Den sidste rejse...

Jeg har været til begravelse i dag.

En stærk og livsglad kvinde er taget ud på sin sidste rejse.

Hun var farmor til en af Laurits' bedste venner, og de to små drenge, er grunden til at vi lærte hinanden at kende.
Der er blevet drukket mange kopper kaffe, og sludret i flere timer, mens drengene legede på gulvet foran os.

Hun påtog sig en stor opgave, ved at blive plejemor til sine to børnebørn, da det viste sig at svigerdatteren slog dem.
Hun var nået så langt med drengene, og de var begyndt at åbne op for nogle af de hemmeligheder de har måtte bærer rundt på.
jeg talte med hende en morgen, da vi fulgtes hjem, efter drengene var kommet i børnehave.
Med tårer i øjnene fortalte hun, at den mindste, har betroet hende at hans mor slog ham, og at han ikke måtte sige det til nogen.
Gennem tårerne sås der også en stolthed over, at drengene nu var nået så langt at de stolede fuldt ud på farmor.

De to små drenge var med i kirken i dag.

Gennem hele begravelsen, sad jeg og tænkte på, hvad der nu skal ske med de to små.
Hvem samler dem op, og giver dem en hverdag, som de tør tro på igen?

Deres far rejste sig, og holdt den smukkeste tale for sin mor.
Vi var mange der måtte tørre tårer væk fra kinden. Han beskrev sin mor, som vi alle kendte hende, og det gjorde godt, at hører om hendes store hjerte.

Da vi forlod kirken stod børnene ved deres far.

Den mindste, Laurits ven, så mig, og jeg strøg ham over håret.
Han kiggede på mig, med de store nøddebrune øjne, som indeholdt så meget fustration og bekymring, og spurgte:*Er Laurits med dig?*
Jeg måtte fortælle ham, at Laurits var i børnehave, men vi glædede os til at han kom hjem til os og legede snart igen.

I mit voksenhovedet havde jeg tænkt, at jeg ikke ville tage Laurits med, fordi jeg var bange for at han ville være for urolig...
jeg tror nu at det ville have glædet hans bedste ven at se ham.
Hvad kan man gøre, udover at vise drengene at deres venskab stadig er der, og at de stadig kan lege hos hinanden...
Men hvem skal jeg drikke kaffe, og sludre med nu...

Farvel, og pas på dig kære...

*Kærligheden er tålmodig,
kærligheden er mild,
den misunder ikke,
kærligheden praler ikke,
bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt,
søger ikke sit eget,
hidser sig ikke op,
bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten,
men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt,
tror alt,
håber alt,
udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op*
1. brev til Kor., kap. 13