onsdag den 26. marts 2008

Spaghettigudstjeneste...

I går var Laurits og jeg i kirke, sammen med en af Laurits' bedste venner Jonathan.

Mørdrup kirke har lavet et super tilbud til de mindre børn, som de kalder *spaghettigudstjeneste*.
Vi kommer kl.17.30. Så fortæller de to præster en historie fra biblen, som passer til den højtid der kommer, eller lige har været der.
De fortæller historierne, så selv de mindste kan være med, og de har ofte rekvisitter, som hjælper dem på vej.
Vi synger nogle sange, og til sidst går vi ind ved siden af, og spiser spaghetti.
Hele arrangementet tager ca. 1½ time.

Dengang vi ansøgte om at blive adoptivforældre, skulle vi lave en beskrivelse af os selv, hvor vores holdninger til mangt og meget, skulle være synlige.
Det var ikke svært for mig at beskrive min tro.
Jeg har altid troet på Gud, uden at det har været til offentlig skue for alle.
Jeg elsker at sidde i en kirke, gerne alene, og lade tankerne få frit løb.

Det er vigtigt for mig, at Laurits får kendskab til kirken, og hvad den står for. Spaghettigudstjenesten gør det muligt for ham, at få lidt viden, allerede nu.
Han ser frem til at vi skal derned, og han taler meget om det, i dagene efter.

Jeg synes det er skønt at vores to præster vælger at bruge kirken på denne, lidt *skæve* måde...og det er godt nok billig aftensmad, en gang om måneden...20 kr. for voksne og børn er gratis ;)

Velbekomme...

*Hvis Gud kiggede ned
og så et menneske som
dig,
ville han smile sødt, sætte
sig fornøjet tilbage, og tænke:
Jeg har talent!*



1 kommentar:

Anonym sagde ...

hvid gud kikkede ned ville han sige hvor har Laurits været heldig og hans forældre ligeså.
skønne foto.
knus fra mormor