Klippekortet...

Periodevis i min barndom, havde vores familie *klippekort* til skadestuen. Min bror og jeg brugte det på skift...

Jeg troede faktisk at det var noget man voksede sig fra, men nej!

I sommers begyndte Laurits at snakke om ambulancer og sygehuse.
Var det gode eller dårlige ting de stod for?
Allan og jeg gjorde meget ud af, at fortælle ham, at disse ting står for noget godt, og at de er til for at hjælpe os, når vi har ondt.
Nogle gange kræver en snak også en handling, så børnene bedre kan forstå...

Allan lagde ud.
En rundboldkamp, på højt plan, resulterede i et voldsomt hold i ryggen, og en ambulance blev tilkaldt.
Laurits sad tryg på armen af sin tante, som pegede og fortalte om alt det seje, der er i sådan én, med god hjælp fra ambulanceføren.
Da farmand kom hjem igen, skulle Laurits overbevises om at lægerne havde været søde ved far.

Så begyndte jeg at få ondt i maven, og Laurits var, og er, meget beskyttende omkring mig.
Jeg fik operationsdato, og vi snakkede igen med Laurits om, at lægerne vil hjælpe mig, så jeg ikke havde ondt i maven mere.

Igen er det godt med handling bag orderne.
Da jeg røg på sygehuset akut, måtte vi endnu en gang fortælle Laurits at dette var en god ting. Laurits kvitterede med at sige til mig, jeg skulle være en sød pige, og høre efter hvad sygeplejeskerne sagde til mig... :)

Nu mangler vi kun at få overstået tirsdag...

Nææ, for det var vigtigt for min kære svigermor, at hjælpe sin søn med at fjerne tæppet...men gulvet var glat, og svigermor falder lige så lang hun er...og brækker armen!
Og hvor er Laurits...lige der hvor det sker!
Denne gang har farmand og Laurits taget en sludder om skadestuer, smerter og gibs på armen:)

Nu forholder alle sig i ro, så vi kan få overstået den, forhåbenlig, sidste ting i rækken!

Så tror jeg også at alle vores klip er opbrugt for denne gang.

Av min arm... ;)