Lidt overvejelser...

Laurits havde siddet længe og tegnet, da han kom ud til mig i køkkenet:

*Mor, hvis jeg har 5 tegninger her i min hånd, og Jonathan skal ha' dem alle sammen, hvor mange tegninger har han så?*

Jeg viste ham, med mine fingre, hvor mange Jonathan så ville have,
men Laurits blev ved med at sige tallet 6...
mmm, jeg undrede mig lidt, for Laurits er ved at være temmelig skrap til + og -.
Jeg prøvede en sidste gang:

*Laurits, hvis du gi'r Jonathan dem alle 5, så har han jo 5 tegninger...*
*Jamen moar, det har han dog ikke, for jeg har jo givet ham en tegning før!!*

Så måtte jeg jo give mit barn ret...den havde jeg ikke forudset ;)


Senere da vi sad inden ved bordet og spiste, si'r Laurits pludselig:

*Moar, hedder det: *Hej Hr. dame*...?*
*Nej, det hedder: *Hej fru dame, og hr. mand*...*

Her opstår en lille pause, og pludeslig kigger han på mig,
og si'r med et sejrssmil:
*Hej smukke pige!!*

Joo, hvis han fortsætter ned ad den sti, så får moderen travlt med at holde pigebørnene fra døren... (;

Der går mange tanker gennem det lille hoved...

*Selvtillid
er den bedste gave
en forældre kan give sit barn*