Alene igen...

Jeg er alene hjemme igen.

Igår kørte vi til Roskilde for at aflevere Laurits hos Susanne og Bo.
Laurits har talt dage til han skulle sove hos Sebastian,
og de var bare glade for at se hinanden.

Allan kørte til Tyskland kl.06.20 i morges med *T-klubben* fra håndbold.
De kommer hjem i morgen, og Allan henter Laurits på vejen.

Så jeg er alene.

Jeg har arbejdsweekend, og i dag har vi haft Familie/pårørende-dag på Bredegaard.
Det er en skøn dag, hvor beboerne har deres familier på besøg.
Vi hygger med god mad, taler og ikke mindst Bredegaards band *De spillende muldvarper*.
De spiller så godt, og de udstråler en livsglæde, så man bliver helt glad i låget, når man ser og hører dem.
Vejret har været med os, så vi var en del der satte os ud ved bålet, hvor vores praktikant stod for at lave snobrød til børnene.

Det er når man sidder der, og sludre med gode kollegaer og beboere,
at jeg bare er glad for at arbejde på Bredegaard.
Jo, lønnen er ikke noget at råbe hurra for,
og man kan ikke altid få det som man vil...men helt ærligt,
er det ikke ok at se bort fra det en gang i mellem, og bare nyde, at man er glad for sit arbejde, og alt hvad der følger med.
Jeg har nogle super dejlige kollegaer, som jeg snakker utrolig godt med.
Mine beboere er glade for mig, og de er ikke bange for at fortælle mig det...
og når det sker, så tænker jeg at det er bedre end et løntrin, for mig :)

I eftermiddags ringede mor og spurgte om ikke jeg kiggede op til hende og far, når jeg havde fri kl.21, så ville de have en rejemad klar.
Det er da skønt, at være så priviligeret.
Vi sad på altanen og hyggede til kl.23. Vi nåede at vende det meste af verdenssituationen, før jeg cyklede hjem igen.

Nu sidder jeg her, og nyder stilheden.

Jeg indrømmer...jeg savner ingen...elsker bare at sidde her og
lade tankerne få frit løb, uden at skulle forklare mig til nogen.
Jeg kan mærke at jeg har brug for disse *alenestunder*, de er gode for mig.

Nogle gange tænker jeg om jeg kunne leve sådan igen...
men så fortæller fornuften mig, at jeg er gift og har et barn.
At den tid er passeret, hvor livet var legende let og lige til, uden de store udfordringer.
Min udfordring nu, er at få en hverdag til at fungerer,
med mine to drenge. Når Laurits kigger på mig og si'r:
*Moar, jeg elsker dig så højt*,
så er udfordringen ikke så svær som jeg et øjeblik troede, og jeg fyldes med mod igen, og tager en tørn mere.

Men jeg elsker stadig min *alenetid*...

*Der skal både
regn og solskin,
til at lave en
regnbue*