Tanker fra en 6 årig...

*Gør det ondt at dø mor?*

Laurits kigger på mig, og forventer et svar.
Jeg vælger at være ærlig.

Det er ikke første gang at Laurits
forholder sig til døden.
Han har, fra han var ca.3½ år, vidst at
Afrika-mor døde da han var 8 dage gammel.
Dengang talte vi med ham, om emnet på én måde,
og senere har han fået lidt mere af vide.

Jeg svarer Laurits, at jeg ikke ved om det
gør ondt at dø...jeg tror ikke at gør ondt,
men ingen ved det.
Jeg spørger ham, hvad han selv tror,
og han kigger på mig og fortæller mig,
at han mener det samme som mig.
Vi snakker om, at ingen jo kan fortælle
os det, og at det her ville have været rart
at kunne ringe op til Afrika-mor og spørge hende:)

Det er sent nu, og Laurits har sovet længe,
men spørgsmålet vil ikke slippe mig.

Jeg er så glad for at min søn tør- og kan stille
de store, og til tider svære spørgsmål.
...det betyder at jeg også skal forholde mig til
disse tanker, for at hjælpe ham på vej.

Jeg har det svært med døden.
Jeg kan ikke overskue tanken.
Men min søn forventer at jeg har en holdning,
som han kan læne sig op af, og være tryg.
Så jeg vælger at være ærlig overfor ham,
og overfor mig selv.

Sammen får vi styr på de store spørgsmål...

*At give slip
er ikke det samme,
som at miste grebet*