mandag den 13. december 2010

Flashback...

Jeg er skidt, har feber og absolut ingen stemme):

Laurits er den mest omsorgsfulde unge,
man kan ønske sig, og det synes jeg skal
belønnes.
jeg lover ham varm cacao, og mens jeg står
og forbereder denne, kommer Laurits ud til
mig i køkkenet.

Den lille fyr kravler op på køkkenbordet,
og spørger om ikke han må rører i gryden.
Det får han lov til, og pludselig er det somom
jeg har været i situationen før.

Et tydeligt billede fra min barndom dukker op.
Dengang, når jeg var på besøg hos min
dejlige farmor, lavede vi ofte cacao.
Farmor lavede den fra grunden af, og jeg
husker det, som brugte hun den største gryde
hun kunne finde.

Min fineste opgave var at røre i cacaoen.
Mens vi ventede på at den blev varm, fik
farmor og jeg altid styr på hele verdensituationen:)
For mig, er det ét af de tydeligste minder, fra min
tid som barn, hos farmor.

Jeg blinker en gang, og er tilbage i mit eget
køkken, med min egen dreng, der nu sidder
og fortæller mig om sin eftermiddag til skak.

Jeg elsker disse stunder...

*Der er øjeblikke i livet,
Hvor du savner nogen
så meget,
at du bare ønsker,
at tage dem ud af dine drømme
og kramme dem rigtigt*

onsdag den 8. december 2010

Den lille mand med den store stemme...

På Bredegaard bor en lille mand.

Den lille mand har boet der i mange år.
Han har mange ringe minder med sig, i sin rygsæk,
men på Bredegaard trives han.

Den lille mand bryder sig ikke om berøring.
Han går hellere en bue udenom, for ikke at komme
for tæt på.

Den lille mand hilser altid, når man passerer ham,
og på gode dage får man et par ord med på vejen.

Til aften havde jeg et ærinde i hans hus.
Jeg blev modtaget med et stort smil:
*Er det Jette fra Hus A...det var squ dejligt
at se dig!*
Lige så stille kom han over til mig.
Han stod helt tæt på mig, og pludselig lagde
han sin hånd på min arm, og klappede mig let.
*Det er fandeme dejligt at se dig Jette*

Jeg turde dårlig trække vejret...
Jeg har arbejdet på Bredegaard i over 4 år,
og det er første gang jeg har oplevet,
at have den lille mand så tæt på mig.

Jeg vælger at se det som et tegn på tillid,
og jeg ved at han, i dag, har haft en god dag.

Den lille mand med den store stemme...

*Livet er både en gave,og en opgave*