Flashback...

Jeg er skidt, har feber og absolut ingen stemme):

Laurits er den mest omsorgsfulde unge,
man kan ønske sig, og det synes jeg skal
belønnes.
jeg lover ham varm cacao, og mens jeg står
og forbereder denne, kommer Laurits ud til
mig i køkkenet.

Den lille fyr kravler op på køkkenbordet,
og spørger om ikke han må rører i gryden.
Det får han lov til, og pludselig er det somom
jeg har været i situationen før.

Et tydeligt billede fra min barndom dukker op.
Dengang, når jeg var på besøg hos min
dejlige farmor, lavede vi ofte cacao.
Farmor lavede den fra grunden af, og jeg
husker det, som brugte hun den største gryde
hun kunne finde.

Min fineste opgave var at røre i cacaoen.
Mens vi ventede på at den blev varm, fik
farmor og jeg altid styr på hele verdensituationen:)
For mig, er det ét af de tydeligste minder, fra min
tid som barn, hos farmor.

Jeg blinker en gang, og er tilbage i mit eget
køkken, med min egen dreng, der nu sidder
og fortæller mig om sin eftermiddag til skak.

Jeg elsker disse stunder...

*Der er øjeblikke i livet,
Hvor du savner nogen
så meget,
at du bare ønsker,
at tage dem ud af dine drømme
og kramme dem rigtigt*

Den lille mand med den store stemme...

På Bredegaard bor en lille mand.

Den lille mand har boet der i mange år.
Han har mange ringe minder med sig, i sin rygsæk,
men på Bredegaard trives han.

Den lille mand bryder sig ikke om berøring.
Han går hellere en bue udenom, for ikke at komme
for tæt på.

Den lille mand hilser altid, når man passerer ham,
og på gode dage får man et par ord med på vejen.

Til aften havde jeg et ærinde i hans hus.
Jeg blev modtaget med et stort smil:
*Er det Jette fra Hus A...det var squ dejligt
at se dig!*
Lige så stille kom han over til mig.
Han stod helt tæt på mig, og pludselig lagde
han sin hånd på min arm, og klappede mig let.
*Det er fandeme dejligt at se dig Jette*

Jeg turde dårlig trække vejret...
Jeg har arbejdet på Bredegaard i over 4 år,
og det er første gang jeg har oplevet,
at have den lille mand så tæt på mig.

Jeg vælger at se det som et tegn på tillid,
og jeg ved at han, i dag, har haft en god dag.

Den lille mand med den store stemme...

*Livet er både en gave,og en opgave*

Mit hjerte bløder...

Han er her ikke mere...

Du kan lade tårene flyde, at han ikke er mere-
eller du kan smile, fordi han har levet.

Du kan lukke dine øjne, og bede til
at han må komme tilbage-
eller du kan åbne dine øjne, og se alt det
han efterlod.

Dit hjerte kan føles tomt, fordi du ikke kan se ham-
eller du kan være fyldt med den kærlighed I delte.

Du kan vende ryggen til i morgen, og leve af i går-
eller du kan glæde dig til i morgen, takket være i går.

Du kan mindes ham, og kun det at han er væk-
eller du kan hædre hans minde,
og lade det leve videre.

Du kan græde og lukke din sjæl,
være tom og vende ryggen til-
eller du kan gøre, hvad han ville ønske:
Smile, åbne dine øjne, elske og
fortsætte rejsen.


Jeg har ingen andre ord, der på
nogen måde kan udtrykke hvordan
jeg har det.
Min elskede morfar har fået fred,
og jeg må blive her, uden ham.

Jeg savner ham så meget.
Men morfar har kæmpet
sin kamp færdig, og er uden
smerter nu.
Med tiden vil min smerte
lige så stille forsvinde, og blive
til en smukt og dejligt minde
i mit hjerte.

Du må godt slippe nu morfar.
Vi elsker dig, og vi passer
godt på mormor.
...de ord sagde jeg til morfar
den nat.
Han valgte at slippe i en stund,
hvor han var alene.
Han sov, og vågnede ikke igen.

Jeg elsker dig morfar...

I venners lag...

Børneværelset summer.

3 unger sidder foran computeren,
med maven fuld af hjemmebagte boller.
I stuen sidder 2 tøser og tegner.
De fniser, mens de fortæller hinanden
hemmeligheder og drømme.
De har i fællesskab valgt at høre julemusik,
som der skråles højt med på;)

Laurits har inviteret sin legegruppe
fra 1.b med hjem.
2 drenge og 3 piger, som hygger sig i hinandens
selskab, og som skal finde ud af at lege sammen.
Det er tydeligt, at der ingen problemer er i det,
for snakken går lystigt.
Igen og igen hører jeg: *Hey, hallo, det der kan
jeg også!*, *Ej, hvor er den tegning bare flot...vil du
skrive I love you på den?* eller *Århh hvaad...!*:)

Jeg er hensat til at være den praktiske gris,
der sørger for boller, saftevand og frugt
...resten klarer de selv.

Jeg tror at de 3 timer de skal være sammen,
kommer til at suse afsted:)

*Vi holder ikke op med at lege,
fordi vi er gamle.
Vi bliver gamle,
fordi vi holder op med at lege*

Store øjeblikke...

Pludselig er den brudt...læsekoden.

Det ene øjeblik leger Laurits med bogstaverne,
og staver alt hvad han kan komme i nærheden af.
Det næste øjeblik, sidder jeg med en søn
der læser for mig.

Første gang jeg hørte det, fik jeg tårer i øjnene,
så stort syntes jeg det var.
Men endnu større var det, at se et par øjne
der lyste af stolthed og overraskelse over
at alle de bogstaver blev til ord og sætninger.

Der skal læses i 15-20 minutter hver dag,
fra mandag til fredag, og dette er nu blevet
en fast del af vores hverdag.
Fra uge til uge kan jeg se at Laurits bliver
bedre til ordene, og han brokker sig aldrig
når bogen bliver fundet frem.

Min store dreng...

*Viljen til at ville,
fremmer evnen
til at kunne*

Velvære...

I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo.
Hvor sjælen lytted mangen gang,
til fuglens glade sang.
Der er idyllisk stille fred,
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

Hygge og livskvalitet...

- Et stort spisebord med ekstra plade
- 4 skønne tøser
- Perler i rå mængder
- Stakke af kulørt papir
- Kaffe - med mælk:)
- Div. slags guf
- En søn der også hygger
- Grin, der gør ondt i maven - på den gode måde:)
- Nem aftensmad
- Summersby/rødvin
- Alvorlig snak - hvis der er brug for det
- koncentration
- Mere grin:)

...Hvis man samler alt dette på et sted,
så kan jeg garanterer for livskvalitet.

Jeg elsker mine kreative aftener,
med tøserne...

På gensyn...

Det er pudsigt med venskaber.

Man mødes tilfældigt, falder i snak,
og for nogen ender det der.
For andre, udvikler mødet sig til venskab,
og hvis man er heldig, bliver venskabet stærkt.

Så heldig er jeg.
Vores venskab sætter jeg stor pris på.
Jeg ved at jeg kan snakke med dig om alt,
og jeg ved, at jeg hos dig, altid får et ærligt svar.

Vi lytter til hinanden, og hjælper hinanden gennem
stunder hvor vi vakler,
og ikke ved hvad der venter forude.

Jobmæssigt, kommer vi fra to vidt forskellige
verdener, og det giver gode snakke.
Der er så mange ting fra din hverdag, som jeg
ikke kan forstå...Jeg stiller 1000 spørgsmål,
for at forstå hvorfor du vælger som du gør,
og jeg ser hvad der er af dokumentarer,
for at danne mig et billede af din hverdag.

Jeg har dyb respekt for dine valg...jeg kan ikke
altid forstå dem...men jeg har dyb respekt.

Jeg har længe vist at du var på vej igen.
Jeg har tænkt, at der var god tid
...men pludselig var tiden gået, og det var
tid til et *på gensyn*.
Jeg kiggede på dig og du spurgte mig, hvad
jeg tænkte. Jeg svarede dig, at jeg ikke gad
dette her...det *på gensyn*der var uundgåeligt.
Vi krammede hinanden og vidste at nu var det nu.
Vi kørte hver sin vej, og jeg syntes at jeg havde
været stærk...jeg havde ikke grædt mens du så det.

Men nu er du langt væk, og jeg er mig selv.
Jeg tuder...meget...

Jeg har sagt til dig, at du skal passe på dig,
og du har, gang på gang, sagt til mig,
at du vil gøre dit bedste.

Vær sød at gøre dit allerbedste
min kære ven...

Finans...

Jeg indrømmer det blankt...

Jeg fik en lille bitte klump i halsen,
da Laurits for første gang, satte
sin underskrift på et stykke
bankpapir.

Det er omstændigt at få sin helt
egen bankbog.
Man skal kunne sit navn,
sin adresse og så skal man
også finde det bedste kodeord i verden,
som ingen andre kan gætte...
og som far og mor også
kan huske;)

Når alt papirarbejdet er overstået,
skal man op til kassen, og sætte sine
opsparede penge ind på sin nye bankbog.
Han klarede det fint,
min skønne dreng:)

Velkommen til en
alvorligere del af verden...

Et øjebliks hygge...

Vinden suser udenfor mine vinduer,
og regnen siler.

Nyhederne kører på tv'et, som er
skruet helt ned.
En kop varm kaffe venter på mig,
mens jeg tjekker min indbakke.

Klokken er 10, og sønnen min
sover stadig.
Om lidt vil jeg tro at han kommer
trissende med sin dyne, og skal
der nusses i stor stil, så morgenen
får en god start.

Jeg nyder stunden...

*Livet er ikke
det værste man har,
og om lidt
er kaffen klar*

Hvor blev han af...

Det er ikke meget jeg ser til min søn for tiden.

Han er nået dertil hvor det ikke længere er
nok at mor forsøger at underholde ham.

Gode venner venter på ham, og han elsker at
være sammen med dem.
Om det er en planlagt legeaftale, som forældrene
har ordnet, eller om det er et bank på døren og:
*Hej, kan Laurits lege?*

Det er, som oftest, det første Laurits spøger om,
når han kommer ind af døren søndag, sammen
med farmand...*Kan jeg lege i denne uge mor, hva' hva'?*

Hittet her i vores ferie er, at få lov til at komme
ned og lege når vi har spist aftensmad.
At få lov til at være nede helt til kl.20
se dét er stort i min søns øjne.

Han er møg beskidt, men øjnene skinner
og smilet er stort:)

Som mor kan jeg mærke, at det er noget
jeg skal vænne mig til...altså det at mit barn
vælger tiden sammen med vennerne.

I et sekund ønskede jeg mig min lille
dreng tilbage.
Min dreng der var afhængig af mig.

Men det var kun et sekund, for der
sker så meget med ham i disse år,
og jeg vil rigtig gerne være med
på sidelinien:)

I går da Laurits kom op, sagde han:
*Vi skal ikke noget i morgen vel mor,
for jeg har altså en aftale med Mikkel
kl.12.00*

Nej, vi havde ingen planer,
så leg du bare min skat:)

Ud og oplev verden søn...

*Tror du København har åbent mor?*

Det spørgsmål fik jeg i morges.
Jeg fortalte at København altid har åbent,
og i dag var byen vores.

Vores børn, i dag, har super travlt.
Alt skal gå stærkt, helst være elektrisk
og meget af deres *udstyr* koster
rigtig mange penge.

I dag har vi slendret gennem
København i vores eget tempo.

Laurits har oplevet Rundetårn
for første gang i sit liv, og turen
op i tårnet var fyldt med spørgsmål.

