Julen...

Så er julen overstået.

Jeg går og prøver at tage mig sammen til at pille julepynt ned...

det bliver nok i morgen:)

Juleaften tog Laurits og jeg til Græsted.

Her ventede onkel S, tanten og min dejlige kusine.

Senere dukkede mormor, morfar, oldemor og oldefar op.

Alt foregik i et dejligt og roligt tempo, og Laurits vimsede lidt rundt.

Han var meget bevidst om hvad der skulle ske,

men han var ikke så utålmodig som jeg havde troet.

Han øvede sig i at gå rundt om juletræet, helt alene...

en god kunst at kunne;)

Julemaden var helt vidunderlig, og den nød vi alle.

Laurits glædede sig vildt til risalamanden, for han var

fuldstændig sikker på at han og onkel S ville finde mandlen...

han fik næsten ret.

Der var, helt tilfældigt, en mandel hos Laurits

og så var oldefar heldig;)

Vi travede rundt om træet og ungerne fik delt gaver ud.

Der var mange dejlige ting,

og Laurits gik i gang med at lege med det samme.

Onkel S kørte os hjem, og vi nåede ikke ud til

rundkørslen, før min dejlige dreng sov.

Der er ingen tvivl om at han havde hygget sig.

Det var meget dejligt at være sammen med familien,

men det var også en underlig jul.

Forandringerne bliver tydelige nu, og det kræver tilvænning.

Et skridt af gangen...

Forandringer...

Hvordan forbereder man bedst sit barn på,
at der inden længe vil ske store forandringer i hans liv?

Der er ingen nem måde at gøre det på.

Jeg tog ham på armen, og gik ud til far i køkkenet.
Her fortalte vi ham at der vil ske ændringer i familien.
Vi brugte enkelte ord, som var nemme for Laurits at forstå.
Vi sammenlignede med ting fra hans dagligdag,
som han kunne forholde sig til.
De to vigtigste sætninger vi brugte var,
at det ikke er hans skyld, og at vi elsker ham meget højt.

Det var tydeligt at han forstod noget, men ikke det hele...
men skal man også det, når man kun er 5 år?

Da vi, nogle timer senere, spiste aftensmad, spurgte Laurits
om vi ikke lige kunne fortælle ham det med de to værelser igen.
Han kunne ikke huske, hvad vi havde sagt?
Vi tog snakken igen, og han forstod lidt mere.

Vi afventer begge en reaktion fra ham, og jeg tror den kommer
når de næste tiltag går igang.
Der er plads til alle spørgsmål, og undren.
Han skal have styr på det hele i sit lille hovedet,
og det skal vi hjælpe ham med.

Mere afklaring...

*Smukke ord
er ikke altid
sande,
og sande ord
er ikke altid
smukke*

Nissen Kanelius...

Laurits har haft Kanelius med hjemme fra børnehaven i dag.

Det er en skøn lille nisse, som er med børnene hjemme på skift.
Han laver en del ballade, så man skal holde øjne og ører åbne.

Til aften hoppede han op på en af de høje hylder,
og Laurits ledte og ledte.
Senere var han igen væk, og da han blev fundet,
spurgte Laurits hvorfor han blev væk, når Laurits forlod rummet?
Jeg måtte være ham svar skyldig, for jeg stod jo med ryggen til,
hver gang Kanelius forsvandt;)

Da de var blevet puttet, og jeg troede Laurits sov,
listede jeg mig ind på værelset med en pose
pebernødder og kameraet.
Jeg strakte mig ind over Laurits og skulle lige til at sætte
pebernødderne i sengen, da Laurits pludselig kiggede
på mig med meget søvnige øjne, og spurgte hvad jeg lavede?

