For et par dage siden stødte jeg på en ældre mand, som jeg har kendt i mange år.
Ingen af os ved hvad den anden hedder, men vi er altid stoppet op, og hørt til hinanden.
Manden er midt i 80'erne, og han har haft et rigt, men også et hårdt liv.
To kvinder har han passet, da de havde mest brug for ham.
Han har overlevet dem begge, og sørger nu for sig selv.
Da jeg spurgte ham hvordan han havde det, svarede han:
"Jeg eksisterer...men jeg lever ikke mere."
Da vi senere gik hver sin vej, tænkte jeg over orderne.
Er de en måde, hvorpå han fortæller mig, at han er ved at være træt?
Jeg er overbevidst om at ældre mennesker kan mærke, når livet lakker mod enden. De bliver trætte på en anden måde, og lyset i deres øjne brænder stille ud.
Manden har altid været så nydelig klædt og rang i sin holdning...da jeg så ham sidst, var han faldet meget sammen, og han fortalte mig at han ikke længere selv kan tage sit tøj på.
Alligevel tager han sit indkøbsnet, og traver ned til centret for at handle.
Jeg tænkte pludselig, at når han engang bliver så træt at han giver slip på livet, ville jeg ikke vide det.
Vi kender ikke hinandens navn, og hvor vi bor.
En dag er han væk, og jeg vil savne vores små samtaler...
*Du oplever situationer i livet,
hvor det eneste du kan gøre er,
at sætte den ene fod foran den anden
og leve dit liv, fra det ene øjeblik
til det andet.*
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jeg tror, at jeg jævnligt har mødt samme mand. HAm jeg tænker på, har spurgt mig, da Oscar og Mollie lå i barnevogn, om jeg vidste hvad moderglæde var, jeg var på vej ud i en længre foklaring, men han afbrød og sagde, når børnene sover.....
Han har så evig ret.....
Annette
ja...det er "vores lille blomst" hvor er det en smuk måde at sige det på ....og vi vil savne ham en dag .......han har taget sin tørn med sine "veninder"
knus fra mor
Send en kommentar