Kvalitetstid...

De fleste unger elsker en tur i tivoli...
De fleste unger elsker en bif-tur med popcorn...

Det gør Laurits bestemt også,
men ved I hvad han også elsker...?

Han elsker, når mor slæber den store
madras fra sengen, ind i stuen.
Når vi henter dyner, puder,
bamser og guf.
Så ligger vi der, og nyder at det er
fredag og weekenden venter på os.

Laurits sikrer sig igen og igen,
at han må være oppe lige så længe
han vil...jeg bekræfter ham i dette,
og det kan jeg roligt gøre, for omkring
klokken 20.30 sover han trygt
ved siden af mig.

Så kan jeg rulle mig sammen ved siden
af min dejlig dreng, sætte en film på,
og bilde mig selv ind, at jeg når at se
den færdig...jeg når det sjældent:)

Fredagshygge...

*Børn er vores
største gave.
De er vores fremtid.
Det vi efterlader dem,
er det,
de vil huske os for*

Indianer & cowboy...

Man bliver aldrig for gammel til at prøve noget nyt.
Nogle gange kan det betyde, at man skal ud og
lege lidt
...men man bliver vel egentlig heller aldrig
for gammel til at lege vel?;)

Weekenden har stået i skydningens tegn.

Lørdag var jeg, med 14 andre personer,
ude og skyde med bue og pil.
Det har jeg prøvet en del gange efterhånden,
og det er rigtig sjovt.

Det ser nemt ud, men det kræver stadig
en mængde koncentration, og bedst som
man tror at man har styr på pilen, ja så viser det
sig, at det er den der har styr på dig;)

Søndag skulle jeg så prøve at skyde med pistol.
Jeg bliver nødt til at indrømme,
at det er noget af det mest spændende
jeg har prøvet længe!

Jeg var afsted med min dejlige onkel S,
og mit held er, at han er en suveræn læremester.
Tingene bliver vist et par gange, og så får jeg
selv lov til at prøve.

Respekten omkring skydning skal være der.
Der skydes med skarpt, og det sætter opmærksomheden
og koncentrationen i højsæde.
Jeg troede at jeg ville være lidt skræmt, men ret hurtigt
fandt jeg ud af, at miljøet på skydebanen tiltalte mig.

Jeg skød med to forskellige pistoler...
En kaliber 22 og en 9 milimeter.
Jeg aner intet om disse våben,
men det var den første som jeg skød bedst med,
og den overbevidste mig om, at det her
må jeg simpelthen prøve igen:)

Min dejlig onkel smider ikke om sig med ros,
så det er med at lytte godt efter,
når han fortæller, at det faktisk er ok skudt,
mens vi venter på at målskiven svæver hen mod os.

Det virker somom jeg ikke skyder i
spredt fægtning, men formår at holder mig
på det sorte af skiven...for det meste;)

Det er endnu en grund til at jeg må prøve
det igen. Det er den eneste måde jeg kan
blive bedre til at ramme 10'eren:)

Jeg er en glad lille cowboy...

Tøsehygge...

Der er ingen alder på tøsehygge.

Jeg kan tøsehygge med veninderne,
med kusinen på 12 + hendes mor,
min mor...og min dejlige mormor.
Tøsehygge har ingen alder,
det fandt jeg ud af i torsdags.

På grund af sneen, har mormor
ikke været så meget ude på egen hånd,
men torsdag var det tid.
Der var bestilt tid til frisør, der skulle shoppes
en ny bluse, og oses lidt.

Det var utrolig dejligt at opleve min
mormor, glad og smilende.
Det har været hårde 2½ måned siden
morfars død.

Min dejlige mormor takler sorgen på
sin egen måde.
Hun rydder op, græder lidt, finder minder,
græder lidt igen...hun deler sine tanker med
os, og det gør det nemmere at hjælpe
hende, og os selv, gennem den dybe sorg.

Vores bytur, tog vi i vores eget tempo.
Der var tid til at kigge og tid til pauser.
Inden turen gik hjemad, spiste vi en dejlig
middag, og sludrede endnu mere:)

Det var en træt mormor, der satte sig
i lænestolen...men jeg tror hun var glad.
Det var jeg, for jeg så den første spæde
start på foråret...jeg tror på at mormor
snart begynder at tage sig lidt småture,
og inden vi får set os om, finder hun selv
ned til byen, i hendes tempo.
...Men jeg håber at hun stadig har lyst
til en følgesvend, bare en gang i mellem:)

Min dejlige mormor...

*Den blomst
der vokser i modgang,
er den smukkeste
af alle*