Jeg sad og kiggede på billeder af Laurits her til aften.
Enhver mor synes at ens barn er det dejligste,
og sådan har jeg det også...
men jeg bærer også på en dyb taknemmelighed.
Laurits' biologiske mor har givet mig sin søn.
8 dage nåede hun at være sammen med ham,
før livet blev taget fra hende.
Hun vidste at han ville blive passet på,
og jeg har valgt at tro på, at hun sidder et sted,
hvor hun kan holde øje med os.
Ser hun hvilken vidunderlig dreng hun har født?
Ser hun de varme brune øjne, og hans vidunderlig smil?
Hører hun hans latter, der kommer helt nede fra maven,
når man kilder ham?
Mærker hun den kærlighed som Laurits får
af alle dem der er tæt på ham?
Ved hun at han glad dreng, som trives der hvor han er?
Er hun stolt af ham...og af os som forældre?
Jeg håber hun ser Laurits derfra hvor hun er,
og at hun ved han er det største
der er sket i mit liv.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan min
tilværelse ville se ud, uden min søn.
Jeg skylder den kvinde alt...og jeg håber
at hun ved det.
Dyb taknemmelighed...
*Jeg elsker dig
hver eneste dag,
i sol
og i måneskin.
Jeg elsker dig
med mit åndedrag,
smil,
tårer,
med hele mit liv*
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
ja Jette hun ser det hele......og er stolt af både Laurits og hans forældre,men hvor har du ret hvor var vi alle uden den lille charmetrold.
knus fra mor
Nu begynder jeg at tude.... :-)
mig osse...
Søde Jette,
Intet er tilfældigt, du er valgt til den opgave fordi du var den rigtige...
Din dejlige unge kunne ikke ha´fået en dejligere mor..
Et ordentlig "morknus" til en mor, fra en anden mor.
Send en kommentar