Da vi kom hjem med Laurits, troppede jeg op på biblioteket, for at mødes med andre mødre...og det var da også meget hyggeligt...
men de andre mødres babyer var sprit nye, og jeg sad med en vidunderlig unge, på 6½ mdr.
Laurits og jeg blev hurtig enige om, at der hørte vi vist ikke til. Jeg kom med i en gruppe, hvor børnene var et par måneder yngre end min, og det passede væsentlig bedre.
Vi mødes, som sagt, stadig, og jeg vil våge den påstand at det er blevet lidt hyggeligere med årene.
Er I klar over hvor meget man *konkurrerer*, mødre imellem, uden at man ved det...tror jeg ;)
*Min sidder selv nu*,
*Ja, det kan jeg se, det har min nu gjort længe...*
*Vi har smidt bleen!*
*Skønt, det gjorde vi for 14 dage siden*
Man kan godt blive lidt forpustet, hvis man skal følge med der.
Jeg kan ikke sige mig fri for at gøre det samme, og hver gang vi tager hjem fra en hyggelig formiddag, lover jeg mig selv, at det var sidste gang jeg pralede.
Det er ikke så slemt mere, nu hvor vores unger er blevet lidt ældre, og i formiddags tænkte jeg ved mig selv, at det måske helt var stoppet...
men nej...
*Min er bare så klar til at skulle i børnehaveklasse*,
*Min har været klar længe, hun er så god til at skrive sit navn*
Jeg bed mig selv hårdt i læben, og holdt løftet til mig selv...jeg ville ikke prale.
Det holdt, jeg sagde ikke noget, og først da de var gået tænkte jeg...
Puha, det er hårdt at være en stolt mor...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar