Om at blive blæst igennem...

Ja, så er den igen gal med bloggen...

Jeg håber at I stadig får noget ud af mine indlæg:)

Cykelturen hjem til farmand, kræver til tider vand,

men min dejlige dreng tager turen i stiv arm.

Han har ikke travlt...han tager sin tid,

og får set alt på sin vej.

I dag har jeg haft mit kamera med, til turen hjem.

Jeg vidste at jeg måtte ud og blive blæst igennem,

og så vil det jo være spild af gode motiver,

ikke at have fototasken med.

Jeg synes jeg tumler med nye tanker...

fornemmelser der har været gemt væk

alt alt for længe.

Tiden til at fornemmelserne skulle frem,

har ikke været aktuel før nu,

men jeg arbejder på, at jeg ikke længere

behøver sørger for at alle andre har- eller får

det godt, før jeg kan tænke på mig selv.

Jeg tror at jeg trængte til at sidde på stranden,

og lade blæsten tage nogle af de gamle slidte tanker,

og slippe dem, så der bli'r plads til nye.

Efter blæsten, kom stilheden.

Jeg cyklede gennem skoven, og nød at lyden af

bølger der slår mod strandkanten,

blev byttet ud med suset i trækronerne.

Der var så roligt og stille, at skovens dyr

blev stående, så jeg kunne liste tæt på

og forevige dem.

Jeg kiggede op, og så de smukke lysegrønne trækroner.

Med ét rammer det mig...

Du er på vej videre Jette J, og du har dig selv med.

En dag af gangen, og en fod foran den anden,

så kommer jeg fremad, og jeg smiler mens jeg går...:)

*Det er godt,

at få det bedre.

Men det er bedre,

at få det godt*