tirsdag den 30. september 2014

Savn...

Det er min uge med Laurits, og som altid glæder 
jeg mig til det første knus...
mærke hans nærhed og se hans smil.

I dag ser han dog trist ud, da jeg møder ham på stien.
Han fortæller mig, at han blev ked af det i skolen.
De havde lavet en opgave, hvor de skulle bruge verdenskortet, og da han så Afrika, var han pludselig 
kommet i tanke om, at han bare ville ønske at han 
kunne møde sine afrikanske forældre.
Laurits får store tårer i øjnene, og jeg kan se på ham,
at den tanke fylder meget.

Arm i arm følges vi det sidste stykke, 
og da vi kommer hjem, lægger vi os på maven 
i min seng, og Laurits har mere på hjertet.
*Alle andre kan se om de ligner deres mor eller far, 
det kan jeg jo ikke*
*Jeg vil bare så gerne se mine rigtige forældre*

Jeg kigger på min dejlige kloge dreng, 
der mosler med ét af livets svære tidspunkter, 
måske især for adoptivbørn.
Hans ophav er ukendt, og han ønsker brændende 
at få mere viden om de første 6 måneder af hans liv.
Jeg ser ham i øjnene, og fortæller ham det han godt ved, men som han ikke kan bruge til noget lige nu...
der er ingen muligheder for mere viden om hans ophav.

Laurits ved godt, at hans Afrikamor døde 8 dage 
efter hun havde født ham, på gaden hvor hun boede, 
og Afrikafar er der ingen informationer om, overhovedet.
Der er ingen chance for at min søn vil kunne 
finde sin far, og fortælle ham, 
at han til tider har været savnet.

Alt dette ved Laurits godt, men det er hårdt at høre.
Jeg fortæller ham, at jeg sagtens kan forstå at han er 
ked af det, og jeg ville ønske at jeg kunne trylle, 
for så kunne jeg hjælpe ham med at få sit ønske opfyldt.
Vi snakker om at ligne sine forældre, 
og jeg fortæller ham, at når han ser sig i spejlet, 
skal han huske på, at han også ligner sine forældre. 
Mon han har sin mors øjne, sin fars hage...
og hvem af dem får han sin højde fra?

Laurits er stille lidt, og denne stilhed bruger jeg til at 
hviske til ham...
Jeg hvisker, at jeg er lykkelig for, at få lov til at være 
mor til ham.
At han er det bedste, der er hændt mig i hele mit liv.
At hans farmand og jeg elsker ham uendeligt højt, 
og det vil vi altid gøre.
Laurits kravler helt hen til mig, putter sig ind, 
og hvisker:*Jeg elsker også jer mor, altid*

Jeg ved at jeg er det tætteste Laurits kommer på, 
at få en *rigtig* mor, og jeg ved at han til daglig ikke 
tænker på os som *adoptivforældre*
...alligevel mærker jeg et lillebitte stik, 
dybt inde i maven, når han omtaler sine 
biologiske forældre, som sine rigtige forældre.

Jeg ved at det er dybt egoistisk, men det vil jeg 
have lov til at være.

Jeg synes stadig det er meget tragisk 
at Laurits' biologiske mor skulle dø fra ham, 
men samtidig er jeg dybt taknemmelig for, 
at jeg fik lov at blive hans mor.
Tænk hvis historien var anderledes, så havde jeg 
ikke kunne se ind i min søns vidunderlige brune øjne, 
og fortælle ham hvor højt jeg elsker ham.

Vi har flere gange snakket om, hvordan verden 
ville have set ud, hvis Afrikamor ikke var død.
Hvordan ville hverdagen have været, og hvordan 
ville Laurits have klaret sig...vi ved det ikke.

Åhh, jeg priser mig lykkelig for, at han er her...



3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Åhhh den lillefis han er bare SÅ dejlig ,kærlig og meget meget betænksom og han ved godt at han har de bedste forældre som man kan ønske sig ,og ihhhh hvor ville vi alle gerne kunne opfylde hans ønske ,men heldigvis kan han komme til jer med sine inderste tanker og få et godt svar ......og han har de BEDSTE forældre han kan få <3 men åhhh hvor er det svært heldigvis var det jer to der kom og hentede ham den gang for godt 10 år siden <3 knus fra en heldig mormor <3

Annette sagde ...

<3

Lowpriced Quality Goods sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.