Kanalrundfart i solskin, med følelsen
af skumsprøjt på hænderne, og:
*Jeg kan næsten nå loftet mor!*
...når vi sejlede under byens lave broer:)

Stille og roligt gik vi ned gennem strøget,
mens vi, gang på gang, nød synet af
mimere (hedder de det?), der stod
helt stille, ventende på, at en glad
sjæl smed en mønt, så de kunne bevæge
deres malede kroppe i flydende bevægelser.
Laurits var meget betaget af disse figurer,
men ikke nok til at han ville gå over og
smide en mønt:)

En BR butik måtte besøges, bare for at vise
moderen alle de ting Laurits ønsker sig
til sin fødselsdag.
Et par målmandshandsker fandt vej
til disken, og jeg blev belønnet med
et skønt smil:)

Vores maver fortalte os, at tiden var
inde til næring...
Jeg er i tvivl om, hvor meget af dette,
der er i et måltid fra Mac.Donald,
men pyt, I dag nydes livet fuldt ud;)

De små ben var ved at være trætte,
så besøget på museet *Believe it or not*
var valgtfrit for Laurits, men så snart han så
indgangen, var futterne friske, og vi måtte
ind i en verden fyldt med sjove, mystiske,
lidt uhyggelige og spændende ting.

På vej mod toget hjem, kom vi lige
forbi *Build a bear*-butikken.
Valde har to sæt tøj, og det er ikke
noget Laurits normalt går op i,
meeen der var en væg med
sportstøj til bamserne, så mor og søn
blev enige om at Valde trængte;)

Det var en glad, men træt dreng,
jeg havde med mig hjem til vores by.
En dag fyldt med oplevelser, der
ikke har kostet en formue, og som er
forløbet i vores helt eget tempo.

En helt igennem dejlig dag...

Lyden af drenge...

Glade råb på trappeopgangen...

Døren går op, og fem friske gutter
kommer væltende ind.
Smil på alles læber, og min søn,
der kigger på mig, med sine dejlige
øjne...*Er det ok, at vi er 5 moar?*

Ja, det er ok...især fordi alle fem,
danske- som udenlandske, sagtens
kan finde ud af og sige hej, når de kommer ind,
og stille deres sko i gangen.

For nogen kan det lyde vældig
gammeldags, men sådan har jeg det ikke.

Laurits er opdraget til at hilse,
når han kommer i andres hjem,
sige tak, og til at sige farvel,
når han går igen...det er en forventning
jeg har til ham, og som jeg ved at han
opfylder.

Jeg ved, at han måske ikke lige nu,
tænker så meget over det. At det kan smutte,
når han er træt...men jeg ved også at han,
som voksen, vil sætte pris på at hans
forældre har lært ham disse helt enkelte
sætninger, der gør at han kan begå sig
på en god måde, når han er sammen
med andre mennesker:)

Nå, men døren til drengeværelset
bliver lukket, og kort tid efter
lyder der latter og heftige forhandlinger.
Fodboldkort bliver byttet på kryds og tværs.
Et godt kort, for tre mellemgode, og sådan
flyver kortene gennem luften.
Når dagen er omme, har alle drengene
fået noget nyt og godt til deres mapper:)

Det er ved at være tid til aftensmad, og da
jeg banker på og åbner døren, bliver jeg
mødt af en duft, blandet af varme drenge,
efter en fodboldkamp og bare fødder med
græs mellem tæerne:)

Én efter én drager de små gutter afsted,
efter de har forhørt sig om, hvad menuen
står på hos os, og pludselig ved jeg også,
hvad tre familier i Rugmarken skal indtage;)

Da jeg putter min trætte dreng i sin seng,
snakker vi om dagen i dag...
*Ja, og jeg havde 4 venner med op på
mit værelse*.

Det har været en god dag...

*Vi er venner,
i solskin
og skygge*

Hvem skulle ha' troet det...

Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi.

Den, her på bloggen, før nævnte
solsikke, som var Laurits' skoleprojekt
blomstre!!

Ja, man ville nok have forsvoret det,
men billedet her, beviser,
at jeg på mystisk vis,
har gjort noget rigtigt,
for resultatet ses tydeligt.

Nu håber jeg bare, at den ikke
er visnet inden Laurits ser det:)

Plante smil,
og plante solskin...

Jeg kan mærke at jeg lever...

Det har været en pragtfuld dag.

Vi har hygget, grint, sludret og
vi har leget.
Det var skønt, at vise ungerne
at man aldrig bliver for gammel til at spille
rundbold.

At høre sin søn svare *JA!*, da morfar
spurgte om det havde været
dejligt at de voksne var med
i spillet, gjorde mig endnu mere glad:)

Det er rart at give los en gang i mellem,
og bare slippe legebarnet løs, og så blæse
på hvad alle andre mener om den sag.
Billedet viser, med alt tydelighed, at der
var en stor kvinde på banen, men denne
store kvinde var ligeglad med størrelsen,
for hun hyggede sig 100% med sin søn
og alle de dejlige gæster som var med til
at gøre fødselsdagen ekstra skøn
...og læg lige mærke til at bolden er grebet;)

Jeg kan mærke at jeg lever...

*De fleste mennesker
er lige så lykkelige,
som de beslutter sig
til at være*

Arbejde med bonus...

For mig, er det, at tage på beboerferie til Tyrkiet,
også arbejde.
Men at få lov til at opleve en gruppe skønne mennesker,
nyde deres liv så meget i fremmede omgivelser,
det ser jeg som en bonus.

...og min egen bonus må være, at gå ned i det lille hotels have,
der byder mig velkommen med alle slags dufte,
og en ro jeg trænger til, efter at have været på hele dagen.

Her finder jeg et smukt ferskentræ, og jeg udvælger den
fersken der ser mest uimodståelig ud...og plukker den.
En sådan frugt smager altså bedre direkte fra træet:)
Jeg nyder saften og smagen, og den tid det tager mig
at spise den.

Og så er det tid at være pædagog igen...

*Mange mennesker har mistet
deres del af lykken,
ikke fordi de ikke fandt den,
men fordi de ikke standsede op
for at nyde den*

Livshistoriebog...

Skøn læsning for en mor...

*Drøm det

du ønsker at drømme.

Tag derhen

hvor du ønsker at være.

For du har kun ét liv,

og én chance til at

gøre alle de ting

du ønsker at gøre*

Om at fange øjeblikket...

Jeg elsker at fotografere.

Jeg har så mange skønne og smukke
*modeller* omkring mig, som jeg jævnligt låner:)

I et stykke tid har jeg prøvet at udfordre
mig selv.
Jeg har søgt andre måder at tage
billeder på, og det gør det endnu mere
spændende.

Jeg har været så heldig at få lov til at
fotografere de skønneste unger,
som alle har haft en lidt svær start på livet.
Det blik og den livsglæde jeg får fra dem,
forsøger jeg at fange med kameraet...og det
er ikke svært, for de har så mange smil,
som de rundhåndet deler ud af.
En billede i *græsplæne-højde*, et i strandkanten
eller en smuk konfirmantinde i kirken...de unger
er bare dejlige:)

Lillebror måtte stå for skud, og selvom han ikke
mente at han var god til at få taget billeder,
så lønner det sig at have en god tålmodighed.
Efter lidt tid, og en sludder om alting og ingenting,
var han så tryg, at kameraets tilstedeværelse ikke
længere var i fokus...og det er dér de bedste billeder
bliver til:)

Et kærestepar, som ser frem til snarligt bryllup,
bliver fanget i linsen, mens de nyder solskinnet
på det forårsgrønne græs.
Blikkene de to sender hinanden, forsøger jeg
at fange ind,
og nyder at mennesker kan se så forelskede ud.

Alle disse opgaver sætter jeg stor pris på.

...Den største opgave, er dog den seneste
jeg har haft.
Min dejlige kollega er gravid, og hun spurgte
om jeg ville tage billeder af hende.
Jeg blev meget glad og stolt over, at jeg
blev tildelt den opgave, som i høj grad
kræver tillid og tryghed...og samtidig tænkte
jeg også på, om jeg kunne finde ud af det.
Jeg ville så gerne kunne fange det blik,
som kun en vordende mor kan have, når
hun kigger på sin mave.

Om det lykkedes må være op til modtageren
af billedet...jeg mener selv at jeg fangede det:)

Jeg elsker at fotografere...

Udlejes...

Hyggelig hybel udlejes.

Perfekt lille sted, med plads til
nystartet familie.
Der kan være lidt problemer med
træk, men hvis den fores godt,
er det ikke længere et problem.

Udsigten er smuk, og der er
mulighed for at vågne til en
unik solopgang hver morgen.

Det er værd at nævne, at dette
dejlige sted ligger i en god højde,
så ungerne tryg kan flyve fra reden
når tiden er til det.

*Som den gamle fugl
sjunger,
så pipper dens
unger*

Om at dele ansvaret...

I denne uge skete det så...
Jeg har frygtet denne dag, og vidst
at den ville komme på et tidspunkt.
Jeg har ikke haft tid til at forberede Laurits,
men kan kun håbe på at han er klar.

Citat:
*...Og i denne uge er 0b's flotte
solsikker klar til at komme med hjem!
Eleverne har har passet og plejet
dem så fint, og de går højt op i proccesen
omkring disse...*
...citat slut.

Jeg bli'r tør i munden og
våd i hænderne.

Jeg er virkelig ringe til det med blomster.
Her vil de mennesker der er tæt på mig,
nikke og fnise...den er go' nok, hun fungerer
ikke med potteplanter i nærheden.

Jeg kan ikke holde liv i dem.
Blomsterne, hvis der er sådanne vedhæftet,
falder af, og bladene hænger faretruende.

Til mit forsvar, må jeg sige at potteplanter
ikke interesserer mig det mindste.
Jeg gider dem ikke...nusse, småsnakke
og nibbe, nej, det er ikke mig.

Til gengæld kan jeg holde liv i en smuk
buket i 3 uger:)

Men alt dette ved min søn ikke.
Han tror fuldt og fast på, at hans
solsikke er i trygge hænder hos mor.

Det er her jeg mener, at han skal lærer
ordet *medansvar*.
Vi skal være to om det...og så kan det
være at vi skal snakke med
farmor & bedstefar om en plejeordning
i deres have:)

Plante smil og plante solskin...

Værd at huske...

Dagen i dag, er din min ven

dagen i går, kommer aldrig igen.

Dagen, den er her, lige nu,

det som skal ske, det skaber du.

Fyld den med glæde, varme og ro,

så andre kan føle, din dag er go'.

Hvor der er vilje, der er der vej,

du vælger selv vejen, den skabes af dig.

Dagen i dag, er ganske kort,

og du har så meget at give bort.

Et smil, et knus, et forstående ord,

det kan du gi', uden det koster dig spor.

Glæder du andre, viser det sig,

skyerne spredes, også for dig.

Du kan forskønne dit liv, som du vil,

positive tanker, er det der skal til.

Dagen i dag tilhører dig,

dagen i morgen, kender du ej.

Du ved ikke, hvad den bringe vil,

du ved faktisk ikke, om du stadig er til.

Så dagen i dag, du udnytte må,

selvom den måske tegner lidt grå.

Som du forstår, er det op til dig,

hvordan din dag, den skal forme sig.

Forår...

Jeg snuser ind, og kan dufte foråret.

Jeg elsker denne tid, hvor alting pibler frem,
dagene bliver længere og solen stærkere.
Det, at hænge vinterfrakken væk, og skifte
støvlerne ud med bare tæer...vi har jo rundet
1. april...det er lykken for mig.

Jeg har haft meget om ørene i den seneste tid,
og på et tidpunkt troede jeg at foråret ville være
forbi, før jeg nåede at nyde det.

Men jeg var heldig.

Jeg nåede at gribe fat i mig selv, og stoppe op.
Det er jeg faktisk blevet bedre til...

at husk mig selv...

