Et øjebliks hygge...

Vinden suser udenfor mine vinduer,
og regnen siler.

Nyhederne kører på tv'et, som er
skruet helt ned.
En kop varm kaffe venter på mig,
mens jeg tjekker min indbakke.

Klokken er 10, og sønnen min
sover stadig.
Om lidt vil jeg tro at han kommer
trissende med sin dyne, og skal
der nusses i stor stil, så morgenen
får en god start.

Jeg nyder stunden...

*Livet er ikke
det værste man har,
og om lidt
er kaffen klar*

Hvor blev han af...

Det er ikke meget jeg ser til min søn for tiden.

Han er nået dertil hvor det ikke længere er
nok at mor forsøger at underholde ham.

Gode venner venter på ham, og han elsker at
være sammen med dem.
Om det er en planlagt legeaftale, som forældrene
har ordnet, eller om det er et bank på døren og:
*Hej, kan Laurits lege?*

Det er, som oftest, det første Laurits spøger om,
når han kommer ind af døren søndag, sammen
med farmand...*Kan jeg lege i denne uge mor, hva' hva'?*

Hittet her i vores ferie er, at få lov til at komme
ned og lege når vi har spist aftensmad.
At få lov til at være nede helt til kl.20
se dét er stort i min søns øjne.

Han er møg beskidt, men øjnene skinner
og smilet er stort:)

Som mor kan jeg mærke, at det er noget
jeg skal vænne mig til...altså det at mit barn
vælger tiden sammen med vennerne.

I et sekund ønskede jeg mig min lille
dreng tilbage.
Min dreng der var afhængig af mig.

Men det var kun et sekund, for der
sker så meget med ham i disse år,
og jeg vil rigtig gerne være med
på sidelinien:)

I går da Laurits kom op, sagde han:
*Vi skal ikke noget i morgen vel mor,
for jeg har altså en aftale med Mikkel
kl.12.00*

Nej, vi havde ingen planer,
så leg du bare min skat:)

Ud og oplev verden søn...

*Tror du København har åbent mor?*

Det spørgsmål fik jeg i morges.
Jeg fortalte at København altid har åbent,
og i dag var byen vores.

Vores børn, i dag, har super travlt.
Alt skal gå stærkt, helst være elektrisk
og meget af deres *udstyr* koster
rigtig mange penge.

I dag har vi slendret gennem
København i vores eget tempo.

Laurits har oplevet Rundetårn
for første gang i sit liv, og turen
op i tårnet var fyldt med spørgsmål.

Kanalrundfart i solskin, med følelsen
af skumsprøjt på hænderne, og:
*Jeg kan næsten nå loftet mor!*
...når vi sejlede under byens lave broer:)

Stille og roligt gik vi ned gennem strøget,
mens vi, gang på gang, nød synet af
mimere (hedder de det?), der stod
helt stille, ventende på, at en glad
sjæl smed en mønt, så de kunne bevæge
deres malede kroppe i flydende bevægelser.
Laurits var meget betaget af disse figurer,
men ikke nok til at han ville gå over og
smide en mønt:)

En BR butik måtte besøges, bare for at vise
moderen alle de ting Laurits ønsker sig
til sin fødselsdag.
Et par målmandshandsker fandt vej
til disken, og jeg blev belønnet med
et skønt smil:)

Vores maver fortalte os, at tiden var
inde til næring...
Jeg er i tvivl om, hvor meget af dette,
der er i et måltid fra Mac.Donald,
men pyt, I dag nydes livet fuldt ud;)

De små ben var ved at være trætte,
så besøget på museet *Believe it or not*
var valgtfrit for Laurits, men så snart han så
indgangen, var futterne friske, og vi måtte
ind i en verden fyldt med sjove, mystiske,
lidt uhyggelige og spændende ting.

