Savn...

Det er min uge med Laurits, og som altid glæder 
jeg mig til det første knus...
mærke hans nærhed og se hans smil.

I dag ser han dog trist ud, da jeg møder ham på stien.
Han fortæller mig, at han blev ked af det i skolen.
De havde lavet en opgave, hvor de skulle bruge verdenskortet, og da han så Afrika, var han pludselig 
kommet i tanke om, at han bare ville ønske at han 
kunne møde sine afrikanske forældre.
Laurits får store tårer i øjnene, og jeg kan se på ham,
at den tanke fylder meget.

Arm i arm følges vi det sidste stykke, 
og da vi kommer hjem, lægger vi os på maven 
i min seng, og Laurits har mere på hjertet.
*Alle andre kan se om de ligner deres mor eller far, 
det kan jeg jo ikke*
*Jeg vil bare så gerne se mine rigtige forældre*

Jeg kigger på min dejlige kloge dreng, 
der mosler med ét af livets svære tidspunkter, 
måske især for adoptivbørn.
Hans ophav er ukendt, og han ønsker brændende 
at få mere viden om de første 6 måneder af hans liv.
Jeg ser ham i øjnene, og fortæller ham det han godt ved, men som han ikke kan bruge til noget lige nu...
der er ingen muligheder for mere viden om hans ophav.

Laurits ved godt, at hans Afrikamor døde 8 dage 
efter hun havde født ham, på gaden hvor hun boede, 
og Afrikafar er der ingen informationer om, overhovedet.
Der er ingen chance for at min søn vil kunne 
finde sin far, og fortælle ham, 
at han til tider har været savnet.

Alt dette ved Laurits godt, men det er hårdt at høre.
Jeg fortæller ham, at jeg sagtens kan forstå at han er 
ked af det, og jeg ville ønske at jeg kunne trylle, 
for så kunne jeg hjælpe ham med at få sit ønske opfyldt.
Vi snakker om at ligne sine forældre, 
og jeg fortæller ham, at når han ser sig i spejlet, 
skal han huske på, at han også ligner sine forældre. 
Mon han har sin mors øjne, sin fars hage...
og hvem af dem får han sin højde fra?

Laurits er stille lidt, og denne stilhed bruger jeg til at 
hviske til ham...
Jeg hvisker, at jeg er lykkelig for, at få lov til at være 
mor til ham.
At han er det bedste, der er hændt mig i hele mit liv.
At hans farmand og jeg elsker ham uendeligt højt, 
og det vil vi altid gøre.
Laurits kravler helt hen til mig, putter sig ind, 
og hvisker:*Jeg elsker også jer mor, altid*

Jeg ved at jeg er det tætteste Laurits kommer på, 
at få en *rigtig* mor, og jeg ved at han til daglig ikke 
tænker på os som *adoptivforældre*
...alligevel mærker jeg et lillebitte stik, 
dybt inde i maven, når han omtaler sine 
biologiske forældre, som sine rigtige forældre.

Jeg ved at det er dybt egoistisk, men det vil jeg 
have lov til at være.

Jeg synes stadig det er meget tragisk 
at Laurits' biologiske mor skulle dø fra ham, 
men samtidig er jeg dybt taknemmelig for, 
at jeg fik lov at blive hans mor.
Tænk hvis historien var anderledes, så havde jeg 
ikke kunne se ind i min søns vidunderlige brune øjne, 
og fortælle ham hvor højt jeg elsker ham.

Vi har flere gange snakket om, hvordan verden 
ville have set ud, hvis Afrikamor ikke var død.
Hvordan ville hverdagen have været, og hvordan 
ville Laurits have klaret sig...vi ved det ikke.

Åhh, jeg priser mig lykkelig for, at han er her...

Fredag i lige uger...

Jeg kan mærke det...
På den gode måde, kommer trætheden snigende,
og en rar mathed melder sig.

Jeg elsker fredage i lige uger.
Laurits er hos mig, og friweekenden venter forude.
Ofte er vores uger godt pakket, med diverse fritidsaktiviteter, lektier, leg, besøg og indkøb.
Ikke at jeg brokker mig, for jeg trives godt i fyldte 
dage, og det gør jeg netop 
pga. fredage i lige uger.

I et godt stykke tid nu, har jeg forsøgt at 
holde fredagen fri af aftaler.
Hvad enten man tror på det eller ej, så har vi godt af 
en pause.
En pause, hvor det er helt i orden at føle matheden i kroppen, og vide at man ikke skal i gang med noget stort, eller gøre sig i stand for at tage på besøg.
At kunne glæde sig til at komme hjem og lave...
lige hvad man vil.

