Strøtanker...

En af mine kæreste veninder, har i dag, våget et spring som de fleste nok helst er foruden...

Hun har indrømmet at hun er i tvivl.

Det sejeste ved det er, at hun har sagt det højt... Jeg er i tvivl,
jeg ved ikke hvad jeg vil mere.

Jeg talte med hende tidligere i dag, og hun græd.
Jeg var på arbejde, og jeg ønskede at jeg var ved siden af hende.
At kunne holde om hende, og fortælle hende at hun er et dejligt menneske, som fortjener lykke.

I aften skrev hun til mig, at hun nu havde åbnet sin mund.
Hun valgte at hun ikke kunne bære denne tvivl alene.

Hun er sej, min veninde.

Det der skræmmer mig, er at jeg genkender en masse af det hun fortæller...i mig.
Vi er jævnaldrende...er det her vi er nu?

Tæt på de 35, og opdager, at det ikke længere er ok at *lade stå til*.
Jeg har haft følelsen i ca et år.
Hvem er det der vælger at gå et år, med en knude i maven!?

Det er en kvinde der er utrolig konfliktsky, en kvinde der hader at diskuterer, og som gør alt for at undgå det.

Det er en kvinde som ikke har modet til at råbe:
Hjælp mig, jeg ved ikke hvor jeg er mere!!

En kvinde som lever for sit job, og alt den energi hun lægger der, burde ligge et andet sted...hos dem hun elsker.
Det vil være meget forkert at sige, at der ikke er energi hos dem hun elsker...men er der nok?

Puha, selverkendelse er en hård nyser :)

Det er utroligt hvor mange af mine venner og bekendte der er her lige nu...på dette sted i deres liv...der bliver sat spørgsmålstegn mange steder.

Jeg har et par gange, indenfor forholdvis kort tid, oplevet to skønne kvinder, der rejste sig og sagde:
Jeg vil ikke længere leve mit liv gennem dig, men gennem mig selv. Jeg vil være èn jeg selv kan holde ud, at være i stue med.
Det kræver sin kvinde, at nå dertil...

Jeg er ved at være der...

*Vær ikke bange for afstanden
mellem dine drømme og virkeligheden.
Hvis du kan drømme det,
kan du også gøre det til virkelighed*