På vej mod toget hjem, kom vi lige
forbi *Build a bear*-butikken.
Valde har to sæt tøj, og det er ikke
noget Laurits normalt går op i,
meeen der var en væg med
sportstøj til bamserne, så mor og søn
blev enige om at Valde trængte;)

Det var en glad, men træt dreng,
jeg havde med mig hjem til vores by.
En dag fyldt med oplevelser, der
ikke har kostet en formue, og som er
forløbet i vores helt eget tempo.

En helt igennem dejlig dag...

Lyden af drenge...

Glade råb på trappeopgangen...

Døren går op, og fem friske gutter
kommer væltende ind.
Smil på alles læber, og min søn,
der kigger på mig, med sine dejlige
øjne...*Er det ok, at vi er 5 moar?*

Ja, det er ok...især fordi alle fem,
danske- som udenlandske, sagtens
kan finde ud af og sige hej, når de kommer ind,
og stille deres sko i gangen.

For nogen kan det lyde vældig
gammeldags, men sådan har jeg det ikke.

Laurits er opdraget til at hilse,
når han kommer i andres hjem,
sige tak, og til at sige farvel,
når han går igen...det er en forventning
jeg har til ham, og som jeg ved at han
opfylder.

Jeg ved, at han måske ikke lige nu,
tænker så meget over det. At det kan smutte,
når han er træt...men jeg ved også at han,
som voksen, vil sætte pris på at hans
forældre har lært ham disse helt enkelte
sætninger, der gør at han kan begå sig
på en god måde, når han er sammen
med andre mennesker:)

Nå, men døren til drengeværelset
bliver lukket, og kort tid efter
lyder der latter og heftige forhandlinger.
Fodboldkort bliver byttet på kryds og tværs.
Et godt kort, for tre mellemgode, og sådan
flyver kortene gennem luften.
Når dagen er omme, har alle drengene
fået noget nyt og godt til deres mapper:)

Det er ved at være tid til aftensmad, og da
jeg banker på og åbner døren, bliver jeg
mødt af en duft, blandet af varme drenge,
efter en fodboldkamp og bare fødder med
græs mellem tæerne:)

Én efter én drager de små gutter afsted,
efter de har forhørt sig om, hvad menuen
står på hos os, og pludselig ved jeg også,
hvad tre familier i Rugmarken skal indtage;)

Da jeg putter min trætte dreng i sin seng,
snakker vi om dagen i dag...
*Ja, og jeg havde 4 venner med op på
mit værelse*.

Det har været en god dag...

*Vi er venner,
i solskin
og skygge*

Hvem skulle ha' troet det...

Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi.

Den, her på bloggen, før nævnte
solsikke, som var Laurits' skoleprojekt
blomstre!!

Ja, man ville nok have forsvoret det,
men billedet her, beviser,
at jeg på mystisk vis,
har gjort noget rigtigt,
for resultatet ses tydeligt.

Nu håber jeg bare, at den ikke
er visnet inden Laurits ser det:)

Plante smil,
og plante solskin...

Jeg kan mærke at jeg lever...

Det har været en pragtfuld dag.

Vi har hygget, grint, sludret og
vi har leget.
Det var skønt, at vise ungerne
at man aldrig bliver for gammel til at spille
rundbold.

At høre sin søn svare *JA!*, da morfar
spurgte om det havde været
dejligt at de voksne var med
i spillet, gjorde mig endnu mere glad:)

Det er rart at give los en gang i mellem,
og bare slippe legebarnet løs, og så blæse
på hvad alle andre mener om den sag.
Billedet viser, med alt tydelighed, at der
var en stor kvinde på banen, men denne
store kvinde var ligeglad med størrelsen,
for hun hyggede sig 100% med sin søn
og alle de dejlige gæster som var med til
at gøre fødselsdagen ekstra skøn
...og læg lige mærke til at bolden er grebet;)

Jeg kan mærke at jeg lever...

*De fleste mennesker
er lige så lykkelige,
som de beslutter sig
til at være*