Strøtanker...

En af mine kæreste veninder, har i dag, våget et spring som de fleste nok helst er foruden...

Hun har indrømmet at hun er i tvivl.

Det sejeste ved det er, at hun har sagt det højt... Jeg er i tvivl,
jeg ved ikke hvad jeg vil mere.

Jeg talte med hende tidligere i dag, og hun græd.
Jeg var på arbejde, og jeg ønskede at jeg var ved siden af hende.
At kunne holde om hende, og fortælle hende at hun er et dejligt menneske, som fortjener lykke.

I aften skrev hun til mig, at hun nu havde åbnet sin mund.
Hun valgte at hun ikke kunne bære denne tvivl alene.

Hun er sej, min veninde.

Det der skræmmer mig, er at jeg genkender en masse af det hun fortæller...i mig.
Vi er jævnaldrende...er det her vi er nu?

Tæt på de 35, og opdager, at det ikke længere er ok at *lade stå til*.
Jeg har haft følelsen i ca et år.
Hvem er det der vælger at gå et år, med en knude i maven!?

Det er en kvinde der er utrolig konfliktsky, en kvinde der hader at diskuterer, og som gør alt for at undgå det.

Det er en kvinde som ikke har modet til at råbe:
Hjælp mig, jeg ved ikke hvor jeg er mere!!

En kvinde som lever for sit job, og alt den energi hun lægger der, burde ligge et andet sted...hos dem hun elsker.
Det vil være meget forkert at sige, at der ikke er energi hos dem hun elsker...men er der nok?

Puha, selverkendelse er en hård nyser :)

Det er utroligt hvor mange af mine venner og bekendte der er her lige nu...på dette sted i deres liv...der bliver sat spørgsmålstegn mange steder.

Jeg har et par gange, indenfor forholdvis kort tid, oplevet to skønne kvinder, der rejste sig og sagde:
Jeg vil ikke længere leve mit liv gennem dig, men gennem mig selv. Jeg vil være èn jeg selv kan holde ud, at være i stue med.
Det kræver sin kvinde, at nå dertil...

Jeg er ved at være der...

*Vær ikke bange for afstanden
mellem dine drømme og virkeligheden.
Hvis du kan drømme det,
kan du også gøre det til virkelighed*

Solen er så rød mor...

Jeg har altid haft en drøm om, at synge Laurits i søvn...

Det var så her til aften jeg fik lov til det :)

Jeg har haft dagvagt i dag, så Laurits har været tidlig oppe.
Det er ikke altid at han sover nede i børnehaven, og idag havde han ikke haft tid.

Det ta'r hårdt på kræfterne at hjælpe far med at træne pigerne i hallen,
og det er faktisk også lidt hårdt at spise spaghetti med kødsovs...
især når man ikke må få koldskål bagefter...
meget streng mor ham Laurits har ;)
Han var for træt til at blive hysterisk, men han syntes altså jeg var tarvelig.

Vi satte os ind for at læse godnathistorie.

For øjeblikket vil han gerne synge sange fra den store *Åh abe* sangbog.
Jeg synes det er super hyggeligt at synge med ham, for det har vi gjort siden han var lille bitte.

Da vi havde sunget to sange, kunne jeg godt mærke at Laurits var ved at lægge sig til rette på mit skød,
så jeg tog chancen, og valgte den stille sang *Solen er så rød mor*.
Da jeg havde sunget den én gang, var Laurits' øjne meget små,
så jeg startede forfra.

Næste gang jeg kiggede på ham, sov han sødt.

Der er noget helt vidunderligt ved at sidde med sin søn i armene og vide at han er faldet til ro, ved lyden af en stemme han kender.

Kald mig bare romantisk og lidt naiv...jeg kan ta' det ;)

Jeg synes bare at han er den lækreste unge...han er min :)

*Kun kærlighed er i stand til
at forbinde levende væsener på en
sådan måde, at de bliver fuldkomne,
for kun den tager fat i dem
og sammenføjer dem ved at knytte
det allerdybeste i hver især*

Snavsede børn leger bedst...

I formiddags tog vi en tur på naturlegepladsen i Hillerød.

Annette, Mollie, Oscar, Heidi, Sanne, Majbrit, Amalie,

Laurits og jeg havde aftalt at mødes.

