Jeg går farmor i bedene...

Siden Laurits var helt lille,

har jeg holdt på at han skulle klippes af en rigtig frisør.

Svigermor klipper drengene i familien, men ikke Laurits.

Jeg var sikker på at det kunne gøre *ondt* i krøllerne.

Fornylig læste jeg et indlæg på *zonen*, om andre familer

der klipper deres adoptivbørn med en trimmer.

Vi blev enige at det måtte prøves.

Da jeg kom hjem fra Indien, havde far og søn talt om dette,

og Laurits insisterede på at mor skulle fører trimmeren.

I dag tog jeg kampen op.

Laurits blev placeret ude på badeværelset, og så gik vi igang.

Hold da op et mas med at komme gennem krøllerne.

Det var altså ikke helt forkert, det med at krøllerne kan gøre ondt...

Laurits gav sig flere gange.

Jeg gjorde det så forsigtigt jeg kunne, men blev nød til at

fortsætte, for jeg var nået halvvejs.

I mit stille sind tænkte jeg på en akuttid hos frisør-Erik.

Da først jeg var gennem afrokrøllerne, gik det væsentlig nemmere.

Laurits syntes at det var helt hyggeligt, men glædede

sig dog til brusebadet bagefter:)

Han er godt nok blevet korthåret,

men min kønne dreng kan bærer det. Han har en flot hovedform.

Frisør bliver jeg aldrig...