Hold da op hvor blev jeg forskrækket!...
og det var bare om at finde en god undskyldning.
Jeg strøg ham over håret og sagde at jeg bare ville se om han sov.
Jeg tror ikke at han hørte det, for øjnene var allerede smuttet i,
og en snorken truede i det fjerne:)

Det er hvad man får ud af, at prøve at snige sig ind på sin søn:)
Jeg lod 10 minutter gå, og så prøvede jeg igen.
Denne gang gik det gnidningsfrit, og jeg kunne printe billeder ud,
som blev sat i Kanelius' dagbog.

I morgen vil de to finde en pose pebernødder
som kan deles ud i børnehaven, mens ungerne hører
hvad Kanelius har oplevet hos Laurits.

Der sad en lille nissemand...

*Bamseknus
og bamsesang,
en trofast ven
dagen lang*

Guldkorn...

Laurits står og skræller en clementin.
Pludselig si'r han:
*Moar, er der egenlig nødder i denne her appelsin?*
(altså sten)
Vi begynder at grine højt, og Laurits kigger
på mig, og si'r:
*Hov, fik du lige en nød der!?*

Det kan godt være at man skulle ha' været der
...men for pokker hvor lød det sødt:)

Skønne spørgsmål
i en skøn alder...

Nu bæres lyset ind...

Forældrene venter spændt.

Laurits har sikret sig at han ved hvor jeg sidder,
og så er han smuttet igen.

Nu dæmpes lyset og vi bliver stille...alle har fingerne på kameraet.

Lige så stille hører vi dem komme.
Det lysner i døren og dér er de...
I en lang række indtager de rummet, med deres smukke sang.

Med ét blitzer det alle steder fra!
Alle må have billeder af de skønne små incl. mig;)

Laurits og jeg får øjenkontakt, og jeg ser hans glade smil.
For pokker hvor er jeg stolt af min søn!

Lige så stille forlader de rummet igen, og jeg lister efter dem,
for at få et sidste billede...og det var heldigt, for billederne på
stuen blev ikke gode.

I fællesrummet står min smukke dreng,
fint med sit lys mellem sine hænder.
Han finder mig i vrimlen, og jeg får et kæmpe knus...
*Så du mig mor, gjorde du hva'?*

En dejlig eftermiddag...

*Hvis nogen siger til dig,
du ikke kan gøre noget bestemt,
ja, så hold op med
at lytte*

En lysebrun Lucia...

Laurits har set frem til torsdag længe.

Der er blevet øvet sang, øvet trin, og håbet på
at man nu kan versene helt...
Der skal være Luciaoptog i børnehaven på torsdag!
Jeg spurgte hvem der skulle være Luciabrud.
Laurits svarede:
*Jeg ved det ikke, men jeg håber på Louie!
Jeg tror han vil være flot med alle de der lys i håret!*
Ja, det skal blive spændende at se,
hvem der ender med 1. pladsen;)

I dag da jeg kom hjem fra arbejde,
var Laurits lige kommet hjem fra børnehaven.
Vi mødtes ved cykelstativet, og Laurits ville gerne
vise mig hvad han kunne.
Han kiggede lige frem, foldede hænderne,
og begyndte at gå hen af fortorvet,
mens han skrålede Luciasangen!

Det var bare så fint, og moderen måtte
blinke et par gange, så tårene ikke løb deres vej:)
Der kom flere forbi, som kikkede langt efter Laurits,
men det lod han sig ikke forstyrre af.
Han blev ved med at gå lige ud til begge vers var sunget.
Så drejede han rundt på hælene, og tog så hele sangen
en gang til, mens han smilede over hele hovedet:)

Jo jo, han er klar, den lille.
Jeg må hellere huske kameraet:)

En lille lysebrun Luciadreng...

*Tak
fordi du prøver
at finde noget
der vil glæde mig -
noget fjollet,
smukt
eller fantastisk nyttigt*

Da mor var barn...

Laurits spurgte mig den anden dag, hvor jeg havde købt
den lille pige, der stod ved siden af lyset?

Den pige bringer altid dejlige minder frem, når det er jul.

Min mormor og morfar holdt i mange år 1. søndag i advent.
På hvert barnebarns plads stod der en lille lysestage.
Det var en fast tradition, som jeg så frem til hvert år.
Jeg syntes altid at den lille pige så så smuk ud,
og jeg holdt godt øje med lyset.

Jeg elskede når vi kom ind til mormor og morfar,
og så det flotte julebord, der var dækket med lune æbleskiver,
gløgg, clementiner og alt muligt guf.
Hele familien var samlet, og vi hyggede os rigtig meget.

Da jeg blev teenager, syntes jeg ikke altid at det
var sjovt at skulle afsted...
men i den alder er der ikke noget der dur vel;)
Det endte dog altid med at jeg morede mig alligevel,
og stadig stod den lille pige på min plads, og mindede mig
om at mormor og morfar havde brugt meget
energi på at gøre denne søndag hyggelig.

Jeg tror nok at det var da jeg fyldte 18 år,
at den lille pige blev min.
Jeg fik den hjem, og jeg elsker når jeg åbner kassen
med julepynt, og hun dukker frem fra dybet.

Hun minder mig om en tid, som jeg elskede...

*Jeg vidste ikke at
jeg kunne opleve
et sådan under.
Jeg vidste ikke
at kærlighed
kunne være sådan*

Julemåneden er igang...

December er over os.

Jeg har altid elsket julemåneden.
Jeg sætter en af julecd'erne på, og så skal der ellers pyntes op.
Adventskransen skal gøres klar, og julekortene skal indkøbes.

...det er sådan det plejer at være...men i år ser det anderledes ud.
I aften får jeg lige sat adventskransen op, og i morgen
finder jeg lidt pynt frem, så her ser ud somom
det er ved at være jul.
Det foregår ikke helt med samme begejstring som sidste år,
men Laurits skal mærke at julen er nær.

Når moderen ikke kan skabe julestemning,
så er det godt vi har mormor og morfar.
I lørdags kom de med Laurits' pakkekalender.
Der blev helt stille, mens Laurits kigge på de mange pakker...
uha, det var stort:)

I dag har han så ventet med længsel på at aftensmaden
var overstået, så han kunne pakke den første gave ud...
et smart byggesæt med rigtige skruer, plader og værktøj.
Det var lige noget for både sønnen og faderen!

Julen nærmer sig...

Kom så onkel Michael...

Min dejlige lillebror er på Sjælland for at arbejde i denne uge.

I dag skulle Laurits og jeg til spaghettigudstjeneste,
og vi fik lokket onkel med;)
Michael har et lidt anstrengt forhold til kirken...
eller også er det bare til præsten i vores kirke,
og det kan man nok ikke helt fortænke ham i;)

Vi mødtes og Laurits fik vist onkel hvor vi skulle sidde.
Øv, alle pladser på forreste række var optaget,
det er ellers det sejeste sted at sidde, i følge Laurits:)
Vi fik sunget salmer med fagter og børnene blev samlet
ved altret, for at høre historien om julen.

Laurits sluger det råt.
Han er helt stille, og når de andre børn rækker hånden op,
for at svare på spørgsmål, så ryger Laurits' finger også i vejret.
I dag kunne han dog ikke svare på spørgsmålet om
hvad de tre vise mænd havde med som gaver;)
...men pyt med det.

Så blev det tid til spaghettien, og den tror jeg lillebror
havde glædet sig til.
Vi spiste, hyggede og fik styr på verdensituationen.
Så gik vi forbi køkkenet, sagde tak for mad,
og turen gik hjemad.

Jeg er ikke i tvivl om at Laurits nød at
onkel Michael var med i kirken.
Han talte meget om det, efter vi havde sagt farvel.
De to har altid været meget tætte, og jeg kan mærke
at Laurits nyder tiden sammen med ham.

På mange punkter, som 2 dråber vand...

Skolestart...

I morges fik jeg en sludder med Laurits' kontaktpædagog Stina.

