Træstammerne...

Dér er de!
Når jeg ser træstammerne 2. gang,
ved jeg at turen er ved at være slut.

Jeg er begyndt at løbe
...eller...løbe er måske så stort et ord igen;)
Jeg intervaltræner- 2 min. gå, 1 min. løb,
og sådan kommer jeg igennem 2.2 km. i skoven.

Jeg har længe tænkt, at det måtte prøves.
Jeg havde en fornemmelse af,
at jeg ville synes om det, men jeg har også været
ret bevidst om, at der liige skulle ryge nogle kilo først.

Jeg købte et sæt løbetøj, og skulle vænne mig til, at der ikke er plads til nøgler og mobil nogle steder.
Så hus- og cykelnøgle ryger om i den lille smarte lomme på bagdelen, som jeg først sent opdagede at jeg havde fået med i købet...meget smart;)

En anden ting ved løbetøj er, at det sidder temmelig tæt til kroppen. Det skal jeg også vænne mig til, og det kræver stadig en dyb indånding, før jeg træder ud af døren, finder min cykel og bevæger mig ud blandt andre mennesker:)

Min skønne veninde Annette, har vist mig et dejligt sted at træne. En skov der ikke besøges af så mange, og det betyder at jeg kan løbe uforstyrret.

Der er helt stille i skoven. Den eneste lyd der høres, er min vejrtrækning, som til tider høres ret tydeligt, men det betyder kun, at jeg er oppe i puls, og at jeg yder noget...så det er en god lyd, har jeg besluttet:)

Jeg rammer *den døde zone*.
Det er et sted i skoven, som jeg glemmer hver gang.
Hver gang kommer det bag på mig, at stien ikke slutter der hvor jeg mener den skal, så der skal bare løbes videre...
og dér, dér kommer træstammerne til syne igen.
Turen er ved at være forbi, og min hjerne er nu høj på endofiner:)

Jeg strækker ud, snupper en tår vand, sidder lidt og får pulsen ned igen før jeg cykler hjem.

På turen hjem, tænker jeg ikke over, at løbetøjet sidder tæt til kroppen, at jeg er svedig og ikke så charmerende at se på.
Jeg er bare glad for, at jeg endnu en gang har ydet noget, for at få det bedre med mig selv.

*Når forandringens vinde blæser,
findes der to typer mennesker:
Dem der bygger læhegn,
og dem der bygger vindmøller*