*Der er ingen vej
til glæden.
Glæden er vejen*

Et stille farvel...

*Når et gammelt menneske dør,

forsvinder der et bibliotek*

Maja er død.

En vidunderlig, kærlig og klog kvinde
er her ikke mere.

Jeg rammes af dårlig samvitighed...
jeg burde have besøgt hende mere,
smuttet ind forbi genbrugsbutikken,
og sagt hej...men jeg nåede det ikke.

Maja vidste godt at min verden var fyldt
med gøremål, og hun vidste at jeg tænkte
på hende ofte.
Vi gav altid hinanden et stort knus,
som skulle holde til næste gang vi sås...
men jeg vidste ikke at jeg havde givet hende
det sidste knus...

Maja har givet mig så meget, og jeg er
lykkelig for at hun har været en stor og
betydningsfuld del af mit liv.

Englene smiler nu Maja,
for du er hos dem...

Fastelavn er mit navn...

Uret ringede tidligt i morges.

I dag skulle ungerne komme udklædte i skole,
og Laurits havde bestemt sig for at være Ben 10.
Jeg havde været i legetøjsbutikken, og finde
det sidste sæt udklædningstøj i hans størrelse.

Til daglig er Laurits fuldstændig ligeglad med,
hvilke tøj han får på. Han skal bare have noget på,
og så afsted:)

Jeg fandt udklædningstøjet frem...Laurits kiggede
på det, med en rynke i panden...han fik blusen på,
men da vi nåede til bukserne kom det fra ham:
*Jeg er altså for genert til de bukser mor!*

Ben 10's tøj består af en t-shirt og et par ganske
almindelige bukser...og et ur der kan lave ham
til forskellige monstre.
Uret har Laurits købt for sine egne penge, for
længe siden, så det skulle selvfølgelig også med,
men bukserne, dem fik jeg ham ikke i.
Vi kom afsted uden, og Laurits var glad.

Da jeg kom ned på sfo'en og hentede ham,
havde han været den eneste Ben 10, og det
syntes han var lidt sejt;)

Der blev serveret varm cacao og fastelavnsboller
ude ved bålet.
Vi satte os, og nød den varme drik,
på en kold men smuk dag.

Da vi var færdige, drog vi over græsplænen, og
hjem til 100% fredagshygge.

Nu sidder vi i hver vores ende af sofaen,
med fredagsslik, dyner, Nintendo, X-factor
og bamser i alle varianter:)

Hygge hele vejen igennem....

*Fastelavn,
er mit navn,
boller vil jeg have...
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade*

Tanker fra en 6 årig...

*Gør det ondt at dø mor?*

Laurits kigger på mig, og forventer et svar.
Jeg vælger at være ærlig.

Det er ikke første gang at Laurits
forholder sig til døden.
Han har, fra han var ca.3½ år, vidst at
Afrika-mor døde da han var 8 dage gammel.
Dengang talte vi med ham, om emnet på én måde,
og senere har han fået lidt mere af vide.

Jeg svarer Laurits, at jeg ikke ved om det
gør ondt at dø...jeg tror ikke at gør ondt,
men ingen ved det.
Jeg spørger ham, hvad han selv tror,
og han kigger på mig og fortæller mig,
at han mener det samme som mig.
Vi snakker om, at ingen jo kan fortælle
os det, og at det her ville have været rart
at kunne ringe op til Afrika-mor og spørge hende:)

Det er sent nu, og Laurits har sovet længe,
men spørgsmålet vil ikke slippe mig.

Jeg er så glad for at min søn tør- og kan stille
de store, og til tider svære spørgsmål.
...det betyder at jeg også skal forholde mig til
disse tanker, for at hjælpe ham på vej.

Jeg har det svært med døden.
Jeg kan ikke overskue tanken.
Men min søn forventer at jeg har en holdning,
som han kan læne sig op af, og være tryg.
Så jeg vælger at være ærlig overfor ham,
og overfor mig selv.

Sammen får vi styr på de store spørgsmål...

*At give slip
er ikke det samme,
som at miste grebet*