Der skulle lige styr på om han er klar til skolestart.
Jeg har før skrevet at vi mener at han er klar, men det er vigtigt
at børnehaven også er enig.

Hun fortalte mig at Laurits er
fuldstændig klar til at starte i børnehaveklasse!
Efter denne dejlige besked, fortsatte hun med at rose ham.
Han klarer sig rigtig godt i børnehaven, og han er en god dreng.
Stina fortalte at den der vil have sværest ved at Laurits stopper
til sommer...er hende:)
De to har altid været tæt knyttet.

Laurits har været rigtig heldig.
Stina har formået at skabe gode og trygge rammer for ham,
og det tror jeg har hjulpet meget,
også i forbindelse med hans adoption.
Han har haft en hård start på livet, og vil nok altid have
brug for, at der er en god og tryg kontakt til de
lærere og pædagoger der snart skal tage over,
i det nye kapitel i hans liv.

Hvor er det en dejlig besked at få.
En ting er at han klarer sig godt, det er dejligt at vide...
men at han er en god dreng, siger meget mere om Laurits.
Min dreng er sød og dejlig, og han gør sin mor varm om hjertet,
når hun får sådan en besked.

Jeg er sikker på at når han, om ikke så længe,
skal forholde sig til store omvæltninger i familien,
så klarer han også dette.
Han er omgivet af menesker der elsker ham,
og kun vil ham det bedste, og når man er det,
så skal man også nok klare selv de svære ting.

Min store dreng...

*Vi elsker ikke mennesker
fordi de er smukke
vi synes de er smukke,
fordi vi elsker dem*

Fornuftige ord...

I eftermiddags, på vej ned til Heidi, siger Laurits pludselig til mig:

*Mor, jeg så en tegnefilm hvor en mand skød på spidermann,
og han skød igen...Det må man altså bare ikke!!
Man må ikke skyde på andre mennesker!
Hvis spidermann gør det igen, så er der altså én der må
snakke med hans mor, eller kalde på en voksen!
Eller også må spidermann gå over til manden
og sige undskyld, er det ikke rigtigt mor?*

Hvad kan jeg gøre, andet end at kvæle grinet,
og give min søn ret...
man må altså ikke skyde på andre mennesker! ;)

Der var nok nogen der kunne lære
af min 5-årig...

Pyparty...

I går holdt jeg det årlige pyparty.

I 10 år er jeg og 5 skønne tøser mødtes hos mig.
Vi spiser dejlig mad og ordner hele verdenssituationen.
Senere på aftenen hopper vi i py'erne, og så bliver der
redt op i stuen.
På med en tøsefilm, og så er der dømt hygge.
Næste morgen laver jeg brunch og så skilles vi igen,
efter en dejlig weekend.

Sådan plejer det at se ud.

I år er alting anderledes, men her træder skønne veninder til.
Heidi lagde hus til i år, men hyggen og
tøsefnidderen var helt den samme;)
Det var bare så dejligt at se alle igen.
Nogle af pigerne ser kun hinanden den ene gang om året,
så der skal jo snakkes:)

Der sker en masse fra år til år.
Flere havde skiftet job i årets løb, én var flyttet sammen
med kæresten, en anden er gravid...
skønt at høre alles historier.
I år sov vi ikke sammen, men snakkede til langt ud på aftenen.

Da alle var taget afsted, og Heidis hjem lignede sig selv igen,
tog Pia og jeg hjem til mor og far, for at overnatte.
Vi lå i stuen og gassede den, som to 10 årige.
I morges blev vi vækket kl.8.00, og kunne gå ud i køkkenet
til en lækker brunch...det var bare dejligt:)

I løbet af formiddagen gik jeg hjem, og her var gang i oprydningen.
Det smittede af, så da Laurits og jeg blev alene
fortsatte jeg med at rydde op ug ud.
Hold da op, hvor bli'r der meget plads i ens klædeskab,
når alt er væltet ud på gulvet;)
Nu er der lagt rent på sengene, og vaskemaskinen snurrer
for sidste gang i dag.
I morgen tager jeg hul på en ny uge,
med alt hvad det indbefatter.

