Idag har jeg haft en af de lidt tungere opgaver.
Jeg har ledsaget en af mine beboere til en begravelse.
Begravelser er svære i forvejen, men at ledsage til en
er lige så svært.
Min beboer var tydeligt mærket af situationen,
og turen til Roskilde var lang.
Vi brugte meget tid på at snakke om, at det er ok at græde.
At det at blive ked af det, er lovligt...ikke pinligt.
Der var mange mennesker i kirken.
Moderen til den meget unge kvinde der var gået bort,
kom over og hilste på, med et knus til min beboer.
Kirken var fuld af buketter i vidunderlige farver, og dem brugte jeg tid på, at beskrive.
Vi sang 4 smukke salmer, men der var stille ved min side.
Den stilhed er ikke rar, når man er vant til at høre en flot
sangstemme fra dennes mund.
Afsked ved rustvognen...her blev det for meget,
selv for den tapreste.
Stille stod vi, mens alle sagde farvel.
Jeg skal, som professionel, ikke dele knus ud til højre og venstre, men i denne situation, var et kram fuld berettiget.
Hjem til Bredegaard igen.
Arbejdsdagen er slut...en anderledes én af slagsen...
*Der bli´r stille
i verden,
når vi er væk*
1 kommentar:
ak ja Jette du er guld værd for din beboer....og Bredegård....jeg er stolt af dig.
knus fra mor
Send en kommentar