Speedway og medicindosering...

Så startede sæsonen igen.

Den har været ventet med længsel, af min søn.

Far og søn nåede, sidste år, at danne en ny tradition.

De starter med at sætte Laurits' barnestol op på mors' forsæde.

Derefter kører de på tanken, og køber en pølse, og en pose slik.

Så går turen ellers til Slangerup, hvor de store stjerner kører speedway.

Det var tæt på at Laurits kunne sige Nicki Petersen,

før han kunne sige spaghetti ;)

Når de kommer hjem i aften sover Laurits nok, for han har brugt meget energi på at glæde sig :)

Jeg har haft en blandet dag.

Jeg er jo medicinansvarlig, og i dag havde en

af mine kære beboere

brug for at få lavet en stor rokering i medicinen.

Udtrappe og optrappe.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at medicinen interessser mig meget.

At få en forståelse for at psykisk syge oplever verden

væsentlig mere forstyrrende end vi andre gør.

At de har været så uheldige at en dør står på klem

oppe i deres hoveder, og gennem den,

kommer der stemmer, som ikke hører til nogle steder...

og døren er svært at lukke igen.

Medicinen kan give dem ro, det meste af tiden, så de kan fungerer i hverdagen.

Derfor ser jeg det som et stort ansvar, at sørge for de får den medicin der hjælper dem bedst muligt, og giver dem en form for overskuelighed.

Nu ser vi om det virker, og om der bliver ro...

Det er på sådanne dage at jeg er super glad for min cykeltur hjem.

Vinden får Bredegaardduften og tankerne blæst væk,

og når jeg når Rugmarken, så jeg er klar til resten af dagen.

Når så jeg ovenikøbet bliver mødt af Laurits,

der stolt giver mig en smuk sommerfugl,

som han selv har tegnet...

ja så er eftermiddagen fuldendt :)

En stille *blogstund* sætter dog prikken over i'et...