Tak...

Klokken 0.18 i nat, kommer Laurits tumplende ind i soveværelset, med natskæve krøller i håret.
Han kravler op i midten af sengen, som er hans plads, og lægger sig ned.
Jeg putter hans dyne godt omkring ham, og kysser ham, som jeg altid gør, når han kommer ind til mig.
Men i nat sker det vidunderlige, min søn kigger mig lige i øjnene og si'r:*Tak mor!*
Sekundet efter sover han, og jeg ligger og kigger på ham.

Han er min...

*Man finder sit liv,
der hvor man elsker.*