Jeg snuser ind, og kan dufte foråret.
Jeg elsker denne tid, hvor alting pibler frem,
dagene bliver længere og solen stærkere.
Det, at hænge vinterfrakken væk, og skifte
støvlerne ud med bare tæer...vi har jo rundet
1. april...det er lykken for mig.
Jeg har haft meget om ørene i den seneste tid,
og på et tidpunkt troede jeg at foråret ville være
forbi, før jeg nåede at nyde det.
Men jeg var heldig.
Jeg nåede at gribe fat i mig selv, og stoppe op.
Det er jeg faktisk blevet bedre til...
at husk mig selv...
*Der er ingen vej
til glæden.
Glæden er vejen*
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
hvor har du ret søde skat....og det på trods af..."den dumme høfeber" du døjer med......men skønt at du ser lyst på det.....det er du god til....
Foråret så sagte kommer......
knus herfra
Send en kommentar