fredag den 2. marts 2012

Endnu et år er gået...

Så er den afleveret...Ethiopienrapporten.

En gang om året, lige omkring d.1/3, skal der
sendes en rapport afsted til Jylland, hvor Laurits'
år beskrives.
Jeg skriver lidt over 2 sider, med oplevelser der
fylder i min søns liv lige nu, og det sidste år.
Gode stunder, dejlige oplevelser, småproblemer
og andet spændende fra året der gik.

Med rapporten følger 6-8 billeder.
Billeder af Laurits med sine bedste venner,
sin nye søde lillesøster, feriebilleder eller
Laurits igang med at lave aftensmad.
Billeder fra hverdag og fest.

Rapporterne skal laves én gang om året,
til Laurits fylder 18 år.

18 år er lang tid, og jeg har før syntes at det
var lidt trættende, men sådan har jeg det ikke
længere.
Hvor mange forældre har beskrivelser af deres
børns liv liggende, for hvert år?
...Jeg tror ikke det er mange:)

Jeg indrømmer blankt, at jeg skriver stikord ned,
i løbet af året, så jeg kan huske hvad Laurits
har oplevet.
Det er alt fra ferier, livet for Laurits i hans 2 familier,
store oplevelser i hans liv, tabet af den første tand,
ros fra skolen osv.
Det er gode stikord at have, når skrivestunden
nærmer sig:)

Rapporten afslutter jeg altid på samme måde.
Jeg fortæller, dem der skal læse den,
at Laurits' forældre er dem dybt taknemmelige,
for at han er vores.
At ingen af os kunne ønske os noget bedre,
end vores dejlige søn.

Rapport fra
Laurits Nis Jeppesen
i perioden 1/3-11 til 1/3-12...

*Lykken bliver
aldrig mindre,
af at blive delt*