Laurits har sikret sig at han ved hvor jeg sidder,
og så er han smuttet igen.
Nu dæmpes lyset og vi bliver stille...alle har fingerne på kameraet.
Lige så stille hører vi dem komme.
Det lysner i døren og dér er de...
I en lang række indtager de rummet, med deres smukke sang.
Med ét blitzer det alle steder fra!
Alle må have billeder af de skønne små incl. mig;)
Laurits og jeg får øjenkontakt, og jeg ser hans glade smil.
For pokker hvor er jeg stolt af min søn!
Lige så stille forlader de rummet igen, og jeg lister efter dem,
for at få et sidste billede...og det var heldigt, for billederne på
stuen blev ikke gode.
I fællesrummet står min smukke dreng,
fint med sit lys mellem sine hænder.
Han finder mig i vrimlen, og jeg får et kæmpe knus...
*Så du mig mor, gjorde du hva'?*
En dejlig eftermiddag...
*Hvis nogen siger til dig,
du ikke kan gøre noget bestemt,
ja, så hold op med
at lytte*
4 kommentarer:
Og jeg er stolt og glad for at være hans Farmor. . . .selvom jeg ikke var med. . . SUK
Knus herfra
Jette - hvor er det da en dejlig dreng du har og hvor lyser stoltheden ud af ham! Dejlige billeder - jeg kan godt forstå du var stolt.
Kh
Heidi (andrik)
åh....en lille lysebrun Luciadreng og han er"vores" ham kan I være stolte af......
knus fra mormor
Jette - hvor er han skøn Laurits. Det er rigtige dejlige billeder du har fået - dejligt at have sådanne minder.
Knus fra Marianne og Jan
Send en kommentar