*Det gælder ikke om at
gøre tingene rigtigt,
men at gøre de rigtige ting*

Informationsmøde...

I aften har vi været til informationsmøde på
Laurits' kommende skole.

En meget mærkelig fornemmelse, at gå ind på en skole,
som ens søn skal bruge så mange år på.
Det var en meget god aften, med mange nye tanker.

Det er en stor omvæltning for ungerne at komme fra børnehaven,
hvor der, helt naturligt, f.eks er indhegnet...til en skole og SFO
hvor der, helt naturligt, IKKE er hegn nogle steder!
Det var der en del spørgsmål om:)
Men som den yderst sympatiske skoleleder sagde:
*Bare rolig, vi har ikke mistet nogle unger endnu!*;)

Jeg har længe tænkt at Laurits er klar til skole,
men som lærene nævnte at er det så vigtigt at vi taler
med børnehaven, for de kender altså vores børn
på en helt anden måde.
Skolelederen sagde flere gange, at det er bedre at starte
senere i skolen, end for tidligt.
Det kan blive et stort nederlag for barnet,
at komme igang for tidligt.

I næste uge tager vi lige en snak med vores dejlige
kontaktpædagog i børnehaven, så hun kan vejlede os.

Skal, skal ikke...

*Hvis vi tager vare
på begyndelsen,
vil slutningen
tage vare på sig selv*

Stilhed på bloggen...

Kære alle!

Det kan være at der i det næste stykke tid vil
være stille her på bloggen.
Herhjemme er der voldsomme ændringer igang,
som kræver alt min opmærksomhed.

Det er vigtigt at dette kommer på plads,
og at det bliver gjort på en ordenlig måde,
så tiden til blogindlæg kan være lidt snæver.

Jeg lukker ikke ned, men kan være lidt sparsom
med oplevelserne.
Jeg håber stadig at I vil kigge forbi en gang i mellem.

Stort knus fra
Jette

*Det er altid godt at vide
hvor man har sin familie
og sine venner,
uanset om man behøver dem eller ej*

Jeg går farmor i bedene...

Siden Laurits var helt lille,

har jeg holdt på at han skulle klippes af en rigtig frisør.

Svigermor klipper drengene i familien, men ikke Laurits.

Jeg var sikker på at det kunne gøre *ondt* i krøllerne.

Fornylig læste jeg et indlæg på *zonen*, om andre familer

der klipper deres adoptivbørn med en trimmer.

Vi blev enige at det måtte prøves.

Da jeg kom hjem fra Indien, havde far og søn talt om dette,

og Laurits insisterede på at mor skulle fører trimmeren.

I dag tog jeg kampen op.

Laurits blev placeret ude på badeværelset, og så gik vi igang.

Hold da op et mas med at komme gennem krøllerne.

Det var altså ikke helt forkert, det med at krøllerne kan gøre ondt...

Laurits gav sig flere gange.

Jeg gjorde det så forsigtigt jeg kunne, men blev nød til at

fortsætte, for jeg var nået halvvejs.

I mit stille sind tænkte jeg på en akuttid hos frisør-Erik.

Da først jeg var gennem afrokrøllerne, gik det væsentlig nemmere.

Laurits syntes at det var helt hyggeligt, men glædede

sig dog til brusebadet bagefter:)

Han er godt nok blevet korthåret,

men min kønne dreng kan bærer det. Han har en flot hovedform.

Frisør bliver jeg aldrig...

Indskrivning...

Så kom brevet...

Det er tid at Laurits skal indskrives til
børnehaveklasse, til næste år.
Hold da op!

Hvor blev årene af?
Det er da kun et øjeblik siden, at jeg stod og kiggede på ham,
da han lå i sin fine overdragelsesdragt, i den lille tremmeseng
på børnehjemmet.
Han kiggede op på mig med store brune øjne.
Han var 6 mdr., og hele vores verden ændrede sig.

