Host, host...

Klokken 11.25 ringede telefonen på mit arbejde.
Laurits' stuepædagog var i røret.
Laurits havde 38.5, blanke øjne og en hoste, som vi også havde hørt en del af i nat.
Dejlige mormor trådte til, gudskelov havde hun fri, og de tog hjem til morfar som ventede.

Jeg vidste godt at han ikke skulle have været af sted, men nogle dage må man handle ud fra nød, og håbe på det bedste.
Allan havde skrevet til mig at han var ok i morges da de tog hjemmefra, men børn lever fra det ene øjeblik til det andet...

Da jeg kom hjem sad Laurits og spiste lidt mad.
Senere kravlede han op i sofaen, ned under dynen og så den DVD moderen havde med hjem til ham...uhmm hygge :)

Det er lidt sjovt med de unger. Selv med feber ligger min søn og synger de dejligste børnesange.
Når han ligger der, lidt klatøjet og mat, kan jeg pludselig savne den unge der suser rundt i stuen, og er ved at drive sin mor til vanvid nogle gange...

Lige før kiggede han på mig og spurgte:

"Kan man godt sove med åbne øjne moar?"
"Nææ... hvorfor Laurits?"
"For så kan jeg jo se dig, når
jeg sover..."

Så elsker jeg ham endnu højere end jeg gjorde sekundet før...

*Det er, hvad kærlighed
inderst inde drejer sig om:
At man er der for
hinanden.*