Jeg smurte en stor madkurv, med en masse grøntsager, Annette havde kaffe og småkager med,

og Heidi kom med hotwings...uhmm.

Vi var der kl.10.30, og der var allerede rigtig mange mennesker.

Alle bænke og bålsteder var optaget, så vi lagde et tæppe ud på græsset

og slog os ned.

Hvor er det dejligt at opleve ungerne på legepladsen.

De vidste hvor vi var, og så begav de sig ud på egen hånd.

Jævnligt kom de tilbage og blev fyldt op med gulerødder, ærter, saftevand og sandwish.

Der blev klatret, kravlet, balanceret og hoppet til den helt store guldmedalje.

Nogle gange faldt de og slog sig, de små...

men efter et knus og et pust var de på benene igen.

Det var tre meget *støvede* unger der sad og sludrede på bagsæde, da vi kørte hjem, men pyt med det.

Det betyder at de har hygget, og vi har et par gode vaskemaskiner ;)

Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, som jeg håber at vi får

mange flere af i løbet af sommeren.

Søndagshygge, dejligt...

Varme kul, og kold hvidvin...

Nu er det ved at være sommer.

Grillen blev fundet frem her til aften, for første gang i år,
mor og far kom en tur til aftensmad, og vi hyggede.

Der er en helt speciel stemning når man griller.
For det første smager maden bare anderledes og for det andet bilder jeg mig selv ind, at jeg kan spise meget mere, når det er grillmad...det kan jeg så ikke, men opdager det altid for sent ;)

Jeg havde fået blandet en dejlig salat, og vi fik lækker svinemørbrad.

Vi satte os op på altanen og drak kaffe, mens solen gik ned over hustagene.
Altanen er min lille oase, og den er fyldt med fyrfadsstager i alle afskygninger.
Derude kan jeg koble af, og nyde udsigten.

Laurits lå inde i midten af sengene og så olsenbanden...han holdt sig, stædigt vågen, for man skal ikke gå glip af noget i filmen...

nu er han dog suset afsted til drømmeland, og mens han sover lader han op til børnefødselsdag i morgen.

Arbejdsfri weekend...lækkert...

Speedway og medicindosering...

Så startede sæsonen igen.

Den har været ventet med længsel, af min søn.

Far og søn nåede, sidste år, at danne en ny tradition.

De starter med at sætte Laurits' barnestol op på mors' forsæde.

Derefter kører de på tanken, og køber en pølse, og en pose slik.

Så går turen ellers til Slangerup, hvor de store stjerner kører speedway.

Det var tæt på at Laurits kunne sige Nicki Petersen,

før han kunne sige spaghetti ;)

Når de kommer hjem i aften sover Laurits nok, for han har brugt meget energi på at glæde sig :)

Jeg har haft en blandet dag.

Jeg er jo medicinansvarlig, og i dag havde en

af mine kære beboere

brug for at få lavet en stor rokering i medicinen.

Udtrappe og optrappe.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at medicinen interessser mig meget.

At få en forståelse for at psykisk syge oplever verden

væsentlig mere forstyrrende end vi andre gør.

At de har været så uheldige at en dør står på klem

oppe i deres hoveder, og gennem den,

kommer der stemmer, som ikke hører til nogle steder...

og døren er svært at lukke igen.

Medicinen kan give dem ro, det meste af tiden, så de kan fungerer i hverdagen.

Derfor ser jeg det som et stort ansvar, at sørge for de får den medicin der hjælper dem bedst muligt, og giver dem en form for overskuelighed.

Nu ser vi om det virker, og om der bliver ro...

Det er på sådanne dage at jeg er super glad for min cykeltur hjem.

Vinden får Bredegaardduften og tankerne blæst væk,

og når jeg når Rugmarken, så jeg er klar til resten af dagen.

Når så jeg ovenikøbet bliver mødt af Laurits,

der stolt giver mig en smuk sommerfugl,

som han selv har tegnet...

ja så er eftermiddagen fuldendt :)

En stille *blogstund* sætter dog prikken over i'et...

Alene igen...

Jeg er alene hjemme igen.

Igår kørte vi til Roskilde for at aflevere Laurits hos Susanne og Bo.
Laurits har talt dage til han skulle sove hos Sebastian,
og de var bare glade for at se hinanden.

Allan kørte til Tyskland kl.06.20 i morges med *T-klubben* fra håndbold.
De kommer hjem i morgen, og Allan henter Laurits på vejen.

Så jeg er alene.

Jeg har arbejdsweekend, og i dag har vi haft Familie/pårørende-dag på Bredegaard.
Det er en skøn dag, hvor beboerne har deres familier på besøg.
Vi hygger med god mad, taler og ikke mindst Bredegaards band *De spillende muldvarper*.
De spiller så godt, og de udstråler en livsglæde, så man bliver helt glad i låget, når man ser og hører dem.
Vejret har været med os, så vi var en del der satte os ud ved bålet, hvor vores praktikant stod for at lave snobrød til børnene.

Det er når man sidder der, og sludre med gode kollegaer og beboere,
at jeg bare er glad for at arbejde på Bredegaard.
Jo, lønnen er ikke noget at råbe hurra for,
og man kan ikke altid få det som man vil...men helt ærligt,
er det ikke ok at se bort fra det en gang i mellem, og bare nyde, at man er glad for sit arbejde, og alt hvad der følger med.
Jeg har nogle super dejlige kollegaer, som jeg snakker utrolig godt med.
Mine beboere er glade for mig, og de er ikke bange for at fortælle mig det...
og når det sker, så tænker jeg at det er bedre end et løntrin, for mig :)

I eftermiddags ringede mor og spurgte om ikke jeg kiggede op til hende og far, når jeg havde fri kl.21, så ville de have en rejemad klar.
Det er da skønt, at være så priviligeret.
Vi sad på altanen og hyggede til kl.23. Vi nåede at vende det meste af verdenssituationen, før jeg cyklede hjem igen.

Nu sidder jeg her, og nyder stilheden.

Jeg indrømmer...jeg savner ingen...elsker bare at sidde her og
lade tankerne få frit løb, uden at skulle forklare mig til nogen.
Jeg kan mærke at jeg har brug for disse *alenestunder*, de er gode for mig.

Nogle gange tænker jeg om jeg kunne leve sådan igen...
men så fortæller fornuften mig, at jeg er gift og har et barn.
At den tid er passeret, hvor livet var legende let og lige til, uden de store udfordringer.
Min udfordring nu, er at få en hverdag til at fungerer,
med mine to drenge. Når Laurits kigger på mig og si'r:
*Moar, jeg elsker dig så højt*,
så er udfordringen ikke så svær som jeg et øjeblik troede, og jeg fyldes med mod igen, og tager en tørn mere.

Men jeg elsker stadig min *alenetid*...

*Der skal både
regn og solskin,
til at lave en
regnbue*

At bære...

Jeg sad og kiggede i mine gemmer i går aftes, og der fandt jeg dette digt.
Det siger så meget, og jeg synes det er utrolig smukt...

At Bære.

Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,

om hvad der oppe i himlen hændte,

den siger, at engang den kære gud

sagde til englene, vil I gå bud?

Der er et barn som skal fødes på jord

vil I prøve at finde en far og en mor,

som vil elske og pleje dets krop og sjæl,

det er netop en opgave helt speciel.

I ved, at jeg elsker svagt og småt,

og jeg ønsker, at barnet skal få det godt.

Så de to, der bliver dets far og mor

må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se,

at der kan være mening med det.

At barnet må lære, at tumle og lege,

og at det kræver så megen pleje.

Men de vil nok efterhånden lære,

at det giver kræfter at måtte bære.

Guds kærtegn gør undertiden ondt,

og medgang alene er ikke sundt.

men modtager de barnet, som gave de to,

så bliver det en kilde til indsigt og ro,

og så kan det sikkert med tiden læres,

at livet er både at bære - og bæres

Ukendt forfatter.

Lidt overvejelser...

Laurits havde siddet længe og tegnet, da han kom ud til mig i køkkenet:

*Mor, hvis jeg har 5 tegninger her i min hånd, og Jonathan skal ha' dem alle sammen, hvor mange tegninger har han så?*

Jeg viste ham, med mine fingre, hvor mange Jonathan så ville have,
men Laurits blev ved med at sige tallet 6...
mmm, jeg undrede mig lidt, for Laurits er ved at være temmelig skrap til + og -.
Jeg prøvede en sidste gang:

*Laurits, hvis du gi'r Jonathan dem alle 5, så har han jo 5 tegninger...*
*Jamen moar, det har han dog ikke, for jeg har jo givet ham en tegning før!!*

Så måtte jeg jo give mit barn ret...den havde jeg ikke forudset ;)


Senere da vi sad inden ved bordet og spiste, si'r Laurits pludselig:

*Moar, hedder det: *Hej Hr. dame*...?*
*Nej, det hedder: *Hej fru dame, og hr. mand*...*

Her opstår en lille pause, og pludeslig kigger han på mig,
og si'r med et sejrssmil:
*Hej smukke pige!!*

Joo, hvis han fortsætter ned ad den sti, så får moderen travlt med at holde pigebørnene fra døren... (;

Der går mange tanker gennem det lille hoved...

*Selvtillid
er den bedste gave
en forældre kan give sit barn*

Pinsen...

Pinsen er ved at være slut.

Den er blevet tilbragt sammen med min dejlige onkel og tante i Græsted.
Lørdag blev Laurits afleveret hos farmor og bedstefar, fordi denne dag længe har været sat af, til at planlægge fest.

Vi kørte til Græsted og fulgtes over til Majbrit og Danny,
et par skønne mennesker som jeg holder meget af.
I solskinnet nød vi et glas kold vin, mens snakken gik.

Den 16.8 skal der holdes stor fest!

Nu skal jeg jo ikke røbe for meget, da flere af vores gæster læser med her ;),
men jeg kan love jer at det bli'r en stor aften.
Vi nåede meget langt i planlægningen, og senere fik vi også sat en super invitation sammen.
Glæd jer...he he

Søndag kørte Allan hjem efter Laurits, og Heidi, Majbrit og jeg tog ungerne og Majbrits mor med på veterantræf.
Det var også hyggeligt men varmt...puha...

Hjem til grill på terassen, og mere hygge.

I dag mandag, er drengene taget ud og golfe, mens vi slapper af.
3 computere er igang og fjernsynet kører...total afslapning!

I morgen er det atter hverdag, og jeg glæder mig til at komme på arbejde.

Pinsesolen har danset...

Billedebøger...

I løbet af ugen har Laurits fået et dejligt brev fra sin kusine Anna på Fejø.

I brevet skriver Anna også til sin faster, mig ;), om ikke jeg vil lave en bog til hende?
Jeg har i årenes løb lavet en del laminerede billedebøger til hende og Laurits.
Det kan være billeder fra en cirkustur, første gang på Bakken eller en skøn svømmetur fra bedstefars båd.

Jeg troede faktisk at Anna var blevet for stor til de bøger,
men nej...så faster måtte jo lægge hovedet i blød.
Nu har jeg besluttet mig for at lave et eventyr om prinsessen på Fejø.

Gudskelov er Annas faster jo ret glad for at tage billeder,
så jeg har fundet rigeligt med skønne billeder af den lækre unge (:

Når man så sidder der og kigger gamle billeder igennem, så suser der en masse minder rundt.
Billeder fra Laurits' barnedåb, besøg i zoo, en tur på naturlegepladsen, i silende regnvejr...jo man støder på mange dejlige billeder.

Så nu ved jeg hvad min pinse skal gå med...og jeg vil elske at lave denne bog

Prinsessen på Fejø...

*Giv børnene ret til
at lege og lære,
at drømme
og forme,
leve og være.
Kun der, hvor børn
kan føle sig trygge,
gror det, de gamle,
kalder for lykke*

Den sidste rejse...

Jeg har været til begravelse i dag.

En stærk og livsglad kvinde er taget ud på sin sidste rejse.

Hun var farmor til en af Laurits' bedste venner, og de to små drenge, er grunden til at vi lærte hinanden at kende.
Der er blevet drukket mange kopper kaffe, og sludret i flere timer, mens drengene legede på gulvet foran os.

Hun påtog sig en stor opgave, ved at blive plejemor til sine to børnebørn, da det viste sig at svigerdatteren slog dem.
Hun var nået så langt med drengene, og de var begyndt at åbne op for nogle af de hemmeligheder de har måtte bærer rundt på.
jeg talte med hende en morgen, da vi fulgtes hjem, efter drengene var kommet i børnehave.
Med tårer i øjnene fortalte hun, at den mindste, har betroet hende at hans mor slog ham, og at han ikke måtte sige det til nogen.
Gennem tårerne sås der også en stolthed over, at drengene nu var nået så langt at de stolede fuldt ud på farmor.

