Hjemme igen...

Jeg har nu været hjemme et par dage, efter mit livs ferie.

Undskyld at jeg ikke har skrevet før, men turen skulle lige sætte sig,
og jeg skulle lige *lande* rigtigt.
Turen kan beskrives med tre ord:
Storslået, vidunderlig og uforglemmelig.
Hvis jeg skulle beskrive det hele her, ville du nok blive træt af at høre på mig;)

Jeg har reddet på elefant, jeg har set en tiger og en leopard, og jeg har set rigtig meget til bagsiden af Indien.
Det kan desværre ikke undgås, og i Indien er bagsiden meget tydelig.
Der er tiggere overalt, og de kontakter én hele tiden.
Jeg valgte at bruge den indiske hilsen *namaste* en del.
Med hænderne samlet foran brystet og et let buk,
hilser man på hinanden.
Denne hilsen viser stor respekt for de mennesker man møder den med,
og det gælder jo også tiggerne.
Jeg kan ikke hjælpe dem allesammen, men jeg kan godt vise dem respekt.

Vores rejseleder gjorde turen helt perfekt.
Erik Sand er lektor på Kbh. universitet, og underviser i religionshistorie.
Han fortalte os så meget om landet, indernes traditioner og levemåde.
Han gjorde det spændende og levende og han var så sympatisk...lige på nær, når han ville have os tidlig op næste morgen...så kaldte vi ham Lektor Sand;)

Jeg har ikke sovet min ferie væk.
Én dag sov vi længe...til kl.7.30...de andre dage var vi oppe mellem 5.30 og 6.00, vi skulle jo have noget ud af vores dage.
Det var nu rart, for der var dejligt køligt om morgenen,
og på den måde nåede vi at se en masse.

Jeg har taget RIGTIG mange billeder...dem der kender mig godt, ved hvad det betyder;)
Men jeg har ikke kun billeder af Tal Mahal og andre smukke ting...
jeg har mange billeder fra hverdagens Indien.
De giver mig et indtryk af, hvordan det virkelige Indien ser ud.

En af de improviserede stop på turen, var ved en landsby med 125 indbyggere.
En mand inviterede os indenfor i hans lille toværelses hus,
hvor han boede med sin kone og 8 børn.
Inderne er meget gæstfrie, og vi fik et indblik i hvordan
den almindelige inder bor og lever.

For mig var turens højdepunkt dog Taj Mahal.
Det var hovedformålet med turen, for det nåede jeg jo ikke at se for 9 år siden,
da jeg var i Indien sidst.
Det var så storslået at se, og jeg fik kuldegysninger i 35 graders varme!
Jeg gik rundt i min helt egen verden, mens jeg rørte ved
denne kæmpe bygning og tog billeder.
Da vi skulle videre, havde jeg ikke lyst til at gå.
Jeg var ikke færdig med at kigge.

Fra Taj Mahal tog vi over til det røde fort, som ligger overfor.
Det blegnede fuldstændigt, og det eneste jeg så, var Taj Mahal, som man kunne spotte flere steder, mens vi gik på fortet.

Jeg kunne blive ved længe endnu, men må hellere stoppe.

En sidste ting skal dog med.
Vores nationale guide, som fulgte os på hele turen, Vishal.
En 24 årige ung mand, som er ved at uddanne sig til
professionel guide, og som er en yderst sympatisk mand.
Jeg spurgte ham, om han ville skrive mit navn på hindi.
Han lavede den flotteste skitse til mig, med mit navn,
og jeg blev rigtig glad.
Jeg havde nemlig en plan med navnet, hvis det blev godt...
det sidder nu på min arm, som et evigt minde om mit livs rejse.

Indien er altid nær mit hjerte...