Nul huller...

Så kom dagen, hvor Laurits skulle til tandlægen.

Mens vi gjorde os klar, fortalte han mig, at han altså ikke havde lyst til at komme derop.
Vi talte om, at det er vigtigt at tænderne bliver chekket.

Da vi trådte ind på Tibberupskolen, måtte jeg bruge rigtig mange kræfter på ikke at vise Laurits hvor utilpas jeg var...lugten og omgivelserne, fik mig tilbage til 12 års alderen,
hvor jeg selv kom her.
Jeg har aldrig brudt mig om at gå til tandlæge,
heller ikke i mit voksenliv.
Men det er med tandlægebesøg som med tordenvejr...det er ok at være rigtig bange for det når man er sig selv. Men når der kommer barn til, må man vise ham, at han ikke skal være urolige...mor passer på dig.
Og det kan man kun, hvis man kommer overens med sin angst...så det øver jeg mig rigtig meget på;)

Den søde klinikassistent kom ud og hentede os.
Laurits krøb helt ind i mig.
Han kom ned i stolen og fik *hagesmæken* på.
Karen, som den nye tandlæge hedder, var utrolig sød. Ikke pylret men bestemt, på den gode måde.
Det fik Laurits til at slappe af, og åbne munden.

Hun sagde at han havde meget flotte tænder.
Hun fortalte også at han har krydsbid i venstre side. Når han bliver ældre skal bøjletandlægen kigge på det, og rette op, så kæben ikke tager skade.
Laurits fik stor ros for sin tandbørstning...skulderklap til forældrene;)
Det hele tog 10 minutter, og så var vi ude igen.

Laurits sang hele vejen hjem, og nu sidder han og hygger mens der bliver set speedway:)

5 år, og nul huller...

*Min farmor har slet ikke
nogen tænder,
for tandlægen havde
ikke nogen,
hun kunne lide*

Marie, 7 år