At sige farvel...

En uge på arbejdet, med dejlige
stunder, solskin...og afsked
med en vidunderlig beboer som, mæt af dage,
har forladt os, tænker jeg at man aldrig
rigtig ved hvad dagen bringer.
Man møder op, har en plan,
og med ét ændres alting.

Vi har længe vidst at dagen måtte komme,
men man er aldrig helt klar vel?

Et par dage før, gik jeg over for at hilse på,
og det er jeg glad for nu.
Vi fik en lille snak, og jeg genkendte det
varme, kloge blik, der stadig var
i de gamle øjne
...øjne der fortalte at de var trætte og mætte nu.

Nu er han borte.

Den dag var der en helt speciel ro
på Bredegaard.
Beboerne havde fået beskeden, og det
var min opgave at holde om dem der havde
brug for det, mens andre skulle have
afklaring af spørgsmål der trængte sig på.

Solen skinnede, og det var somom
han fortalte os, at det var ok.
Endelig fri for smerterne.

På tirsdag siger vi et endeligt
farvel til denne dejlige og enestående
mand, som på sin egen stille måde,
gav os så meget.
Men jeg tror at han altid vil være lige
i nærheden...Bredegaard var hans hjem.

Man ved aldrig hvad dagen bringer...

*Kæmp for alt
hvad du har kært.
Dø om så det gælder.
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller*