at gøre, og dét giver mig ro... *Jo mere du strækker sandheden, jo mere gennemsigtig bliver den*