Kærlighed og boller i karry...

Laurits og jeg har fået os et lille ritual...

Jeg har meget længe, faktisk siden jeg kom ud af efteradoptionsdepressionen, sagt:
*Go'nat lille skat, jeg elsker dig*, til Laurits hver aften.
Hvad enten jeg putter eller Allan gør, så si'r jeg det til ham.
For mig er det en måde, at vise Laurits hvor meget han betyder for mig.

I de sidste par måneder, har vi to udvidet sætningen :)

Når jeg siger god nat, og jeg elsker dig, så si'r Laurits at han elsker mig højst, og den sætning skiftes vi så til at sige, og efter et par gange slutter det af med at Laurits si'r det, og jeg svarer OK.

Så har han fået det sidste ord, og han er glad...jeg tænker ved mig selv...Jeg elsker dig stadig højst, min dreng ;)

I morges da jeg afleverede ham i børnehaven,
stod han ude ved lågen.
Pludselig råber han:*Jeg elsker dig moar!!*,
og jeg svarer ham tilbage.
Den skifter et par gange, og som sædvanlig svarer jeg til sidst OK...så råber han:
*Men jeg elsker dig stadig længst moar!!* :)

Hvad kan jeg sige til det...ingenting...der er intet der topper sådan en kærlighedserklæring, synes jeg.

Mormor er alene hjemme, for morfar er på Fejø, så hun kommer efter arbejde og spiser boller i karry.
Det er én af Laurits' livretter...kun toppet af pølser i alle afskygninger ;),

...og når man tænker på hvor lidt min unge spiser, så kan han altså sætte en pæn portion til livs...så er det en fryd at lave mad til ham.

*Åh, den ubeskrivelige bekvemmelighed,
at føle sig tryg sammen med
et andet menneske.
- Ikke behøve at veje sine tanker,
eller måle sine ord
men bare
hælde dem alle sammen ud*