Jeg ved at Laurits også sætter pris på vores fredage:
*Moar, vi skal da ikke noget på fredag vel?*,
og når jeg kan svare nej, lyser han op,
og kommer med gode idéer til vores stund.
For Laurits er hygge, hvis han kan lokke mig til at sove i stuen...og skal der ikke mere til, så snupper 
jeg gerne den ene side af hjørnesofaen, 
også selvom ryggen knirker lidt dagen efter;)

Det hænder ofte, at jeg er alene et stykke tid,
for Laurits er glad for sin klub og vennerne der.
Jeg nyder den stille stund, og han nyder at nå det
han har brug for, inden snuden vendes hjemover.

Man skal passe på sig selv, og dem man elsker,
og det gør jeg ved at holde fredage i lige uger hellige.

Ahh, lyden af stilhed og duften af kaffe...

*Det glade hjerte

lever længst* 

Bare stædig...

Søndag d.4/5 deltog jeg i "I form-løbet" 
på Frederiksberg.
Vejret var med os, vekslende sol og skydække, 
rart at løbe i.

Jeg havde meldt mig til strækningen på 5 km., 
for her hører jeg hjemme...ikke for langt, ikke for kort men nok til at få pulsen op og sved på panden.

Jeg er ikke en stabil løber. Jeg kommer afsted når lysten er der, og nogle gange også når lysten ikke er der til at starte med.
Jeg bliver nok aldrig én der løber fast 2 gange om ugen, og det har jeg det fint med.

For mig, er det stadig lidt stort at jeg kan løbe 
5 km. uden pauser, og i en tid jeg synes jeg kan være bekendt. 
Det sidste mål jeg har omkring motionen er, at komme ned og løbe de 5 km. under 30 min.
Jeg skal nok nå det - på et tidspunkt:)

Men dét at jeg løber, gør mig ikke sej.
Sej er, når man vælger at løbe en ½ maraton, 
og gennemfører i en rigtig flot tid.
Sej er, når man løber denne strækning, ikke bare som en udfordring, men for at bekæmpe fortiden, og noget af det den stod for...dét er sejt.

Når jeg lægger et billede op af en svedig
men glad Jette J, er det ikke for at få en masse tilkendegivelser, selvom det er en dejlig fornemmelsen.
Billedet lægger jeg op, fordi jeg er stolt og glad over at jeg fik gennemført turen.
Det er alligevel ikke så pokkers lang tid siden, at en løbetur ikke var en mulighed...

Så nej, jeg er ikke sej, bare stædig :)  

"Jeg ville ikke ha' noget imod, at du rejste dig og holdt en lille tale Jette Jeppesen"...

Mit job indeholde så meget glæde, 
og skønne udfordringer.
Jeg kan sjældent følge en, i mit hoved, 
planlagt 8 timers vagt...
jeg når det jeg når, af praktiske 
og skriftlige opgaver. 
Beboerne kommer i første række, 
hvad enten deres liv er let for øjeblikket, 
eller næsten uoverskueligt.

Da jeg mødte ind til aftenvagt i går, 
viste det sig, at vi skulle fejre en beboers 
afdøde fars 72 års fødselsdag...
og hvis det giver ro i hovedet og sindet, 
jamen så er det bare det vi gør.
En tur ud i snevejret, 
for at finde kage til aftenkaffen.

Beboeren er ikke en mand 
af store ord, og lange sætninger, 
så jeg indrømmer blankt 
at jeg nær var faldet på halen, 
da han ud af det blå pludselig siger:
"Jeg ville ikke ha' noget imod, at du rejste dig, 
og holdt en lille tale Jette Jeppesen!"

Øhh, jeg mener ikke at jeg har set 
den slags opgaver, 
beskrevet i min jobbeskrivelse;)

Men det viser mig bare, igen, 
at jeg aldrig rigtig ved, hvad jeg møder ind til, 
og det vil jeg egentlig heller ikke.
Jeg tror på, at den arbejdsgang, 
er én af grundene til at jeg nu har været 
på Bredegaard i 7 år.
Jeg ville aldrig kunne leve med 
en forudsigelig hverdag.

...Og talen, klarede min dejlige beboer selv:)

*Brug ikke energi på at ændre det, 

der ikke kan eller skal ændres*