lørdag den 28. februar 2009

Man bruger 26 forskellige muskler til at smile...

...og 60 til at skrupgrine:)

I går kom mor og far over en tur, da jeg kom hjem fra arbejde.
Mor skulle hjælpe mig med at samle en reol til Laurits' legeværelse.
Reolen fik jeg samlet før de kom...kan selv, vil selv;)

Solen stod og strålede ind på altanen,
så vi satte os derud og drak kaffe.
Uhh, så kommer foråret lidt tættere på.
Vi nød det i fulde drag:)

Vi spiste sammen, og hyggede os rigtig meget.
Vi vendte verdenssituationen, og vi grinede
tårene trillede:)

Det er lang tid siden, at jeg har været rigtig glad,
men det vender lige så stille kan jeg mærke.
Små ting i hverdagen, giver mig nu en varm
fornemmelse i min mave, og jeg er omgivet
af utrolig dejlige mennesker, både privat og
på Bredegaard.
Hvad skulle jeg gøre uden jer:)

Foråret kommer, jeg kan mærke det...




søndag den 22. februar 2009

Søndag...

Der er to slags søndage...

En søndag jeg ser meget frem til,
og en søndag, der betyder en uge alene.

I starten var det kun den ene søndag jeg var glad for.
At skulle være sammen med Laurits igen,
er det bedste på hele ugen.
Men jeg kan mærke at den anden søndag ikke længere
skræmmer mig.

Jeg får sagt ordentlig farvel til Laurits,
med knus og kys til hele ugen:) og jeg kan se at han er glad
for at være hos far igen...en dejlig følelse.

Når jeg kommer hjem, er jeg rastløs.
Mit hjerte skal lige finde ud af omstillingen.
Jeg skal ikke sætte mig og lade tankerne flyve.

Jeg har fundet en god rytme...jeg gør rent:)

Dem der kender mig, ved at det aldrig har været
min stærke side, men jeg kan nu afslører at det er jeg
blevet super god til;)

I dag fik badeværelset en ordentlig tur, derefter
blev lejligheden støvsuget.
Jeg fik sat den første af 4 tøjvask over, og div. spejle og
glaslåger er blevet pudset.
Før jeg gør klar til en let aftensmad,
satte jeg mig lige og syede stropper i de håndklæder
og viskestykker der har manglet i et stykke tid:)

Det giver mig en ro at vide, tingene er gjort.
Så kan jeg slappe af med god samvittighed.

Når jeg har Laurits hos mig, fylder rengøringen
ikke så meget...her skal tiden bruges anderledes.
Det gode er nemlig, at jeg nu er kommet i bund med det hele
så derfor er det lige før at rengøringen går som en leg
...men også kun lige før...jeg kommer aldrig til at elske det;)

Nu kan jeg dufte aftensmaden, så nu er det tid at slappe af.

Glæder mig til søndag...


torsdag den 19. februar 2009

Heftig uge...

Hvor er det dejligt at det er torsdag...
Så er der nemlig ikke så længe til weekenden;)

Det har været en lidt heftig uge.
Laurits og jeg var hjemme mandag og tirsdag.
Tirsdag eftermiddag gik turen til Græsted, hvor Laurits
skulle hygge med tanten.
Idag har Allan hentet ham, og så går turen til håndbold.
Resten af vores uge er også besat,
så Laurits og jeg har nok at se til;)

Jeg har altid godt kunne lide, at have noget at tage mig til,
men nogle gange kan der også komme for mange aftaler
i kalenderen.
Jeg tror at jeg skal øve mig i, at prioritere.

Sneen daler stadig, og det sætter en naturlig dæmper
på tempoet.
Jeg elsker det lys der opstår i snevejr, og lyden af knitrende
sne under støvlerne.

Efter risengrøden i aften, kravler Laurits og jeg
ned under *nettominken*, og hygger til lidt tegnefilm.

Jeg glæder mig til at kramme ham igen...

fredag den 13. februar 2009

Fordelen og bagdelen...

Skoldkopperne trives...

Men én af fordelene, ved at have en smuk brun unge er,
at man da kan se hvor langt man er med
den kløestillende spray;)

Én fordel ud af rigtig mange...



torsdag den 12. februar 2009

37 *prikker*

Laurits har skoldkopper...

Allan ringede i går, og fortalte at det nu var Laurits' tur:)
Han er gudskelov ikke syg af det,
men det klør som bare pokker ):

Da man jo ikke må komme i børnehave
før der er skorpe på *prikkerne*,
så har Laurits været hos farmor i dag.
Her til aften kom drengene så op til mig,
og spiste aftensmad.
Laurits bliver og sover her, for jeg har fri i morgen.
Så henter Allan ham efter arbejde,
og sådan hjælper vi hinanden.

Laurits er helt med på, at han lige skal være hos mig
en nat, og det synes jeg er super lækkert.
Det må betyde at vi voksne takler situationen
på en god måde, overfor vores søn:)

Der er nu nogle fordele ved at være syg:
*Moar, må jeg sove inde hos dig i nat,
for jeg har jo skoldkopper?*

Selvfølgelig må han det... ;)

lørdag den 7. februar 2009

Legekammerater...

Man bliver da aldrig for gammel til at få nye legekammerater vel...

Laurits har haft besøg af Frederik i dag,
og Frederik havde sin mor Christina med.
Aftalen blev lavet for en uge siden, og Laurits har bare talt dage.
Så blev Frederik syg, og Laurits var sikker på at nu måtte vi aflyse
...men Frederik blev klar, og de dukkede op kl.12.

Det er skægt med unger...de kender hinanden ud og ind,
men når de pludselig står overfor hinanden, så bli'r de generte:)
Nå, det gik nu hurtigt over.

Christina havde taget lækker tærte og frikadeller med,
og jeg havde lavet et fad med friske grøntsager klar.
Inden vi fik set os om, var der gået fem timer!
Christina og jeg faldt bare i hak med det samme.
Det er rigtig hyggeligt bare at sidde og sludre,
mens ungerne leger.
Det er bestemt ikke sidste gang at vi mødes:)

Da Laurits og jeg blev alene, fik vi lige styr på hytten,
og jeg lavede lidt aftensmad til os.
Nu er der gang i lørdagshyggen:)

I morgen skal Laurits hjem til farmand,
og han glæder sig...


mandag den 2. februar 2009

Hygge...

Det er da vist lidt tid siden jeg har skrevet.

I sidste uge var jeg alene for første gang i 11 år.
Det er en underlig fornemmelse,
som jeg helt sikkert skal vænne mig til.
Det var hårdt at afleverer Laurits i søndags,
men jeg ved jo at han er tryg og har det det godt,
og det er det vigtigste.

Jeg skal helt klart lærer mig selv at huske og lave aftensmad
...den er smuttet et par gange,
meeen mon ikke det er meget godt for figuren;)

I går hentede jeg Laurits hos mor og far.
Der havde han overnattet, og hygget.

At få sin søn i armene igen, er dog det skønneste.
Han havde mange kram til mig, og vi snakkede om,
hvad han havde lavet i løbet af ugen, sammen med far.

Da vi havde spist, tog vi hjem, og resten af aftenen
spillede vi spil og hyggede.

I aften kommer onkel S forbi med en ny seng,
som Laurits har fået af moster Samme og onkel Bo.
Det bliver super skønt at få hans soveværelse gjort
helt klart til natten.

Der er ingen tvivl om at den ekstra gulvplads
Laurits har fået i sit legeværelse, er et smart træk.
Nu er der plads til at bygge fede fleksitracksbaner
på hele gulvet!

Jeg elsker lige uger...