Nu er han 5 år, og til næste sommer, på hans fødselsdag,
skal han starte på et nyt kapitel i hans liv...og i mit.
Min dreng er blevet stor...og det kan være lidt svært at følge med.

Tiden går alt for stærkt...

Arbejdet kalder...

Min sidste feriedag.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at skrive min rejsedagbog ren, så mor, Susanne og Karen kan få et eksemplar...og den er til fri hyggelæsning,

hvis nogen er interesseret;)
Jeg ville ikke have undværet denne uges ferie.
Jeg har fået ferieminder på plads i mit hovedet,

og min krop er også *indstillet* på Danmark igen;)
Det ville ikke have været det samme, hvis jeg skulle have været

på Bredegaard i tirsdags, sådan en tur skal synkes og bearbejdes.
Men nu er jeg klar, og som altid glæder jeg mig til at se mine
beboere og mine kollegaer igen.

I formiddags var Laurits og jeg i mødregruppe.
Det var hyggeligt, men vi var drivvåde efter en cykeltur
i silende regnvejr. Hold da op hvor vi frøs!
Da vi kom hjem hjem fik vi tørt tøj på, og Laurits fandt
MGP cd'en frem, som han skrålede med på, mens han
spillede computer...hyggeligt:)

I morgen har jeg været så heldig, at få mulighed for at komme
til foredrag med BS Christiansen, sammen med Heidi og Henrik.
Det glæder jeg mig meget til.

Nu er det ved at være tid til *Sommer*, og så er det på hovedet i seng.

Hverdagen kalder...

Hjemme igen...

Jeg har nu været hjemme et par dage, efter mit livs ferie.

Undskyld at jeg ikke har skrevet før, men turen skulle lige sætte sig,
og jeg skulle lige *lande* rigtigt.
Turen kan beskrives med tre ord:
Storslået, vidunderlig og uforglemmelig.
Hvis jeg skulle beskrive det hele her, ville du nok blive træt af at høre på mig;)

Jeg har reddet på elefant, jeg har set en tiger og en leopard, og jeg har set rigtig meget til bagsiden af Indien.
Det kan desværre ikke undgås, og i Indien er bagsiden meget tydelig.
Der er tiggere overalt, og de kontakter én hele tiden.
Jeg valgte at bruge den indiske hilsen *namaste* en del.
Med hænderne samlet foran brystet og et let buk,
hilser man på hinanden.
Denne hilsen viser stor respekt for de mennesker man møder den med,
og det gælder jo også tiggerne.
Jeg kan ikke hjælpe dem allesammen, men jeg kan godt vise dem respekt.

Vores rejseleder gjorde turen helt perfekt.
Erik Sand er lektor på Kbh. universitet, og underviser i religionshistorie.
Han fortalte os så meget om landet, indernes traditioner og levemåde.
Han gjorde det spændende og levende og han var så sympatisk...lige på nær, når han ville have os tidlig op næste morgen...så kaldte vi ham Lektor Sand;)

Jeg har ikke sovet min ferie væk.
Én dag sov vi længe...til kl.7.30...de andre dage var vi oppe mellem 5.30 og 6.00, vi skulle jo have noget ud af vores dage.
Det var nu rart, for der var dejligt køligt om morgenen,
og på den måde nåede vi at se en masse.

Jeg har taget RIGTIG mange billeder...dem der kender mig godt, ved hvad det betyder;)
Men jeg har ikke kun billeder af Tal Mahal og andre smukke ting...
jeg har mange billeder fra hverdagens Indien.
De giver mig et indtryk af, hvordan det virkelige Indien ser ud.

En af de improviserede stop på turen, var ved en landsby med 125 indbyggere.
En mand inviterede os indenfor i hans lille toværelses hus,
hvor han boede med sin kone og 8 børn.
Inderne er meget gæstfrie, og vi fik et indblik i hvordan
den almindelige inder bor og lever.

For mig var turens højdepunkt dog Taj Mahal.
Det var hovedformålet med turen, for det nåede jeg jo ikke at se for 9 år siden,
da jeg var i Indien sidst.
Det var så storslået at se, og jeg fik kuldegysninger i 35 graders varme!
Jeg gik rundt i min helt egen verden, mens jeg rørte ved
denne kæmpe bygning og tog billeder.
Da vi skulle videre, havde jeg ikke lyst til at gå.
Jeg var ikke færdig med at kigge.

Fra Taj Mahal tog vi over til det røde fort, som ligger overfor.
Det blegnede fuldstændigt, og det eneste jeg så, var Taj Mahal, som man kunne spotte flere steder, mens vi gik på fortet.

Jeg kunne blive ved længe endnu, men må hellere stoppe.

En sidste ting skal dog med.
Vores nationale guide, som fulgte os på hele turen, Vishal.
En 24 årige ung mand, som er ved at uddanne sig til
professionel guide, og som er en yderst sympatisk mand.
Jeg spurgte ham, om han ville skrive mit navn på hindi.
Han lavede den flotteste skitse til mig, med mit navn,
og jeg blev rigtig glad.
Jeg havde nemlig en plan med navnet, hvis det blev godt...
det sidder nu på min arm, som et evigt minde om mit livs rejse.

Indien er altid nær mit hjerte...

En hilse fra Indien...

Kaere alle!
Saa kom vi endelig igennem.
Her er helt vidunderligt, men rystende fattigt.
Man kan proeve at forberede sig paa det, men naar man er her,
saa er det skraemmende, hvor lidt forberedt man er.

Vi oplever fra 06.00 om morgenen til 22.00 om aftenen.
Erik, hvor skoenne guide, holde os til ilden,
men paa den fede maade.
Han holder sig ikke kun til det fastlagte program,
men tager os med til steder han kender til.
Der er en super god maade at opleve Indien paa.

-Vi har reddet paa vores elefant!
- Vi har set store forts.
-Vi har vaeret i et stort tigerreservat, hvor vi fik af vide,
at det slet ikke er alle der er heldige at se en tiger,
og at der kun er ca. 5% chance for at se en leopard...
VI SAA BEGGE DELE!!!
-Vi smager paa spaendende mad, bare lidt af gangen.
-Vi bruger den indiske hilsen naar vi moeder folk, der smiler til os,
og de viser glaede ved den respekt vi udviser overfor dem.
-Vi fortaeller mere naar vi kommer hjem...
I morgen gaar turen til Taj Mahal, og det bliver saa stort!!

Nu smutter vi igen, men sender store indiske knus til alle
fra Hanne og Jette

De sidste timer...

Lynlåsen bliver lynet, og så står jeg der og kigger på
min færdigpakkede kuffert.

Jeg er klar, og nu er jeg rastløs...

Over 9 års venten er pludselig ovre, og jeg er tættere på min drømmerejse,
end jeg nogensinde har været.
Da rejsen, for ca. et ½ år siden blev bestilt, begyndte de små
sommerfugle i maven at rører på sig...i dag er sommerfuglene blevet til glade elefanter der tramper rundt i min mave;)

Er det virkelig nu, at vi rejser?
Har jeg det hele?
Er jeg klar?

...Ja, nu er det nu!!
...Jeg har dobbeltchekket min pakkeliste flere gange...lidt autist er man vel;)
...og jeg er klar.

Klar til at opleve det meste igen, men mest til at opleve det hele
med andre øjne end sidst.

Stille sniger minder fra sidste tur sig ind på mig.
Jeg fornemmer duftene og lugtene...
summen af menneskemyldret, der er i konstant bevægelse...
glade smil, trætte øjne, og toner af de messende bønner
der sendes mod himlen.

