Kuk kuk...

Jeg vågnede en morgen meget tidligt.
Jeg tror at samtlige fugle omkring Rugmarken
var stået op, og der var en kvidren, fløjten og skrabben:)

Midt i alt den kvidren, hørte jeg en stille kukken...
Kuk kuk...kuk kuk
Med sin helt egen rytme, satte gøgen sit spor.
Lige så stille løftede den sin røst, men jeg havde
på fornemmelsen, at ingen af de andre fugle hørte den.

Man kan sammenligne alle disse fuglefløjt
med menneskestemmer.
Nogen snakker højere for at blive hørt,
nogen snakker bare meget,
og andre skrabber hele tiden
...og så er der dem, der med deres små
stemmer, prøver at komme igennem,
men midt i alle stemmerne, bliver de væk.

Måske skulle man nogle gange stoppe op,
og hører på gøgen når den kukker
...det kunne jo være at den havde noget
den ville dele med os.

Kuk kuk, kuk kuk...

*Nogle gange,
er det bedre
at tie,
end at tale*

Fasters pige...

Pludselig står hun der ved siden af mig.

Blidt skubber hun til mig, så jeg rykker
stolen ud, og hun kravler op på mit skød.
Hvor er det en dejlig fornemmelse,
at have hende tæt på mig igen:)

Vi har været fra hinanden alt for længe,
men der var ting der skulle falde på plads,
og tiden flyver.
Jeg har frygtet, at tilliden var brudt, og at
jeg var blevet et strejf af en tanke, hun en
sjælden gang stødte på...

Men da hun fandt mig i dag, og flere gange
søgte mine arme, vidste jeg, at jeg ikke var
så langt væk i hendes verden.

Åhh, vi hyggede i skønne menneskers selskab,
men vi havde også flere stunder, hvor vi kun
var os to, mellem mange mennesker.

Gamle tanker, der fylder i det lille hoved,
skulle lige vendes med faster, for det er vigtigt
at vide, om verden stadig ser ud, som for langt
tid siden.
Blikket i hendes øjne, da jeg beroligede hende
med alle de velkendte sætninger, var det hele
værd...i en verden fuld af forandringer, er det
nu rart at der er noget der ikke har rykket sig:)

Faster pige...

*Kærlighed er at give
uden at huske,
og at modtage
uden at glemme*

Om at blive blæst igennem...

Ja, så er den igen gal med bloggen...

Jeg håber at I stadig får noget ud af mine indlæg:)

Cykelturen hjem til farmand, kræver til tider vand,

men min dejlige dreng tager turen i stiv arm.

Han har ikke travlt...han tager sin tid,

og får set alt på sin vej.

I dag har jeg haft mit kamera med, til turen hjem.

Jeg vidste at jeg måtte ud og blive blæst igennem,

og så vil det jo være spild af gode motiver,

ikke at have fototasken med.

Jeg synes jeg tumler med nye tanker...

fornemmelser der har været gemt væk

alt alt for længe.

Tiden til at fornemmelserne skulle frem,

har ikke været aktuel før nu,

men jeg arbejder på, at jeg ikke længere

behøver sørger for at alle andre har- eller får

det godt, før jeg kan tænke på mig selv.

Jeg tror at jeg trængte til at sidde på stranden,

og lade blæsten tage nogle af de gamle slidte tanker,

og slippe dem, så der bli'r plads til nye.

Efter blæsten, kom stilheden.

Jeg cyklede gennem skoven, og nød at lyden af

bølger der slår mod strandkanten,

blev byttet ud med suset i trækronerne.

Der var så roligt og stille, at skovens dyr

blev stående, så jeg kunne liste tæt på

og forevige dem.

Jeg kiggede op, og så de smukke lysegrønne trækroner.

Med ét rammer det mig...

Du er på vej videre Jette J, og du har dig selv med.

En dag af gangen, og en fod foran den anden,

så kommer jeg fremad, og jeg smiler mens jeg går...:)

*Det er godt,

at få det bedre.

Men det er bedre,

at få det godt*

En stolt mor...

Sådan min dreng, godt gået!

Du viser os, hvordan man klarer
12 uger i familieklassen,
og vokser med opgaven.

Ros, ros og ros, var der til dig,
både ved midtvejsevalueringen
og til slutevalueringen.

Hold fast i den nye stil min skat,
så bliver hverdagen meget nemmere.

Jeg elsker dig højt.
Du er altid i mit hjerte...

*Fortæl mig det,
og jeg glemmer.
Vis mig det,
og jeg husker måske.
Involver mig i det,
og jeg forstår*