De to små drenge var med i kirken i dag.

Gennem hele begravelsen, sad jeg og tænkte på, hvad der nu skal ske med de to små.
Hvem samler dem op, og giver dem en hverdag, som de tør tro på igen?

Deres far rejste sig, og holdt den smukkeste tale for sin mor.
Vi var mange der måtte tørre tårer væk fra kinden. Han beskrev sin mor, som vi alle kendte hende, og det gjorde godt, at hører om hendes store hjerte.

Da vi forlod kirken stod børnene ved deres far.

Den mindste, Laurits ven, så mig, og jeg strøg ham over håret.
Han kiggede på mig, med de store nøddebrune øjne, som indeholdt så meget fustration og bekymring, og spurgte:*Er Laurits med dig?*
Jeg måtte fortælle ham, at Laurits var i børnehave, men vi glædede os til at han kom hjem til os og legede snart igen.

I mit voksenhovedet havde jeg tænkt, at jeg ikke ville tage Laurits med, fordi jeg var bange for at han ville være for urolig...
jeg tror nu at det ville have glædet hans bedste ven at se ham.
Hvad kan man gøre, udover at vise drengene at deres venskab stadig er der, og at de stadig kan lege hos hinanden...
Men hvem skal jeg drikke kaffe, og sludre med nu...

Farvel, og pas på dig kære...

*Kærligheden er tålmodig,
kærligheden er mild,
den misunder ikke,
kærligheden praler ikke,
bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt,
søger ikke sit eget,
hidser sig ikke op,
bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten,
men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt,
tror alt,
håber alt,
udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op*
1. brev til Kor., kap. 13

Rygsvømning...

I lørdags var den gamle svømmeklike samlet, allesammen,
for første gang i 15 år, tror jeg.

Vi havde en super hyggelig aften, med skøn mad, dejlig gåtur og så meget grin, at jeg havde ondt i maven da jeg kom hjem...02.45.
Snakken gik, fra vi var samlet, og til vi krammede hinanden farvel.

Vi fik spillet TP et par gange, med lidt spændende regler...men sådan er det, når nu de to TP-eksperter valgte at være på samme hold ;)

Det er bare skønt at sidde sammen med gamle venner, og mindes unge dage, hvor vi ingen bekymringer havde, og livet så lyst og lækkert ud.

Nu er vi 15 år ældre, har hver især stiftet familier...nogle har stiftet familie for anden gang, og andre lever singellivet igen.
Vi har oplevet meget siden vi sås sidst, og alligevel føltes det, som var vi sammen i forgårs.
Det er dejligt at *kliken* er samlet igen.

Rigtige venner, kan altid finde noget at grine af, og snakke om...

Barndomsminder...

Vi tog en tur på kræmmermarked i Fredensborg, da jeg havde fri i eftermiddags.

Vi gik og snusede mellem boderne, og pludselig fik jeg øje på fire farvestrålende plader til at bygge Lego på.
Laurits har en god portion Lego, men bruger det ikke rigtig, fordi han ikke har en plade at bygge på, så jeg gik over til kræmmeren og hørte hvad han skulle ha' for en Legoplade...
*En 10'er*, sagde han, og jeg bad Laurits om at vælge to af de farvestrålende *byggepladser*.
Manden kiggede på Laurits, og så på mig...*Sku' vi ikke bare sige 15 kr., og så ta'r du alle fire...*
Det var da en prutpris man kunne ta' at føle på...og helt uden jeg havde gjort noget , så vi sagde mange tak, og Laurits gik af sted med 4 dejlige plader.

Da vi kom hjem, satte mor og søn sig ud på altanen, og byggede tårne, huse, træer, og fyrværkeri sammen.
Jeg røg lige tilbage til 9 års alderen, hvor min lillebror og jeg legede meget med Lego. Vi kunne bygge hele byer, og vi gemte dem under sengen, så vi kunne lege med det dagen efter.

Det var en skøn tid, og dengang blev fantasien flittigt brugt.
I dag byggede jeg et hus, for det var hvad jeg havde fantasi til nu...men det blev et flot hus, og Laurits var dybt koncentreret som sit byggeri.
Vi havde en hyggelig stund sammen.

Hvad skal vi lege, spø'r vi hinanden...

*Smilet er den korteste vej
imellem mennesker*