På gensyn...

Det er pudsigt med venskaber.

Man mødes tilfældigt, falder i snak,
og for nogen ender det der.
For andre, udvikler mødet sig til venskab,
og hvis man er heldig, bliver venskabet stærkt.

Så heldig er jeg.
Vores venskab sætter jeg stor pris på.
Jeg ved at jeg kan snakke med dig om alt,
og jeg ved, at jeg hos dig, altid får et ærligt svar.

Vi lytter til hinanden, og hjælper hinanden gennem
stunder hvor vi vakler,
og ikke ved hvad der venter forude.

Jobmæssigt, kommer vi fra to vidt forskellige
verdener, og det giver gode snakke.
Der er så mange ting fra din hverdag, som jeg
ikke kan forstå...Jeg stiller 1000 spørgsmål,
for at forstå hvorfor du vælger som du gør,
og jeg ser hvad der er af dokumentarer,
for at danne mig et billede af din hverdag.

Jeg har dyb respekt for dine valg...jeg kan ikke
altid forstå dem...men jeg har dyb respekt.

Jeg har længe vist at du var på vej igen.
Jeg har tænkt, at der var god tid
...men pludselig var tiden gået, og det var
tid til et *på gensyn*.
Jeg kiggede på dig og du spurgte mig, hvad
jeg tænkte. Jeg svarede dig, at jeg ikke gad
dette her...det *på gensyn*der var uundgåeligt.
Vi krammede hinanden og vidste at nu var det nu.
Vi kørte hver sin vej, og jeg syntes at jeg havde
været stærk...jeg havde ikke grædt mens du så det.

Men nu er du langt væk, og jeg er mig selv.
Jeg tuder...meget...

Jeg har sagt til dig, at du skal passe på dig,
og du har, gang på gang, sagt til mig,
at du vil gøre dit bedste.

Vær sød at gøre dit allerbedste
min kære ven...