I morgen tidlig, siger vi 4 tøser på gensyn til mænd og børn...
2 af tøserne tager dog deres børn med,
og det er Susanne og jeg glade for;)

Tænk at få lov at opleve sin mors allerførste rejse,
til et land så langt fra hendes verden.
Jeg er stolt af, at få lov til at følge dig mor, passe på dig,
og nyde dit ansigt, når du hele tiden støder på ting
og oplevelser der aldrig er set før, af dine øjne.

Ventetiden er slut, nu er vi klar...

*Alle vores drømme
kan gå i opfyldelse
- hvis vi har modet
til at forfølge dem*

Højre og venstre overarm...

Herhjemme bliver der brugt rigtig meget tid på at snakke
om sund og usund mad.
Laurits har aldrig været helt god til det med rugbrød,
men nu er det somom det vender.
Vi snakker om at rugbrød giver muskler og hurtige ben,
og det vil Laurits jo gerne ha' ;)

I dag tog Laurits og jeg en tur til Hillerød
for at hilse på oldemor og oldefar.
De bliver så glade når barnebarn og oldebarn kigger forbi,
og inden man får set sig om,
har oldemor stablet en frokost på benene.
Det var røde pølser til Laurits, en ynglingsspise,
og senere sad han med en æggemad på rugbrød.

Snakken gik, og pludselig si'r Laurits:

*Moar, ved du hvad?*
*Nej!*
*Når jeg tygger rugbrødet i højre side af min mund, så ryger det lige ned i den her muskel!! (Peger på højre overarm), og sådan er det også i den anden side.
Er det ikke bare smart?*

Jeg skulte et stort smil bag servietten,
og gav ham fuldstændig ret.
Så tog vi lige en snak om, hvad der sker med maden,
når den forsvinder ind gennem munden:)

Jeg elsker at min søn nu er der, hvor de helt store spørsmål opstår,
og jeg gør mit allerbedste for at give ham
nogle brugbare forklaringer.

Det lille hoved bli'r fyldt langsomt op...

Efterår...

Jeg er jo lidt et stædig asen...;)

Jeg smider strømperne i starten af april, helst, og de kommer
ikke på før i starten af oktober.
Jeg har besluttet mig for at jeg ikke gider at få strømperne på
før jeg tager til Indien, hvor temperaturen ligger
mellem 28 og 32 grader
...jeg er sikker på at det da afgjort vil resulterer i en forkølelse.

Men de sidste dage, er det gradvist blevet mere koldt,
og jeg er ikke i tvivl om hvor mine tæer sidder på kroppen;),
så jeg må nok se i øjnene at et par strømper er gode at have
...i hvert fald når jeg kommer hjem fra en aftenvagt,
så der lige kommer varme *sydpå*, før sengen kalder.

Jeg har haft en dejlig vagt på arbejdet i dag.
Et helt hus med glade beboere,
så husmødet forløb uden problemer.
Et uventet besøg af en rigtig god kollega, skabte glæde i huset,
ikke kun hos beboerne, men også hos mig.

Senere, da vi drak aftenkaffen i stuen,
fik vi en rigtig god snak om døden.
Man kan undre sig over at det kan være en god ting,
men mine beboere er jo ikke anderledes end os andre,
på det punkt, og de er fyldt med uafklaret spørgsmål.
Vi kom vidt omkring, og fik belyst rigtig mange ting.

I aften blev jeg klar over, at det kursus jeg skal deltage i,
en gang i november, kan blive et god redskab for hus A,
og garanteret også længere ned af gågaden.
Kurset omhandler sorg og tab hos udviklingshæmmet og psykisk syge, og hvordan man kan hjælpe disse brugere gennem den svære periode.
Jeg glæder mig meget til at lære mere om dette.

Hov, det var slet ikke meningen at jeg skulle skrive så meget
...nå, jeg håber at du stadig er med;)

Fødderne er blevet varme igen...

*Du kan ikke lære erfaring,
du må gennemleve den*